torsdag den 15. oktober 2015

So long time ago ...

Puha hvor er det lang tid siden ...

Og hvor er der sket meget siden sidst.

Jeg er "sluppet" for at køre rigtig langt på arbejde. Til sidst var det jo ved at suge livet ud af mig - forstået på den måde at det hele gik op i at stop, køre, arbejde, køre, lave mad, se lidt fjernsyn og så sove. De weekender, hvor jeg ikke arbejdede, gik med at sove.

Da jeg fik vikariat i hjembyen, var det noget så skønt. Det var dog hårdt, for det var nye rutiner og arbejdsgange. Men jeg fik mere fritid, og hvor var det dog skønt.

Jeg har altid - eller siden jeg var gravid med golferen - vejet en del for meget, ogvægten blev ikke bedre, da yngstemand kom til, hvilket jo nu er en del år siden. Jeg har så aldrig brugt mig om at veje de der 20-25 kg for meget, men hvem har det. Imens jeg studerede, havde jeg ikke "tiden" til at tage mig at disse ekstra kilo. Jeg ved dét godt - det er en dårlig undskyldning - men imellem at være singlemor til to samt studerende var prioriteringen altså en anden.

Fordi jeg var startet i vikariat i hjembyen, havde jeg pludselig masser af fritid - hvilket jo var skønt - kunne jeg igen starte med at spille golf. Samtidig begyndte jeg også en mindre kostomlægning. En jeg har kendt i nogle år hev mig i den grad med på golfbanen, så jeg har spillet utrolig meget.

Det har i den grad resulteret i et vægttab. Mit indbygget fedtdepot er så at sige forsvundet. Fedtdepotet omkring knæ er forsvundet. Kinderne er ikke runde. Taljen er mindre. Arbejdsuniformen er skiftet ud to gange. Meget af mit almindelige tøj er smidt ud.

En lille historie om "svundet vægt" er flg.:
Den ledende overlæge havde i foråret været på ferie i foråret og hen over sommeren. I august måned kommer jeg gående hen af gangen og så siger hun til en anden: "sig mig lige ... Er hun (mig) ikke svundet en hel del ind?" Hvortil jeg svarer: Jo der er svundet en del af mig.

Mit vægttab er imellem 16-18 kg, så der er noget gået af. Nu tager jeg det lidt mere stille og roligt. Der må gerne komme mere af men det må også gerne gå stille og roligt nu.

Og nå ja - jeg er forresten ikke så single mere ...


onsdag den 8. januar 2014

Hov ... hvor blev det år af???

Først havde jeg hamrende travlt med at blive færdig med min uddannelse i første halvdel af 2013 ...
I juni kunne jeg kalde mig nyuddannet radiograf - Jubiii ...

Så kom en down periode, hvor jeg gik som arbejdssøgende og søgte vidt og bredt.

Så kom en op tur, hvor jeg næsten fra den ene dag til den anden startede i mit job.

December nærmede sig med raske skridt, og jeg var også faldet godt til på arbejdet.

Så blev det til jul og nytår, hvor jeg havde diverse vagter.

Pludselig var det januar ...

Jamen hov ... hvor blev 2013 af???
Det år har da lige fået ben at gå på ... eller løb det afsted?

Men i hvert tilfælde ...

et forsinket


GODT NYTÅR til alle

søndag den 15. december 2013

Julegave ræs ...

Normalt ville jeg på det her tidspunkt have styr på alle gaver og sendt diverse julekort ud. Sådan er det bare ikke i år.

De fleste julekort blev dog sendt i går med lidt stres og jag, for pludselig gik det op for mig i går, at posthuset altså lukkede kl 14 og jeg var da lige et stykke fra det posthus. Jeg synes dog efterhånden, at det er dyrt at sende julekort ... men det er så hyggeligt at modtage kort, at jeg gerne sender kort.

Og så er det der med gaver ... nu er der jo ikke så forfærdelig mange personer jeg skal give gaver - der er kun fire. Så jeg plejer i god tid at have en ide om hvad de skal have og også få købt dem i rimelig tid. I hvert tilfælde plejer jeg på nuværende tidspunkt at have købt alle. Sådan er det bare ikke i år.

Men fredag fik jeg slået hul på bylden ved at få købt en gave til Daddy.
Lørdag fik jeg lagt en gave til side til en af sønnerne. Jeg kom så til at hugge en ide fra Rengøringskonen, så jeg nu har alle gaver til Daddy. Og gaverne til Rengøringskonen fik jeg sørme også købt.
I dag fik jeg så købt en lidt dyr gave en af sønnerne, som var lagt til side. Men sørme om Rengøringskonen ikke tager hævn ... for nu vil hun give mig pengene for gaven til sønnen, så nu må jeg ud og finde på en anden gave.

Status er så nu ... to personer er købt til og der mangler nu gaver til to personer og så også lige Inky - tror jeg nok. Men hvad jeg har hele 8 dage til at købe de sidste gaver ... udover jeg skal på arbejde og hjælpe Golferen med hans projekt/eksamens opgave og ikke mindst sørge for at få hvilet og sovet.

Nå men jeg når det hele er jeg sikker på.


søndag den 8. december 2013

Kylling i gips ...

I går genoplivede jeg en af mine gamle traditioner ...

Jeg havde i nogle år altid nogle veninder på besøg lige omkring min fødselsdag til julehygge med god mad og masser af snak. Og til dette arrangement er der altid hjemmelavet mad og det skal være mad, som er nemt at lave eller passer sig selv.

Så en gang om året laver jeg altså kylling i gips, som nu er blevet omdøbt af en af mine veninder. Det er en kylling bagt/stegt i en saltskorpe. Den er perfekt, fordi den tager cirka 2 timer i ovn og alt andet tilbehør kan jo også laves i forvejen. Det smager forrygende.

Vi startede omkring 17 tiden og snakken gik. Der blev også grinet en hel del, så meget at yngstemanden fortrak til eget værelse og skruede en del op for TV.

Det var super hyggeligt og herligt.

Selv om det ikke var så sent, da gæsterne gik, var jeg træt og ville bare i seng. Opvasken ville i hvert tilfælde ikke vasket op af sig selv og den kunne helt sikkert også vente til i dag. Så butleren aka opvaskemaskinen har været på arbejde i dag over et par gange.

Og jeg har for første gang i lang tid sovet rigtig længe ... helt til klokken 10.

Nu skal jeg så i gang med at lave noget lasagne eller noget samt noget med tarteletter.

lørdag den 7. december 2013

Hjemme igen ...

Så er jeg hjemme igen ... eller det vil sige at jeg var i min skønne og dejlige seng kl 02.45 i nat.

Torsdag morgen var der som sagt intet på vej til arbejde, og jeg havde pakket diverse overlevelses kit til en overnatning samt tøj til julefrokost.

Vi havde da også travlt, fordi alle ville have lavet deres undersøgelse, inden Bodil kom til Sønderjylland. Omkring middagstid var min kollega og jeg udenfor en tur, hvor vi kiggede lidt på blæsten og træerne. Det blæste ... så vi lavede en lille plan. De kollegaer, som boede længst væk, fik at vide, at de godt kunne begynde at pakke sammen. Klokken 14 ca var afdelingen næsten affolket, fordi der ikke var nogen patienter og Bodil blæste en del. I hvert tilfælde frarådede politiet al unødig udkørsel på det tidspunkt. Men selvfølgelig var der nogle patienter, som ville have deres MR scanning foretaget uanset Bodil. Så MR kollegaen fortsatte med at arbejde, han skulle egentlig også have have tilkaldvagten. Vi blev enige om at jeg overtog den, når han var færdig med programmet

Så helt uventet kom jeg lige på vagt en dag før. Og med Bodil rasende udenfor og Helgas - spøgelse på afdelingen - legen med lys fik jeg set noget fjernsyn og DVD, inden jeg faldt i søvn.

Fredag var en stille og rolig dag med næsten ingen patienter, hvor jeg skulle have sen vagt samt tilkald. Afdelingen blev affolket til normal tid, og så kunne jeg gå rundt og pusse nusse lidt indtil klokken 16, hvor jeg kunne gå.

Jeg havde tænkt mig at tage en tur ned i Tønder by, men planerne blev da lige ændret en del, for det haglede som en i ... og blæste, så efter et pit stop i Kvickly, tog jeg ud til kollegaen, hvor julefrokosten blev afholdt.

Alle de andre og maden ankom, og så begyndte vi at spise. Min søde kollega kigger på og siger: Det plejer altså at være sådan at vagttelefonen ringer lige når jeg skal til at spise ... vi satser på det ikke bliver tilfældet i dag.

Det blev det så ikke helt, for jeg nåede at få en silde mad, inden telefonen ringede. Så jeg daffede lige så stillede - ca 20 km/t - ind til Tønder by på veje med sæbe lignende konsistens og haglbyger. Jeg fik taget de billeder jeg skulle og ventede lige på svar inden jeg tog tilbage. Vejene var det en lille smule bedre ... sæben var da forsvundet noget.

Tilbage hos kollegaen nåede jeg kun lige at tage fat i håndtaget, da vagttelefonen ringede endnu engang. Så jeg kørte tilbage endnu engang.

Da jeg endelig kom tilbage, var de gået i gang med de lune retter, men de havde gemt noget af alt det andet. Jeg fik noget lunt at spise, og så var jeg mæt.

Vi spillede pakkeleg, hvor stopuret desværre var sat på pause, så det blev en laaaaaaaaaang runde. Sjovt var det nu.

Pludselig var klokken over 22, og jeg havde fri. Vagttelefonen blev i den grad slukket.

Omkring en time senere blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det være nu. Jeg ville hjem i min egen seng. Så jeg kørte nord på ... i snebyger og nada sigtbarhed ...  Da jeg nåede Haderslev var der intet på motorvej og så gik det lidt hurtigere.
Ved Vejle var der gjort opmærksom på at vindfølsomme biler skulle undgå broen. Min Lupo er lille og hopper en smule i blæsevejr, så jeg valgte at køre igennem Vejle.

Yngstemanden ringede jeg til for at høre, om han nu havde lyst til at komme hjem, for så kunne jeg lige køre forbi centrum. Det ville han mægtig gerne ... så var han fri for at betale til bus billet. Snu dreng.

Og jeg har sovet så forrygende godt. Men nu skal jeg op og handle for at gøre de sidste ting, inden det vil vælte ind med gæster sidst på dagen.

onsdag den 4. december 2013

Stilhed før storm ...

Da dagen startede i dag var det gråvejr, blæst og regn ... Men i løbet af dagen klarede det op, og der var det fineste vejr ... i hvert tilfælde i Tønder. Vejret var nogenlunde hele vejen til Århus med skiftevis regn og sol og selvfølgelig som altid i denne tid mørke.

Men nu var det jo det der med stilhed for storm ... DMI varsler jo storm fra torsdag til fredag, og helt ærlig så er det altså ikke helt så spændende at køre i blæst og rusk, så der er allerede nu blevet taget forbehold.  Jeg pakker til en overnatning i Tønder og satser kraftigt på, at stormen har løjet så meget af fredag aften kl. 22, når min første tilkaldevagt er overstået, så jeg kan trille hjem i min egen seng.

Afdelingen er helt på det rene med, at jeg overnatter på selve afdelingen, for de vil hellere være sikre på jeg er der ... og hvad jeg så også fandt ud af i dag er, at hvis jeg opholder mig på sygehuset er jeg åbenbart også med i beredskabet - hvad så end det går ud på ... Så afdelingen har skaffet dyne og betræk. Hovedpude er der også men jeg foretrækker nu altså min egen.

Det mest trælse er nu ...
AT JEG SKAL FEJRE MIN FØDSELSDAG HELT ALENE I TØNDER I STORMVEJR ...
men på den anden side så skal begge drenge arbejde til kl. 20 i morgen, så der vil alligevel ikke blive fejret så meget...

mandag den 2. december 2013

Jeg oplever meget ...

Jeg kunne skrive om sjove oplevelser, elendige bilister, vejret, mine børn og så videre, for jeg formulerer mange indlæg i løbet af en dag. Men jeg må give Kong Mor ret, for selv om de er blevet formuleret og omskrevet, er det altså ikke muligt at skrive indlæg, når jeg ligesom Kong Mor bruger meget tid med at køre bil.

Som sagt oplever jeg meget hvad enten det er på job eller på vej til job.

I dag var heller ikke en undtagelse ... bortset fra at jeg kunne have været indblandet i det.
Jeg var på vej til Sønderborg ... dog skulle jeg møde lidt senere end normalt, så jeg kunne tillade mig at køre senere. Bilen blev tanket og så var det ellers syd på ...

Indtil trafikradioen var så sød at komme med en servicemeddelelse, som så blev gentaget med cirka 10 minutters mellemrum. For der var nemlig sket et uheld, som betød, at motorvejen imellem Ejer Bavnehøj og Horsens i sydgående spor var total spærret. Man skulle derfor sørge for at komme af inden man nåede afkørsel 54. Jeg valgte at køre af 2 afkørsler før og køre af landevejen.

Dette betød jo desværre, at jeg jo ville blive forsinket noget. Så da jeg var i nærheden af den sædvanlige afkørsel holdt jeg ind for at kontakte Sønderborg og sige jeg var forsinket. Det tog da lige yderligere 20 minutter.

Men jeg nåede frem ... kun 45 minutter forsinket og kunne være med til brandøvelser, hjerte/lunge kompression, IT info, HR info og ikke mindst fotografering af mig til personalekort.

Endelig hjemme igen efter en begivenhedsrig dag med mange informationer og ude øvelser i forbindelse med brand - hvilket var frysende koldt - rakte jeg om for at tage posen med ekstra tøj. Kun for at finde ud af at den glemte jeg lige i Sønderborg ... ikke smart ... nå men jeg jo "bare" ringe til dem i morgen.

Nu sidder jeg bare og slapper af inden jeg om snart skal ind og se dyner.