Hjemme igen ...

Daddys operation og rekonvalescent på hospital burde egentlig kun have varet fra indlæggelse mandag, operation tirsdag  til udskrivning tidligst onsdag senest fredag.

Men han var svækket eller ramt hårdt, om man vil. Han var på operationsbordet i cirka 6 timer, og bagefter havde han svært ved at komme ud af narkosen, så han kom først på stuen sent tirsdag aften. 

Onsdag var han virkelig ramt og kunne virkelig ingenting, for han lå med ilt, drop og havde kateter. At få besøg den dag var en anstrengelse for ham. Han kunne klare 10 minutter max, så var han døsig og ville bare sove. Puha det var hårdt at se min ellers så stærke far ligge der og være svag og ingenting orke.

Torsdag skulle jeg hjem for at klare de sidste gøremål med Troldeungens afrejse. Rengøringskonen var inde og se til ham - igen max 10 minutter. Hun var dyb rystet og meget bange for at miste ham. Hun var virkelig bekymret. Jeg kunne ingenting gøre, for jeg havde jo som sagt noget at se til her.

Fredag var der bedring, men han havde stadig ikke været ude af sengen. Når de prøvede at få ham ud af sengen, fik han black-outs. Besøgstiden var nu oppe på 15 minutter. Han havde dog ikke spist noget siden mandag, så det var også bekymrende. Jeg var også lige på arbejde for Daddy, og det gik nu ret godt - altså efter nogen begynder vanskeligheder, for jeg havde jo i teorien ikke haft med lyslægning af produkter at gøre i 3 år. Men som man siger ... falder du af hesten, så er det bare op igen ... og det var det.

Lørdag kørte jeg igen nordpå. Om eftermiddagen så jeg så Daddy for første gang siden onsdag. Jeg kunne se en klar forskel fra onsdag. Hans hud var ikke pergament agtig mere. Han var stadig træt, men besøget kunne nu vare i 1/2 time. Så der var hele tiden små fremskridt at se. Han havde dog ikke endnu fået fjernet hverken drop eller kateter. Rengøringskonen var pessimistisk og mente, at hun først fik ham hjem sidst på denne uge ... aller tidligst. Jeg derimod mente helt klart, at han senest ville komme hjem onsdag i denne ugen ... men jeg sagde det ikke højt.

Søndag ringede min mobiltelefon, da vi var på vej ind til hospitalet. Telefonen lå selvfølgelig i dybet af min frakke lomme. I bar forhippelse - for mine sønner vidste jeg jo ligesom ikke ville kontakte mig, medmindre der var noget virkelig galt - fik jeg den afbrudt, men jeg nåede at se hvem, der havde haft ringet, inden jeg smed den over til Rengøringskonen, for jeg kørte jo ligesom bil  ... det var nemlig Daddy. Hun ringede tilbage. Han var i godt humør, for han havde nemlig fået bad, så han følte sig betydelig mere frisk, og han glædede sig til at se os. Jeg må sige, at det var en helt anden mand, vi så. Stadig svag men ingen kateter og ingen drops ... humoren og ironien var vendt tilbage om ikke på fuld styrke, og han var glad. Vi var der en hel time, inden han var træt af os.

Mandag besøgte vi endnu engang Daddy, som stadig gjorde betydelig fremskridt. Jeg kunne mærke på ham, at nu var han parat til at forlade sygehuset. Sygehuset ville så gerne beholde ham en dag mere, for der var lige nogle undersøgelser og fysioterapi, der skulle gennemgåes.

Tirsdag morgen omkring klokken 9 kørte jeg den ene bil (min) ind til den nærmeste lille landsby for at få diesel på ... i snevejr og meget glatte veje.  Da jeg havde tanket, kom jeg tilbage og meddelte Rengøringskonen, at nu skulle hun blive færdig, for vi skulle altså køre NU ... Vi havde godt nok aftalt med Daddy, at vi ville være der omkring 11.30, men jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne tage noget tid. Vi kom af sted, og da vi var på vej ind på tankstationen for at tanke den anden bil, ringede telefonen. Det var en meget utålmodig Daddy, som ville hjem, og det kunne altså ikke gå hurtigt nok.

Klokken 10.50 satte jeg Rengøringskonen af, hvor efter jeg forsøgte at få en parkeringsplads ... jeg opgav og parkerede lige udenfor hovedindgangen, for derefter at gøre bilen klar til at modtage Daddy og alt hans habengut.

Klokken 11.10 forlod vi hospitalet. Turen hjem gik godt om end langsomt ... det sneede en del, og der blev ikke kørt stærkt. Til gengæld kunne jeg og Rengøringskonen høre om diverse fortællinger inde fra hospitalet. Smilebåndet og lattermusklen blev motioneret mere end en gang. Vel hjemme igen kom Inky. Han kunne tydelig mærke, at Daddy ikke var helt ok, så han var forsigtig. Daddy nød at blive placeret i en stol og bare være hjemme. Jeg kørte endnu en tur ... denne gang for at købe lidt fornødenheder samt hente medicin.

Sidst på eftermiddagen satte jeg mig endnu engang ind i en bil ... denne gang for at vende næsen hjem til min egen matrikel. Hvor var det skønt at komme hjem igen og samtidig vide, at Daddy er hjemme og tager mega skridt i sin helbredelse.

I dag går tiden med at blandt andet at skrive her og prøve at gøre matriklen til et hjem igen ... alt dette for at slå ventetiden ihjel, indtil jeg skal hente Troldeungen fra en forhåbentlig super skøn tur klokken 14.

Timing fungerer ikke lige i øjeblikket ...

Nu har jeg ikke været syg eller forkølet siden .... ja siden jeg var indlagt, så det må vel være 6 måneder siden.

Mandag og tirsdag var jeg i praktikken, men jeg kunne godt mærke på mig selv, at min krop ligesom fortalte mig tirsdag, at der var noget på vej ...

Det skal jeg da lige love for ... for om aftenen måtte jeg gå med papir under næsen ... om natten måtte jeg op, for jeg kunne lige pludselig ikke finde ud af om det var allergi, da ganen kløede som en i et eller anden. En allergi pille blev slugt.

Onsdag morgen har jeg det nogen lunde ... alt med måde ... næsen var dog ikke en vandhane men den løb ... jeg tog alligevel i praktik for der var også noget møde ... heldigvis var der ikke mange patienter - kun 2 - og jeg valgte at holde mig så meget på afstand af patienter og kollegaer.

Omkring middagstid overvejede jeg kraftigt at ringe til vejlederen og sige, om mødet kunne blive holdt nu, så jeg kunne komme hjem. Jeg nåede ikke at ringe, men da hun så mig, blev vi enige om at lave samtalen med det samme - frokosten kunne spises ved mødet - og så skulle jeg ellers hjem og i seng ....

Bortset fra jeg jo ikke skulle hjem, for Daddy havde jo fået nøglen til lejligheden, og jeg havde en del ting med som skulle afleveres i lejligheden.

Jeg kom hjem ... men måtte vente med at kravle i seng til der havde været en at se på lejligheden... men så kom jeg også under dynen og bortset fra jeg blev vækket x antal gange af telefonen har jeg sovet som en sten.

Men jeg har valgt at skåne min krop/hoved mv for patienter i dag, så jeg tager det stille og roligt ...


Timingen er bestemt ikke i orden ... men jeg tager det med ro ... så meget jeg nu kan med en flytning over hovedet ...

Klynk ...

Vi Har alle tænder - forhåbentlig da, og det har jeg selvfølgelig også... Men i går - selvfølgelig efter fyraften - begyndte min ene problem kindtand at gøre ondt. Jeg åd panodiler ... det blev holdbar - altså smerterne. Men da jeg skulle sove i nat, kunne jeg bare ikke, for det dunkede, sved og var en skærene smerter. Omkring halv et måtte jeg kapitulere og ringe til vagtlægen for at høre, hvad jeg kunne gøre. Ipren var rådet, og jeg tog en ipren og vaklede i seng. Og endelig omkring kl to fandt jeg i søvn. Og så skulle der ringes til tandlægen i dag, for dét var bare ikke til at holde ud. Dommen er ... et stk. rodbehandling og des lige ... At betale 3500 ... Tak for kaffe Heldigvis har jeg en lille uge til at finde de der 3500, for det er altså ikke nogen jeg lige kan hive op af bukselommen. Men nu er jeg foreløbig på antibiotika og stærke smertestillende. De smertestillende virker i hvert tilfælde efter hensigten, for den ene lille pille er nok til at gøre alt tåleligt. Jeg kommer med garanti til at sove godt i nat på en cocktail at for lidt søvn og smertestillende.

Beslutningen ...

Selv om jeg har fået et vink med en vognstang, så kan jeg altså ikke finde ud af at give slip, og som skrevet i sidste uge tumlede jeg med en vigtig beslutning.

Set i bakspejlet må jeg jo nok erkende, at jeg allerede i modul 10 var ved at nå et nulpunkt med hensyn til studier og koncentration og indlæring ... hvilket jo også i modul 11 resulterede i en indlæggelse og efterfølgende undersøgelser og jeg skal komme efter dig.

Alle disse ting - altså studier, koncentration, indlæring, blodtryk og stress - var jo også medvirkende til, at jeg ikke bestod modul 11's eksamen.

Som studerende har man ret/krav til at gå til re-eksamen, hvilket jeg jo også er indstillet på, men det skulle bare ikke være i sidste uge, for jeg havde så meget behov til at være mig selv - altså en kvinde som kan lave lige det, hun vil og ikke en studerende, som læser endnu engang til eksamen. Jeg havde efter eksamen sagt, at så skulle re-eksamen være i sommerferien, og afdelingen var ikke lige sikker på hvordan og hvorledes og ville kontakte skolen/studievejleder, og jeg ville i sidste uge få besked. Jeg havde selv kontaktet studievejlederen via mail for at sige, at jeg ikke havde bestået, og jeg fik at vide, at jeg kunne fortsætte på næste modul uden nogen problemer.

I sidste uge havde jeg via mail og telefonsamtale med studievejlederen en snak om det videre forløb - altså hvilke muligheder jeg har og så videre.

Anbefalingen fra afdelingen var, at det ville være godt, hvis jeg gik den del om, da de mener, at jeg pt. ikke har de fornødne egenskaber til at være stråleterapeut.

Det var en hård nød at sluge, for det betyder i realiteten, at jeg bliver færdig 1/2 år senere end forventet. Derudover var der også den famøse SU - kan man få SU og lån forlænget?

Så tankerne har faret, men beslutningen var halvt om halvt taget allerede i sidste uge - det sidste skulle bare falde på plads, og det gjorde det i går.

Nu er beslutningen taget og mail er afsendt til studievejleder...

Jeg fortsætter på modul 12,

MEN efter sommerferien starter jeg i praktikken igen og tager modul 11 om.

Det betyder så, at jeg i realiteten får 10 uger "fri", da jeg jo forhåbenligt har bestået modul 12. Og disse 10 uger vil jeg så bruge på at forberede mig til bachelor opgaven, samtidig med jeg "lærer" mit nye hold at kende. Men det betyder dog også, at jeg må sige farvel til et tilvalgsfag, som jeg havde glædet mig til, og det er der ikke noget at gøre ved.

Så må jeg bare finde ud af noget andet som tilvalgsfag, når jeg skal til at søge igen.

Og hold da op, hvor jeg glæder mig til 8 ugers sommerferie ...

Gode ting sker på en ganske almindelig torsdag ...

Jeg var til læge check i dag og med sådan en ganske lille dosis blodtryksregulerende medicin er jeg nu på 135/80, så lægen var ganske tilfreds med mig. Jeg skal så til check igen om en måned.

Og jeg har fået mit gamle spejlreflekscamera igen ... så der skal nok blive spammet med billeder :)

Og jeg er på vej ud med min Imac for at få ordnet min Photoshop, som er længe ventet og længe savnet.

Fortsat god torsdag ...

Læsning og sygdom er ikke en god kombi ...

Ok - den der bacille, som har bosat sig i min krop, er ikke som ønsket taget til Langbortistan ...

Det er faktisk blevet værre ...

Så det meste af dagen er blevet tilbragt i mit nye kontor, som er sengen ...

Jeg har dog fået skrevet en del og sorteret diverse skrevne noter, men nu vil jeg kravle i seng i håb om at bacillen kunne tænke sig at forsvinde i nattens løb ... ikke at jeg tror den vil men jeg har da lov at håbe indtil andet er bevist ...

Håber I andre ikke er blevet angrebet af en bacille og kan nyde resten af påsken med forhåbentligt godt vejr.

Feber ...

Jeg har ondt i ørerne ... 

Jeg har hovedpine ...

Min hals gør ondt ...

Jeg hoster ...

Min næse gør også ondt ...

Jeg fryser ...

Feber - gå så væk - jeg har ikke tid til dig lige nu ...

Nå ikke - så må jeg bare tage panodil, lige skrive lidt mere og så gå i seng ...

Håber den der bacille kan gå til Langbortistan i løbet af natten, for jeg har ikke tid til sygdom ...

Blodtryk ...

I forbindelse med det her døgn blodtryksapparat skulle jeg jo have et svar fra lægen.

Jeg havde skrevet via mail til ham, og der var gået rimelig lang tid, hvor jeg ikke havde hørt noget.

Så i går fik jeg fat i sekretæren og senere på dagen fik jeg talt med lægen.

Konklusionen er:

Mit blodtryk er højt - ikke alarmerende højt men højt nok til at der skal gøres ... lidt.

Så jeg har i dag hentet blodtrykssænkende medicin, som er den mildelse form.

Disse skal jeg tage den næste måned og så skal jeg til check igen.

Så nu er der sat en behandling i gang og det er jo helt fint.

Nu skal jeg så bare HUSKE at tage disse piller ...

Nogen der har en god formel til at huske at tage piller?

En næsten normal dag ......

I dag skulle jeg så gå rundt med det der forf...... blodtryksapparat.

MEN i nattens muld og mørke var det holdt op med at virke, og jeg aner ikke, hvornår det er holdt op, for jeg har sovet så dejligt. Men jeg har også en dejlig tendens til at sove fra alt.

Da jeg vågnede, undrede jeg mig godt nok over, at den kun bibbede men ingen stønnen og pusten. Så den røg af omkring kl 9, og så ned med den. 

Jeg aner ikke, om der er nok målinger på, og det er lidt irriterende, hvis jeg skal tage fri igen, så jeg håber og krydser fingre for, at der er nok.

 Ellers har dagen været rent overspringshandlinger, for jeg burde egentlig have arbejdet på min opgave.

Så jeg begyndte at bruge min bluse som nålepude

Jeg gad ikke lige rejse mig for at hente min rigtige nålepude, når jeg nu sad ved symaskinen og syede til den store guldmedalje.

Ideen til denne taske har jeg fået fra en anden blog.

Dog har jeg selv tilføjet en lille detalje, som er klappen nedover.

Jeg kan bedst lide, når lynlåsen er usynlig.

Foret er jeg helt vild med, for jeg synes, at det er så frisk.

Derudover er der lige et par fjer til at pynte den dem.

Og så blev tiden også brugt til at klippe i 9 forskellige stof a 14 gange.

Jeg vil nemlig lave et pathwork tæppe, som skal ligge på min sofa.

Og så var det ellers operation oprydning, for rengøringskonen kommer i morgen, og det lignede en slagmark af en anden verden her i min stue. ;-)

Nu med døgn blodtryksapparat .....

Af en eller anden grund så følger der altså en onsdag efter en tirsdag, for det er normalt og kutyme :)

Og efter en underlig tirsdag kunne jeg måske forvente, at onsdag blev bare en smule normal og almindelig.

Dagen er også startet som en normal og almindelig dag.

Men kl 14.30 i dag skulle jeg så udsættes for et døgn blodtryksapparat.

Så det vil sige hvert 20. minut bliver manchetten pustet op om venstre arm og strammer, og fra kl 22 vil den så kun udføre dette stunt hvert time indtil kl 7.

Så hvert 20. minut er der en naturlig "unaturlig" pause, hvor armen kommer ned og jeg snakker til den manchet om at blive færdig, for den puster og strammer.

Men min arm er altså ikke indrettet til at have en manchet fast monteret. For manchetten kurer rundt og falder ned, så den er røget af et par gange og sat på igen.

Jeg har dog taget en studiedag i morgen, fordi

1. jeg med garanti ikke får sovet særlig meget i nat

2. jeg ikke tror det bliver særlig sjovt at være i praktikken i morgen med det apparat på, når den larmer og bibber hvert 20. minut, og mig som står helt stille og bander den langt væk.

Så jeg glæder mig til om 1 1/2 time hvor den "kun" vil gøre det hver time - jubiiii.

Kan kun sige: 

DET BLIVER SÅ SKØNT AT SLIPPE MED DEN I MORGEN KL 14.30

1. uge

Første uge er gået med "ny" livsstil og vægten siger -0,2 - ikke meget men lidt har også sin ret.

Ugen er allerede igang, og det er træning også.

For højt blodtryk = stress???

I forbindelse med indlæggelse og for højt blodtryk har det sat tanker og spekulationer i gang i mig.

For indtil kort tid siden var jeg "normal".

Jeg har talt med både min mor og daddy om, hvad det kunne skyldes.

Min mor har hele tiden "ventet" på, at der ville komme en reaktion på skilsmissen, for hun synes ikke, jeg reagerede ret meget. Daddy mener, at jeg ligner ham for meget. Både han og jeg spekulerer over tingene, tager affære og så gør det - nogen gange uden at tænke på konsekvensen.

I dag talte jeg så med en kollega, som tilfældigvis også er psykoterapeut, om det, og vi mente begge, at symptomerne for dette høje blodtryk mv. allerede begyndte at vise sit ansigt i sidste modul. På en eller anden måde er det jo nok en form for stress, for jeg har i de sidste 3 år kørt i højeste gear uden egentlig at se mig tilbage, for der har virkelig været nogle omvæltninger i mit liv.

Alting startede med en 

- seperation

- spekulationer om hvad der så skal ske

- ansøgning til radiografuddannelsen med start februar 2010

- finde en bolig, hvor der er plads til 3 mennesker og helst også til Inky

- finder en bolig, hvor vi kan være - tæt på Troldeungens skole men desværre ikke plads til Inky

- finde et sted til Inky - løsningen blev mine forældre

- pakning af diverse personlige ting

- indkøb af møbler

- flytning

- indretning

- afslag på ansøgning - dog med forhåndsgodkendelse til august 2010 og på standby

- pga standby listen bliver jeg tilbudt at starte allerede i august 2009

- 10 moduler af 10 ugers varighed overstået/bestået - alle med eksamen i slutning af hvert modul

- diverse spekulationer om evt. flytning pga husleje

- diverse små kontroverser med ex-manden

- diverse spekulationer om økonomi

Så alt i alt har jeg kørt med fuld fart frem uden at se mig tilbage.

Jeg har egentlig aldrig haft tid til at reflektere over det, der er sket.

Jeg har "vokset" med opgaven, ja men egentlig på bekostning af mit helbred.

Så nu tager jeg "skeen i den anden hånd" ved at tage 

- en dag af gangen

- lytte til min krop

- dyrke noget mere motion

- slappe af, når jeg har brug for det

Og så håbe på at jeg bliver "normal" igen.

1. dag for nye mål .... vægttab

I dag var så dagen for et nyt mål - nemlig vægttab - og så lige lægens "dom" angående mit yoyo blodtryk.

Tasken blev pakket, og jeg glædede mig faktisk til at komme i gang.

I træningstasken blev der bl.a. puttet t-shirt, tights, løbesko og ikke mindst en vigtig detalje
Hængelås.

Først skulle lægens "dom" falde, men det gjorde den så ikke helt for det er stadig uvist, hvorfor blodtrykket er som en yoyo. Derfor er jeg "i den heldige sitation" at skulle udstyres med en 24 timers blodtryks apparat, som puster og stønner og klemmer om min arm hver time.

Tag endelig ikke fejl - jeg er glad for at min læge bruger så meget tid på at finde ud af hvorfor. Jeg synes bare ikke vildt meget om blodtryks apparater.

Da blodtrykket ikke er faretruende højt, så skal jeg ikke have medicin, før næste undersøgelse er klaret.

Med lægens "You Go - Girl" (altså ikke sådan sagt, men hvad han mente) for at dyrke mere motion,

for det var godt at få pulsen op, forlod jeg lægen.

Vel ankommet til fitness centret klædte jeg om og gik lige så stille i gang på løbebåndet. 1 1/2 time senere var jeg klar til at tage hjem, men inden da bestemte jeg mig for at få målt min fedtprocent,

Jeg vidste godt, at fedtprocenten ville være høj.

Og det var/er den, men den positive side er, at 10% af vil være indenfor den ønskede rækkevidde.

Jeg har så bestemt mig for at her i begyndelsen at få taget min fedtprocent med ca. 14 dages mellemrum. Det gør jeg, fordi det kunne været interessant at se, hvor meget/hurtigt tallet ændrer sig.

Hvor mange kilo jeg skal tabe, ved jeg, og det er mellem 15 og 20 kilo.

Hvis jeg kommer længere ned, er det ikke et kønt syn.

Nu bliver det spændende at se (eller i det her tilfælde mærke), hvor øm jeg bliver i morgen.

Stof til eftertanke og fremtidige mål

At blive indlagt akut giver en en ordenlig forskrækkelse.

Det giver også stof til eftertanke, for hvordan kunne det ske, og hvordan kommer man videre.

Jeg er stadig i udredning- som det så fint hedder - for de ved ikke helt, hvad der gik galt.

Derudover er mit blodtryk som en yoyo.

Om morgenen ok - i løbet af dagen højt meget højt - om aften falder det til næsten normalt.

Så det er jeg i udredning for det hos egen læge.

Men det, jeg kan gøre lige i øjeblikket ifølge diverse læger, er:

1. leve sundt - lever sundt men jeg kan altid leve sundere

2. tabe mig - det er lettere sagt end gjort

3. stoppe med at ryge - ok den har jeg hørt før

Jeg lever nogenlunde sundt, men der bliver nu skåret ned på et minimum af slik og søde sager.

Derudover vil jeg prøve at sætte fedtforbrændingen op - altså på den sunde måde - med bønner, perlebyg, chili mv. og spise overvejende flere grøntsager end i dag.

Med hensyn til vægttab så er jeg fuldstændig enig. Jeg skal tabe mig

Ifølge BMI vil mit ideelle vægttabt være 25-30 kg, men så vil jeg ligne et afpillet lig.

Så for mig vil et ideelt vægttab være mellem 15-20 kg.

Rygestop - ja den hører mange rygere, men jeg bliver altid, Tove 3 år, når nogen skal diktere mig noget. Nu er det jo sådan, at det er min krop, der dikterer rygestop, så den må jeg hellere lytte til.

Og så er der motion - altså jeg går 3-4 gange om ugen ca 4 km.

Men fra mandag vil mit fitness kort blive brugt lidt flittigt - sådan cirka 3-4 gange om ugen.

Så der vil ind imellem være opdateringer for at holde min motivation.

Endnu en undersøgelse .... og ventetid .....

Jeg skulle onsdag (med kort varsel) møde ind på sygehuset kl. 8, fordi de ville scanne mit hjerte i forbindelse med indlæggelsen i sidste uge. Fint nok tænker jeg, for det tager vel et par timer og så kan jeg komme tilbage i praktikken. Jeg blev en del klogere.

Sygeplejersken, som skulle tage imod mig, blev forsinket af en anden patient - fair nok - men hun kommer endelig ud og fortæller, at jeg skal til Skeby og have foretaget en ultralyds scanning af hjerte. Patientbefordring skal sørge for, jeg kommer derud.

Hmmm - ventetid.

Jeg ankommer til Skejby, og omkring kl 10 bliver jeg kaldt ind og ultralyds scannes.

Efter scanning skal en læge udfylde en seddel, som skal medbringes til afdelingen.

Der går 20 min. hvor der ingenting sker - hmmm.

Endelig kommer scanningsspecialisten igen, og hun har fået en læge til at kigge billederne igennem.

Hjertet pumper, som det skal, og vener og årer er fine. Sedlen bliver udleveret.

Ude i receptionen får jeg at vide, at der vil gå 1 time, før jeg kan komme tilbage på afdelingen.

Hmmm - ventetid.

Tilbage på afdelingen afleverer jeg sedlen.

"Ja tak - du skal lige vente, imens er du velkommen til at tage noget frokost"

Jeg får min frokost og venter igen. Da klokken nærmer sig 1, er min tålmodighed ved at være brugt,

og jeg går ind for at spørge, hvad der skal ske.

"Du skal lige gå over på neuroradiologisk afdeling og tale med XXX"

Derover får jeg at vide, at jeg skal scannes igen.

"Hov - stop lige - jeg er lige blevet scannet, og hvorfor er det lige jeg skal scannes igen"

"Det er hovedpulsårerne på halsen, der skal scannes" "OK - scan mig"

Det ser fint ud - intet unormalt.

Jeg går tilbage til afdelingen - afleverer endnu en seddel og spørger, hvad der så skal ske.

"Du skal lige sætte dig ud og vente, så kommer en læge"

"Hvor lang tid tror du der går?" 

"Det kan jeg ikke sige noget om  men i hvert tilfælde en 1/2 time"

"Ved du hvad - jeg går ned og taler med mine vejledere og så er jeg tilbage omkring kl 2 - OK?"

"Ja det er fint"

Ned og tale med vejledere og så tilbage på afdelingen, hvor de åbenbart havde ledt efter mig.

Nå men jeg bliver vist ind på et kontor og venter på lægen. Hun kommer ind og siger at scanningerne ikke viste noget unormalt og det var jo godt men fordi de ikke kan finde noget vil de sende mig videre til yderligere udredning. Fint med mig.

Jeg bliver "udskrevet" omkring 3.

Af de 8 timer jeg tilbragte på sygehuset har jeg brugt omkring 5 timer på at vente.

Tålmodighed er en dyd siger man.

Jeg må sige min tålmodighed var sat på en prøve, men den holdt - lige knap og nap.

sundhedsvæsenet set fra den anden side - del 2.

Jeg må sige, at sundhedsvæsenet træder i karakter, når der sker akutte ting. 

Den ros skal de dog have.

Det der så kan irritere mig er 

VENTETIDEN

At vente på en stuegang

At vente på at tale med en læge

At vente på at blive udskrevet

I det hele taget bare det at vente

Der må jeg så sige, at set ud fra en patients synspunkt halter det.

Jeg havde nu fået at vide at jeg ingen blodprop havde. Men jeg manglede svar på hvad der så skulle ske, kunne jeg komme hjem som de havde lovet, skulle jeg blive der for at få blodtrykket ned, i det hele taget hvad skulle der ske?

Denne uvished kan også medvirke til at man bliver lidt stresset, irriteret og andre gloser, som ikke vil lyde pænt. (Det gjorde de i hvert tilfælde ikke i mit hoved den torsdag)

For der gik faktisk 4 timer fra jeg/vi egentlig havde fået at vide, at de ville komme lige efter konferencen, som foregik i daværende øjeblik, til lægen dukkede op ved min seng.

Det var 4 LANGE timer - og der er jo ikke meget man kan foretage sig på et hospital - dvs. sove, læse, spise og så lige forfra igen.

Effektiviteten havde de altså gemt til akutte behov - den blev sandelig ikke brugt på udskrivningen.

Sundhedsvæsenet set fra en usædvanlig side .... i hvert tilfælde for mig

Nu er jeg jo ved at uddanne mig til radiograf og har selv set og ved, hvor effektiv sundhedssystemet kan være.

F.eks. ved akut modtagelse så står alle bare på "nakken" af hinanden til at tage sig af patienten, og det ser og virker effektivt.

Til gengæld har jeg aldrig selv afprøvet på mig selv, hvor effektiv systemet er ..... før nu......

Onsdag morgen møder jeg op i praktikken, og ca 1 time efter jeg er mødt, får jeg det skidt med dobbeltsyn, skal helst stå med let spredte ben og en lille smule kvalme. Jeg har placeret mig på en stol med hovedet ned af, men det hjælper ikke, prøver at hjælpe til men kan mærke at det ikke er godt. De andre siger at jeg skal tage hjem og blive bedre. Stædige mig tænker ja ja..... men går alligevel hen for at finde vejledere. Sådan på vejen for at finde mine vejledere får en læge fat i mig, og så skal jeg lige love for at jeg blev testet. Bagvagten kommer til og de to læger finder hurtigt ud af, at jeg lige skal en tur til neurologisk afdeling.

En kollega følger mig hen og på vejen taler vi om hvad der er sket og han siger jamen så skal vi da lige have fat i en kørestol.... Igen stædig mig: nej nej jeg har det fint ..... 

Vi ankommer til neurologisk afdeling, og så skal jeg da lige love for, at det siger SLAM BAM.... 

for i løbet af ½ time er jeg 

- blevet brugt som nålepude

- har været med til "blodbad"

- har fået taget diverse blodprøver

- har været igennem MR scanneren

- har fået en del kvalme i forbindelse med kontrast

- har fået konstateret et skyhøjt blodtryk

Scanningen siger umiddelbart ingen blodprop men pga mistanke og skyhøjt blodtryk skal jeg observeres i 24 timer .... SLAM....

Faktisk er det først der, det egentlig går op for mig, hvor tæt det var på blodprop mv.

Min første reaktion er chok og gråd.

Den næste er: hvad så med min søn? eller sønner?

Da jeg bliver indlagt, ved jeg, at sundhedsvæsenet nok skal tage vare på mit helbred.

Så min prioritering er hvordan får jeg lige sagt til mine sønner, at deres mor altså lige er indlagt?

Og så skal jeg så lige have fat i mobil, taske mv., men jeg ved, at afdelingen har givet min arbejds afdeling besked om, at de indlægger mig, og mine vejledere kommer med min taske mv.

Heldigvis vidste jeg, at min far var i byen, og jeg får fat i ham og beder ham om at sige og hente begge mine børn. De får selvfølgelig et chok, men de kan se, at jeg er ved godt mod, selv om jeg har fået et chok. Jeg får også talt med min mor og beroliget hende.

Eftermiddagen går med at surfe på nettet med mobil tlf, (og det er ikke nemt) og sove.

Pga. jeg er blevet brugt som nålepude, er mine årer i albue leddet rimelig ømme og jeg får heldigvis lov til at få venflon ud. 

Min veninde kommer og kigger til mig, og samtidig kommer yngste søn helt af sig selv og kigger til sin mor.

Mit moder hjerte var bristefærdig af stolthed over den omsorg og kærlighed, han viste.

Tidligt på aftenen er mit blodtryk stadig ikke normalt, så jeg skal igen have lagt venflon. Denne gang i håndrodsfladen. Av siger jeg bare men bider det i mig og får blodtrykssænkende medicin

Igennem hele natten bliver jeg vækket hver 2. time for at få checket blodtryk mv. og får endelig at vide at den er normal. Men den stiger desværre igen i løbet af dagen.

Men endelig kl 2 bliver jeg "sluppet" fri fra hospitalet, men jeg skal selvfølgelig  til egen læge for at få behandlet blodtrykket. Jeg er dog fuldstændig frikendt for blodprop

Set i bakspejlet burde jeg have set nogle tegn på, at der var noget galt med mig, for allerede omkring min eksamen til 10 modul var jeg ved siden af mig selv, koncentration var ikke lige god. træt og hovedpine ind i mellem. Så der var alle mulige tegn på, at min krop sagde, at nu holder du!!!!

Det gjorde jeg så ikke, men tro mig - jeg HAR lært af det, og jeg skal nok lytte til min krop.