Bidrag ...

Ved skilsmisse, hvor der er børn indblandet, er det som regel normal praksis, at der er fælles forældremyndighed, men barnet har permanent adresse hos en af parterne. Den anden part skal så betale børne bidrag.

Teoretisk betyder det jo også, at alle beslutninger - store som små - angående dette barn, skal tages i fællesskab. At det så i praksis er næsten umuligt, da barnet har sin daglige gang hos den ene part.

Og så er der børne bidrag ... Den part, som ikke har barnet boende, har pligt til at bidrage til barnet i form af et månedligt beløb, og der er fastsat en minimum grænse fra statsforvaltningens side. Hvis modparten så tjener mere, kan der søges om forhøjet børnebidrag.

Alt dette er jeg og andre skilsmisse forældre jo klar over, og det kører jo - som regel - gnidningsfrit.

Men når nu Troldeungen skal på tur med klassen, synes jeg (og andre), at det kun er rimeligt, at faderen bidrager med et ekstra ordinært beløb, som jeg jo også nævnte kort i dette indlæg. Men hans far siger, han ikke har råd til det, fordi han har mange udgifter lige nu. Og faktisk er det hans gode ret at nægte at bidrage, fordi han jo betaler et månedlig beløb. Jeg har spurgt, og jeg har fået nej, så jeg gider/vil ikke bruge mere krudt på det.

Vi lever på sugelappen, for selvfølgelig skal han med på denne tur. Det drejer sig om oplevelsen og sammenhold i blandt klassekammerater.

Jeg mindes selv, hvordan det var at stå alene tilbage, fordi klassen skulle på tur til Berlin, og det var inden Berlin murens fald. Mine forældre havde været ansat indenfor forsvaret, og derudover kommer min mors familie fra Dresden - ikke den bedste kombination.

At jeg så ikke fatter faderen, for han kunne jo sige, at han lige pt. ikke kan betale noget, men at han vil betale noget til den 1. Det, ville jeg have synes, var i orden, for jeg ved godt, at december måned er en hård måned.

Men han får sig nok lidt af en overraskelse i det nye år, for jeg vil søge om forhøjet børne bidrag. Han har siden august 2011 været i arbejde og har en rimelig god løn, men han betaler kun minimums beløbet. Dette ændrer sig, for selv om jeg er kommet i en billigere lejlighed, og jeg ikke betaler til privat skole mere (mit valg), så synes jeg ikke, han bidrager særlig meget. Desuden kan han jo trække det fra i skat. Det bliver værre for ham i 2014, hvor han stadig skal betale bidrag, men hvor Troldeungen bliver 18 i januar. Der kommer det til at hedde uddannelsesbidrag, og det kan han ikke trække fra.

At være lus mellem to negle ...

Jeg hader at været lusen mellem to negle ... og i dette her tilfælde er det faktisk tre negle ...
Historien er følgende.

Min veninde og hendes mand blev separeret i slutningen af maj måned. Men manden fortalte allerede i januar/februar, at nu ville han skilles ... og så skete der ligesom ikke mere. Jeg prikkede rigtig mange gange til veninden for at gøre opmærksom på, at nu skulle hun sætte stolen for døren for at få ham til at flytte. Der var mange gode undskyldninger og katten om det varme grød til, at hun ikke gjorde dette ... i bund og grund fordi hun håbede på, at de fandt sammen igen. Deres børn lider også under denne uvished ... er far der eller er han ikke.

Jeg kan godt lide dem begge og har også noget at gøre med manden i forbindelse med noget fodbold, så jeg har virkelig været ambivalent i forhold til, hvordan jeg skulle forholde mig, så jeg har prøvet at forholde mig neutral ... altså så meget som det nu kan lade sig gøre, for hun er min veninde, og jeg har kendt hende længst tid.

Men endelig får hun taget sig sammen og sætter stolen for døren. Han har dog ikke nogen bolig endnu, så han flytter hen i næste opgang i ex-svigerforældrenes lejlighed. (De bor der alligevel ikke, for de bor et andet sted i sommermånederne) Han får en lejlighed i midten af juli og flytter væk fra kvarteret, og børnene får en rutine, som hedder hver anden weekend hos faderen.

I midten af august finder han sammen med en fra det frivillige korps, som jeg også kender. Børnene har det svært ved, at han har fundet en anden så hurtigt, efter han er flyttet i egen lejlighed og bakker helt. Veninden tager kontakt til manden og siger, at børnene har bakket og er kede af det og vil ikke være hos ham, hvis hun også er der ... med andre ord - det er for tidligt at blive præsenteret for en ny dame. Han accepterer, og det vil han rette sig efter lige nu. Børnene har så fået at vide, at han ikke kommer sammen med hende mere.

Her er det så, at jeg har været "Schweitz", for jeg kan godt lægge to og to sammen og stadig få fire. For manden er ikke ærlig overfor børnene (og veninden), for han kommer stadig sammen med hende. Jeg har vurderet (og gør det stadig), at jeg ikke vil blande mig i det. Så når veninden "brokker" sig over et eller anden mht manden, så er svaret nåee - det kan jeg godt se eller jamen hvis du vender det om så ... for jeg kender alle tre parter.

Indtil i dag ... den "nye" dame fortæller mig, at de kommer sammen, og hun havde en mistanke om, at jeg vidste det. Det indrømmer jeg og siger, at det ikke kommer mig ved, og siger samtidig med, at hun skal være klar over, jeg faktisk er veninde med veninden. Det ved hun godt. Jeg får et lift af hende hjem, hvor hun så fortæller mig nogle ting, som gør, at "Schweitz" krakelerer, for jeg bliver nød til at forsvare børnenes måde at reagere på ud fra det, jeg ved - blandt andet at det kun reelt er en måned efter at faderen har fået egen lejlighed, til der træder en ny kvinde ind af døren, og de tror, han ikke ser hende mere. Hun bliver sur - ikke på mig men på manden, for det passer åbenbart ikke helt med, hvad han har sagt til hende. Men jeg får hende beroliget og beder hende faktisk tænke på, at jeg faktisk er "lusen".

Hun spørger mig direkte, hvordan veninden har det med, at manden har fundet en anden, og jeg siger, at det har hun accepteret, men det eneste hun ikke kan forstå er, hvordan den "nye" kunne acceptere/tillade, at han tog på weekend, hvor både veninden og ex-svigerforældrene var til stede ... Hun bliver total hvid i hovedet, rasende og græder, for det viser sig, at han havde sagt til hende, at det var en rask beslutning, der blev taget, og han var alene af sted med børnene, og hun havde forsøgt hele weekenden at kontakte ham uden resultat ... Hun spørger også, om de har sovet sammen, hvortil jeg meget sandfærdigt kan sige, at det aner jeg ikke, for jeg var altså ikke til stede ... at jeg så ved, at de sov i samme rum sammen med børnene men ikke i samme seng, er en anden sag.

Så jeg har virkelig været lusen mellem to negle i dag, og det var skisme ikke sjovt, for jeg kunne virkelig have slået mig selv bag i med et baseball bat og/eller en våd berlinger. Jeg har i den grad dårlig samvittighed for jeg har såret en pige/kvinde på grund af min åbenmundethed, og det var jo slet ikke min intension.

Så fra nu af indtræder "Schweitz" igen for fulde kræft, OG der er indlagt lynlås på læberne, hvor der også er kode på, så selv ikke jeg kan få åbnet munden, når der bliver talt fra den ene eller anden eller tredie side ...

Skilsmissebørn og helligdage ...

Når man har børn og bliver skilt, vil der som regel være en part, som står uden ens børn i helligdage som julen ...

Julen har altid været noget særligt for mig ... nok fordi jeg er et julebarn ... der skal være pyntet op til en bestemt dato, ellers er det ikke jul for mig ...

Da jeg blev skilt for 3 år siden, valgte mine børn, at de gerne ville holde det hos deres far ... Måske fordi de havde dårlig samvittighed over at have været hos mig uden at være en eneste dag hos deres far, siden vi/de flyttede fra ham ... Måske fordi de er ved at blive gamle nok til at gerne ville i byen OG gå i byen ... Måske fordi de gerne ville være sammen med deres fætre ... Jeg ved det ikke, og jeg var utrolig ked af ikke at skulle være sammen med mine børn juleaften.

Derfor ville jeg så gerne være sammen med dem 1. juledag, hvilket jeg jo fortalte ex'en. Børnene accepterede dette, og ex'en ville køre dem til Nordjylland 1. juledag. På betingelse af at han fik dem på samme måde året efter.

Sidste år var det jo så 3. jul som skilsmissebørn. Og hvis jeg skal være ærlig ... og det skal jeg jo ... så synes jeg selv at det at skulle være et sted den ene dag og et andet sted den anden dag er noget stressende og ikke spor hyggeligt.

Jeg talte med mine dejlige drenge om det ... Jeg er altid hos mine forældre i Nordjyllland ... For dem ville det være at de skulle begge arbejde den 23. december ... være sammen med far og familie den 24 ... komme op til mig den 25 ... tage hjem igen den 26 for at være klar til at tage på arbejde den 27... Lidt af et hektisk program og næsten ingen hygge. Jeg spurgte dem om de ikke hellere ville blive i Århus ved deres far i julen for at kunne hygge sig og derefter tage friskudhvilet på arbejde den 27. august. Det blev så enden på det, men jeg havde alligevel rimelig meget kontakt med dem - især den yngste - i løbet af julen.

Så i min naivitet havde jeg jo regnet med at de i det mindste var hos mig til 2. juledag ... de skal alligevel arbejde den 27. ... Men det mener ex'en jo så ikke, for jeg havde dem sidste år fra 1. juledag ... Dette kom der så en lille ophedet diskussion ud af, hvortil jeg til sidste meddelte ex'en at det ville jeg tale med børnene om og så vende tilbage ... Hvortil han svarede, at han havde altså også noget at skulle have sagt, for han havde også forældremyndigheden over børnene.

Her kunne jeg altså ikke dy mig ... For jeg kom til at sige til ham, at medmindre han havde nogle børn på gule plader så havde han da vist kun fælles forældremyndighed over ET barn ...

Han blev en anelse sur på mig, men det er nu hans problem - det bliver aldrig mit ...

Men han skal lige lege far og børn overfor kæresten ... fred være med det men det bliver IKKE på min bekostning ...

Jeg undrer mig ...

Jeg undrer mig ... bare en lille smule ... og så ryster jeg på hovedet ... og tænker ... godt jeg er ude af det ægteskab ...

I undrer jer nok over denne indledende sætning, men grunden kommer her ...

Golferen er jo også i den heldige situation, at han også skal flytte. Problemet er så bare med ham, at han skal være ude af hans lejlighed den 20. august med alle ting. Og fordi den 1. september er en lørdag kan han først få nøglen til hans nye hjem/værelse mandag d. 3. september. Det er så, hvad det er. For jeg har tilbudt Golferen en madras her i flytterodet, men jeg kan ikke også opbevare hans ting, for jeg flytter jo også der.

Så han har et problem med, hvor han skal opbevare tingene. Det nemmeste vil jo være, at faderen opbevarer møbler mv. for ham, for faderen har plads til det. Jeg har tilbudt at opbevare hans porcelæn mv. i min "nye" kælder, så det skal bare her op til mig.

Men det nemmeste stemmer så ikke overens med faderen ... Golferen har spurgt ham, men faderen har direkte forbudt ham at få tingene opbevaret hos ham.

Faderen vil nemlig ikke risikere, at jeg og Daddy går ind i huset og snager. Hvad vi skulle snage i, ved jeg ikke, men vi må absolut ikke sætte vores ben der, medmindre han er i huset.

Nu har jeg jo ingen interesse i at snage i hans sager, og det har Daddy absolut heller ikke. Men jeg er målløs og mangler ord.

Golferen blev spurgt, om han dog ikke kunne forstå faderens holdning. Han kiggede på faderen og sagde, at det kunne han ikke. For vi ville jo ikke være alene i huset, vi skulle jo hjælpe ... Og han vil ikke hjælpe den unge mand heller.

Jeg spurgte Golferen, hvad så hvis det var en af hans kammerater, der gik med ham ind i huset. Golferen mente, at det var i orden

Så igen er vi (jeg og Daddy) trådt til. Daddy låner en varevogn, og så tager vi ned i lejligheden og skiller diverse ting ad. Golferen vil så få opmagasineret alle hans ting hos Box-it i en måned.

Den 3. september vil Rengøringskonen så hente den unge mand ved hans skole og køre ham ud til bolig området, hvor han vil få udleveret nøgle samt se, hvordan og hvor meget han kan have med.

Den 4. september låner Daddy igen varevognen og kører ud med alle tingene til den unge mand.

Men jeg undres stadig ... dog kommer det ikke bag på mig ... altså faderens opførsel ...

Måske I har nogle bud på hvorfor han opfører sig sådan ... Jeg har ikke ...

"Ægteskabsloven er utidssvarende"......

I denne uge har der på TV2 været fokus på, at
"Ægteskabsloven er utidssvarende og trænger til en revidering"

Det har jo længe været sådan, at ægteskab kan "klares" på 15 minutter og er gratis, hvorimod ophævelse af ægteskab tager mellem 6 og 12 måneder og koster kr. 500,00, medmindre der har været grov vold, bigami, bortførelse af børn eller utroskab, så kan man blive skilt hurtigt. Det koster dog stadig kr. 500,00.

Dette skyldes ifølge ligestillingsfortalere blandt andet, fordi ægteskabsloven bygger på gammeldags moralbegreber, og dermed er kernefamilier det eneste rigtige.
Skilsmisse er - groft sagt - en skamplet, og derfor skal det være sværere at blive skilt.

Socialministeren Karen Hækkerup giver eksperterne ret i, at ægteskabsloven er forældet og derfor skal have en modernisering for blandt andet at give homoseksuelle ret til ægteskab.
Men inden ægteskabsloven skal moderniseres skal der ifølge Karen Hækkerup være en bred debat først, men hun foreslår selv, at der skal vælges mellem en hurtig og langsom process (hvor man også kan få parterapi og skilsmisserådgivning) af skilsmisse.

Borgerne i dette land er delt. Nogen mener, at det skal være en hurtig process at blive skilt, mens hovedparten mener, at tænkepausen på 6-12 måneder er helt i orden.

Min mening er, at der skal også være mulighed for en hurtig skilsmisse.
Hvis et ægtepar ved, at de ikke vil blive sammen og de er enige om skilsmissen, hvorfor skal de så blive ved med at være gift i yderligere 6 til 12 måneder?
Men omvendt mener jeg også, at hvis der er nogen muligheder for at kunne "redde" et ægteskab igennem parterapi/rådgivning, vil det også være ideelt. Men man kan og skal ikke tvinge parterapi/rådgivning hen over hovedet på parret.

Og så er der børnene, som rammes af en skilsmisse.
Her mener nogen eksperter, at det kun vil være en fordel med hurtige skilsmisser, da det så vil gå mindst ud over børnene.
OK- jeg er med på, at det vil være en benefit for børnene at få så rolige forhold snarest muligt, hvis forældrene ikke kan enes. Men hvis forældrene stadig ikke kan enes, selv om de ikke er sammen mere, så vil det da alligevel påvirke børnene.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på det "at indgå ægteskab".
Det tager 15 minutter, og så har man papir på hinanden og ganske gratis.
Når nu ægteskabsloven skal revideres mener jeg, at man også skal kigge på den del.
Hvorfor bliver der her ikke lavet en slags venteliste, hvor man her vil få noget betænkningstid, om det nu er det rigtige, man gør. Det kunne være 1 måned.
Vielsen er jo også i dag gratis, og når nu der er brugerbetaling på alt (næsten) i Danmark, hvorfor så ikke også indføre en afgift her.

Jeg er måske lidt farvet på grund af min egen skilsmisse.
Faktisk er jeg også skilsmissebarn.
Men det er min mening - hvad mener I?

Børn og skilsmisse

Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ved derfor, hvor hårdt det er for et barn at "miste" en forældre.

Derfor har jeg altid ment, at skilsmisser faktisk er værre for børn over en vis alder end for voksne. 

Forstået på den måde, at når børn bliver beviste om, at de mangler en i dagligdagen. 

Forstået på den måde, at børnene bliver en del af den "krig", der er imellem de voksne.

Forstået på den måde, børnene opfatter dagligdagen.

Der er selvfølgelig mange "lykkelige" skilsmisser, hvor forældrene finder ud af det sammen, så det rammer børn mindst muligt. Jeg oplevede selv, at mine forældres skilsmisse var en lykkelig en. Min mor sørgede altid for, at jeg stadig havde kontakt til min far, selv om han ikke boede i landet. Han valgte at komme hjem til Danmark, fordi han bl.a. savnede mig og min mor. (Mine forældre blev gift igen, da jeg var 16 år)

Jeg opfatter min egen skilsmisse fra mine børns far som værende lykkelig.

Det gør jeg, fordi jeg altid har sat en ære i ikke at diskutere med deres far foran dem efter skilsmissen.

Jeg har aldrig talt ondt om deres far.

Når de er hos deres far, spørger jeg til, om de har haft det godt.

Krydsforhør er i min opfattelse et no-go, og det er fordi, barnet kan opfatte det negativt.

De er velkommen til at fortælle mig, hvad de har oplevet, men jeg sætter ikke ? eller krydsforhører dem.

Jeg har set andre "lykkelige" skilsmisser, men jeg har også set "dårlige" skilsmisser.

Desværre er det jo også dem, man hører mest om.

Hvad mener du?

Kan man blive skilt uden, at det rammer børn?

Skilsmisse - hvordan kommer jeg videre???

Imens jeg rendte aggressioner af, begyndte jeg samtidig også at "smide alle mine mursten" i luften.

Jeg var på det tidspunkt 41 år, og finanskrisen var ved at vise sit "grimme" ansigt.

Hvad ville jeg egentlig med mit liv nu?

Hvad vil jeg egentlig beholde i mit liv?

Hvor ville jeg egentlig gerne være om 10 år?

Hvad holder mig egentlig tilbage?

Og det helt store spørgsmål - hvordan kommer jeg egentlig videre?

Det sidste spørgsmål optog mig virkelig meget, fordi jeg stadig i disse måneder boede sammen med ex-manden og børn.

Mine børn betyder alt for mig (som enhver moder vil sige), og med det in mente havde jeg en klar mening om, at denne skilsmisse IKKE skulle ramme mine børn. Men selvfølgelig kan det ikke undgås, at de også bliver ramt, og jeg ville være ærlig overfor dem og ikke skjule noget i krogene. Det var også mig, som ville fortælle det til børnene med det samme, fordi det ville blive umenneskeligt at skulle opføre sig som "civile mennesker".

Min ældste søn, som på det tidspunkt var knap 18, var meget bitter og sur på hans far. Jeg prøvede på bedste vis (og det lykkedes til dels) at få ham til at acceptere det. Men det holdt hårdt.
Min yngste søn, som på det tidspunkt var 13, blev sur, bitter og forvirret på mig. Jeg prøvede at lade ham være i et stykke tid, men jeg havde mine kampe med ham og jeg mener kampe.

Men jeg har altid ment, at mine børn ikke skal være en del af en kamp, som de aldrig har bedt om. Vi - deres far og jeg - har valgt at bringe disse børn til verden, og vi vil altid have et fælles bindeled i forhold til vore børn. Derfor har jeg altid prøvet at forholde mig civiliseret til deres far, og vi har da også været sammen til fødselsdag, komfirmation mv. Og jeg har aldrig og vil aldrig tale ondt om deres far.

Så først og fremmest ville jeg være civiliseret overfor ex-manden, og lykkedes (næsten). Derudover ville jeg finde en bolig og prøve at skabe en tilværelse, hvor mine børn også er en del af. Hvad fremtiden ellers ville bringe, måtte tiden vise.

Skilsmisse og hvad så????.

Efter at have tilbragt over 20 år sammen med mand og børn, kan det være svært at være alene igen.
I marts/april 2009 meddelte min mand, at nu ville han skilles. Det var ikke, fordi han ikke holdt af mig, men han ville ikke mere, og han havde ikke fundet en ny.

Min verden brød sammen. Jeg havde en mand, som ikke ville kæmpe for os, men som alligevel "holder" af mig.

Oprigtigt så havde vi vores problemer, og ja vi var måske vokset fra hinanden.
Men jeg ville gerne kæmpe for os, og jeg var parat til at gå i parterapi, at arrangere noget bare for os to, hvor vores børn ikke var involveret.
Men han ville ikke mere.

Ok - hvad gør man så????
Enten kan man tage tyren ved hornene, eller også kan man gå til grunde.

Jeg tog tyren ved hornene.....

Min første prioritet var at skaffe mig en bolig og helst i nærheden af den yngste søns skole. Det blev klaret, men jeg skulle stadig bo i samme hus med mand og børn i 3 mdr., før jeg kunne overtage lejligheden, og det var hårdt. Det var rigtig hårdt, fordi jeg jo stadig "elskede" ham. Det var rigtig hårdt, fordi vores børn ikke skulle "lide" i forbindelse med skilsmisse. I det hele taget var det en tid, som jeg gerne ville undvære, for den sled mere på mig end selve annonceringen af: Jeg vil skilles!!!!!