onsdag den 16. januar 2013

Hjemme igen ...

Daddys operation og rekonvalescent på hospital burde egentlig kun have varet fra indlæggelse mandag, operation tirsdag  til udskrivning tidligst onsdag senest fredag.

Men han var svækket eller ramt hårdt, om man vil. Han var på operationsbordet i cirka 6 timer, og bagefter havde han svært ved at komme ud af narkosen, så han kom først på stuen sent tirsdag aften. 

Onsdag var han virkelig ramt og kunne virkelig ingenting, for han lå med ilt, drop og havde kateter. At få besøg den dag var en anstrengelse for ham. Han kunne klare 10 minutter max, så var han døsig og ville bare sove. Puha det var hårdt at se min ellers så stærke far ligge der og være svag og ingenting orke.

Torsdag skulle jeg hjem for at klare de sidste gøremål med Troldeungens afrejse. Rengøringskonen var inde og se til ham - igen max 10 minutter. Hun var dyb rystet og meget bange for at miste ham. Hun var virkelig bekymret. Jeg kunne ingenting gøre, for jeg havde jo som sagt noget at se til her.

Fredag var der bedring, men han havde stadig ikke været ude af sengen. Når de prøvede at få ham ud af sengen, fik han black-outs. Besøgstiden var nu oppe på 15 minutter. Han havde dog ikke spist noget siden mandag, så det var også bekymrende. Jeg var også lige på arbejde for Daddy, og det gik nu ret godt - altså efter nogen begynder vanskeligheder, for jeg havde jo i teorien ikke haft med lyslægning af produkter at gøre i 3 år. Men som man siger ... falder du af hesten, så er det bare op igen ... og det var det.

Lørdag kørte jeg igen nordpå. Om eftermiddagen så jeg så Daddy for første gang siden onsdag. Jeg kunne se en klar forskel fra onsdag. Hans hud var ikke pergament agtig mere. Han var stadig træt, men besøget kunne nu vare i 1/2 time. Så der var hele tiden små fremskridt at se. Han havde dog ikke endnu fået fjernet hverken drop eller kateter. Rengøringskonen var pessimistisk og mente, at hun først fik ham hjem sidst på denne uge ... aller tidligst. Jeg derimod mente helt klart, at han senest ville komme hjem onsdag i denne ugen ... men jeg sagde det ikke højt.

Søndag ringede min mobiltelefon, da vi var på vej ind til hospitalet. Telefonen lå selvfølgelig i dybet af min frakke lomme. I bar forhippelse - for mine sønner vidste jeg jo ligesom ikke ville kontakte mig, medmindre der var noget virkelig galt - fik jeg den afbrudt, men jeg nåede at se hvem, der havde haft ringet, inden jeg smed den over til Rengøringskonen, for jeg kørte jo ligesom bil  ... det var nemlig Daddy. Hun ringede tilbage. Han var i godt humør, for han havde nemlig fået bad, så han følte sig betydelig mere frisk, og han glædede sig til at se os. Jeg må sige, at det var en helt anden mand, vi så. Stadig svag men ingen kateter og ingen drops ... humoren og ironien var vendt tilbage om ikke på fuld styrke, og han var glad. Vi var der en hel time, inden han var træt af os.

Mandag besøgte vi endnu engang Daddy, som stadig gjorde betydelig fremskridt. Jeg kunne mærke på ham, at nu var han parat til at forlade sygehuset. Sygehuset ville så gerne beholde ham en dag mere, for der var lige nogle undersøgelser og fysioterapi, der skulle gennemgåes.

Tirsdag morgen omkring klokken 9 kørte jeg den ene bil (min) ind til den nærmeste lille landsby for at få diesel på ... i snevejr og meget glatte veje.  Da jeg havde tanket, kom jeg tilbage og meddelte Rengøringskonen, at nu skulle hun blive færdig, for vi skulle altså køre NU ... Vi havde godt nok aftalt med Daddy, at vi ville være der omkring 11.30, men jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne tage noget tid. Vi kom af sted, og da vi var på vej ind på tankstationen for at tanke den anden bil, ringede telefonen. Det var en meget utålmodig Daddy, som ville hjem, og det kunne altså ikke gå hurtigt nok.

Klokken 10.50 satte jeg Rengøringskonen af, hvor efter jeg forsøgte at få en parkeringsplads ... jeg opgav og parkerede lige udenfor hovedindgangen, for derefter at gøre bilen klar til at modtage Daddy og alt hans habengut.

Klokken 11.10 forlod vi hospitalet. Turen hjem gik godt om end langsomt ... det sneede en del, og der blev ikke kørt stærkt. Til gengæld kunne jeg og Rengøringskonen høre om diverse fortællinger inde fra hospitalet. Smilebåndet og lattermusklen blev motioneret mere end en gang. Vel hjemme igen kom Inky. Han kunne tydelig mærke, at Daddy ikke var helt ok, så han var forsigtig. Daddy nød at blive placeret i en stol og bare være hjemme. Jeg kørte endnu en tur ... denne gang for at købe lidt fornødenheder samt hente medicin.

Sidst på eftermiddagen satte jeg mig endnu engang ind i en bil ... denne gang for at vende næsen hjem til min egen matrikel. Hvor var det skønt at komme hjem igen og samtidig vide, at Daddy er hjemme og tager mega skridt i sin helbredelse.

I dag går tiden med at blandt andet at skrive her og prøve at gøre matriklen til et hjem igen ... alt dette for at slå ventetiden ihjel, indtil jeg skal hente Troldeungen fra en forhåbentlig super skøn tur klokken 14.


16 kommentarer:

  1. Det lyder da godt nok også som en hård omgang. Godt at han er på vej ovenpå igen og i hjemlige omgivelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er skønt at han er kommet hjem og så går det vel (forhåbentlig) hurtigere med at blive rask :)

      Slet
  2. Hvor dejligt at din far er ved at vende tilbage til kampformen, selv om det lyder som en hård og streng omgang han har været igennem.
    Det må da også glæde ham at du kan hjælpe med at passe hans arbejde mens han kommer til kræfter igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har været en hård og streng omgang for Daddy, men han er heldigvis på vej op igen.

      Jeg gik automatisk ind og tilbød at overtage allerede inden operationen, men det var først onsdag han "gav slip" på arbejdet ;-) han ved, at hvis ellers jeg kan få det passet ind i mit skema, så stiller jeg mig gerne til rådighed :)

      Slet
  3. Hold da op, det har da været en hård omgang for din far, men så sandeligen da også for dig. Godt at dine forældre har dig. God bedring til din far og forhåbentlig har din søn haft en god tur :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det har været en hård omgang, for jeg har skullet været den "stærke" i hvert tilfælde overfor min mor. Selvfølgelig også for min far som slet ikke er vant til at være inaktiv ;-)

      Slet
  4. Det lyder som en streng omgang han har været igennem (hvad fejlede/fejler han egentlig?). Det er godt, at du kan hjælpe til, når det brænder på. Jeg kan godt forstå, at I blev forskrækkede over at han kun kunne klare 10 minutters besøg ad gangen, når I normalt ser ham som stærk og sej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hans nervebaner ud til venstre arm var blevet "klemt" imellem 3-5 nakkehvirvel, så det gav symptomer som ingen følelse i fingerspidser, kold hånd, statisk elektricitet op af armen og en følelse af at have en lam arm.

      Mine forældre står nærmest på hovedet for at hjælpe mig, så selvfølgelig gælder det også den anden vej ... jeg skynder mig lige at tilføje at det er en selvfølge for mig at hjælpe mine forældre, der hvor jeg kan. Jeg ved også, at det ikke altid er tilfældet i andre familier.

      Slet
    2. Tak for dit svar; det lyder slemt med en klemt nerve og følelsen af en lam arm. Det var godt, at han kunne hjælpes, og at han er kommet så godt over det.

      Selvfølgelig vil du gerne hjælpe din forældre hvor du kan, hvem vil ikke gerne det?

      Slet
    3. Daddys smertetærskel er ret så høj, og der skal meget til, før han piver. Så da han pippede/råbte, blev det taget alvorligt med det samme.

      Som både Ellen og jeg skrev, så er det ikke en selfølge for alle at hjælpe til. Det er det for mig ...

      Slet
  5. Puha det var en hård omgang han var igennem, godt at du kunne træde til og hjælpe..God bedring med ham..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det var en hård omgang ... og tak det går bedre med ham :)

      Slet
  6. Sikke en omgang - men godt han er hjemme nu. Man bliver ikke frisk af at ligger på sygehuset. Man bliver rask, men ikke frisk.
    Faren er så at man måske påtager sig for meget for hurtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bare det at komme hjem i vante omgivelser, det gør simpelthen underværker :)

      Bare rolig ... han tager ikke fat i for meget lige nu, og der går et stykke tid, før han gør det. Der skal nemlig genoptræning til ;-)

      Slet
  7. Det lyder slemt, men din far må have en jernvilje - han VILLE blive frisk igen, og så blev han det også hurtigt. Tror jeg. Jeg tror, man kan gøre meget for sig selv, hvis man virkelig vil.
    Dejligt at læse, at I gør så meget for hinanden - det er, som du siger, ikke alle, der har det på den måde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Han har en jernvilje ... på godt og ondt ;-) og som jeg nok har arvet noget af også, for vi er ikke typerne, som giver op.

      Som sagt ... det er en selvfølge for mig, at vi hjælper hinanden, og jeg tager gerne min tørn ... hvis altså det passer ind i mit program ;-)

      Slet

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad