fredag den 26. oktober 2012

Skilsmissebørn og helligdage ...

Når man har børn og bliver skilt, vil der som regel være en part, som står uden ens børn i helligdage som julen ...

Julen har altid været noget særligt for mig ... nok fordi jeg er et julebarn ... der skal være pyntet op til en bestemt dato, ellers er det ikke jul for mig ...

Da jeg blev skilt for 3 år siden, valgte mine børn, at de gerne ville holde det hos deres far ... Måske fordi de havde dårlig samvittighed over at have været hos mig uden at være en eneste dag hos deres far, siden vi/de flyttede fra ham ... Måske fordi de er ved at blive gamle nok til at gerne ville i byen OG gå i byen ... Måske fordi de gerne ville være sammen med deres fætre ... Jeg ved det ikke, og jeg var utrolig ked af ikke at skulle være sammen med mine børn juleaften.

Derfor ville jeg så gerne være sammen med dem 1. juledag, hvilket jeg jo fortalte ex'en. Børnene accepterede dette, og ex'en ville køre dem til Nordjylland 1. juledag. På betingelse af at han fik dem på samme måde året efter.

Sidste år var det jo så 3. jul som skilsmissebørn. Og hvis jeg skal være ærlig ... og det skal jeg jo ... så synes jeg selv at det at skulle være et sted den ene dag og et andet sted den anden dag er noget stressende og ikke spor hyggeligt.

Jeg talte med mine dejlige drenge om det ... Jeg er altid hos mine forældre i Nordjyllland ... For dem ville det være at de skulle begge arbejde den 23. december ... være sammen med far og familie den 24 ... komme op til mig den 25 ... tage hjem igen den 26 for at være klar til at tage på arbejde den 27... Lidt af et hektisk program og næsten ingen hygge. Jeg spurgte dem om de ikke hellere ville blive i Århus ved deres far i julen for at kunne hygge sig og derefter tage friskudhvilet på arbejde den 27. august. Det blev så enden på det, men jeg havde alligevel rimelig meget kontakt med dem - især den yngste - i løbet af julen.

Så i min naivitet havde jeg jo regnet med at de i det mindste var hos mig til 2. juledag ... de skal alligevel arbejde den 27. ... Men det mener ex'en jo så ikke, for jeg havde dem sidste år fra 1. juledag ... Dette kom der så en lille ophedet diskussion ud af, hvortil jeg til sidste meddelte ex'en at det ville jeg tale med børnene om og så vende tilbage ... Hvortil han svarede, at han havde altså også noget at skulle have sagt, for han havde også forældremyndigheden over børnene.

Her kunne jeg altså ikke dy mig ... For jeg kom til at sige til ham, at medmindre han havde nogle børn på gule plader så havde han da vist kun fælles forældremyndighed over ET barn ...

Han blev en anelse sur på mig, men det er nu hans problem - det bliver aldrig mit ...

Men han skal lige lege far og børn overfor kæresten ... fred være med det men det bliver IKKE på min bekostning ...

8 kommentarer:

  1. Puha, det er aldrig nemt, hvad?
    Det er jo også synd at tage børnene som gidsler, men det er ofte næsten umuligt at undgå.

    John blev enig med Pernille og ekskonen om, at det var hele julen hvert andet år og slet ingen jul hvert andet år. Resultat: ingen stress for nogen af parterne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er aldrig nemt ... børn vil altid være gidsler på en eller anden måde.

      Men ex'en har aldrig haft nogen traditioner som sådan mht jul, inden jeg kom ind i billedet.

      Vi skal nok finde ud af det, for selvfølgelig vil de også gerne se deres far.

      Slet
  2. Det lyder som om det er rigtig svært at stille alle tilpas. Jeg håber I finder en løsning som ikke stresser nogen af jer, for i julen skal man ikke stresse, det kan man gøre til hverdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var netop derfor jeg sidste år foreslog at de blev hos deres far, så det ikke blev stresset.

      Men ex'en har en blokering, for det kan han absolut ikke huske ...

      Slet
  3. ... Det er så barnligt et eller andet sted? Ikk? At man ikke er stor nok til at kunne komme videre - til at se over den slags - for drengenes skyld.
    Hold OP hvor er det ynkeligt faktisk.

    Jeg håber at drengene vælger det de vil.. Og hvor forstår jeg bare godt at det er smadder svært at være fornuftig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtig barnligt ...
      Jeg ville jo gerne se dem mere end en dag i år, for næste år hvor de er hos deres far, og jeg har for åbentligt arbejde, men jeg satser lidt på at have fri i julen næste år for så rejser jeg til varmere himmelstrøg ...

      Vi finder ud af det ... men det vil jo altid gå ud over vores børn ...

      Slet
  4. Ja, er man i den ene situation, ville man ønske, at man var i den anden - mine børn og jeg var i den anden - den hvor deres far valgte dem helt fra, på trods af at han boede i samme by. På vej ind til fiskehandleren var der en mand på vej ud ad døren, der rodede rundt oven på min lille piges hætte og sagde: "Davs, du!" "Hvem var han", spurgte hun undrende. Så står man der i fiskebutikken og må sige:" Det var din far!" Det er ikke kun forældrene, der bliver skilt; børnene kan også med rette sige: "Vi er skilt!" En mor kan være mor for sine børn - hun kan ikke være far for dem. Det kan kun en far. At fravælge det ansvar er totalt uansvarligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære anonym - jeg vil ikke helt give dig ret i, at det er uansvarligt at fravælge det ansvar at være forældre, hvad enten man er mand eller kvinde. For der kan være mange grunde til at man fravælger ansvaret.

      Når det så er sagt, mener jeg så også, at hvis man som par har besluttet at sætte et barn i verden, så skal man også stå ved det ansvar, det er at være forældre - MEDMINDRE der er nogle omstændigheder, der gør det umuligt for den ene eller den anden part.

      At blive alene med et barn er aldrig nogen dans på roser, fordi barnet vil kunne komme til at mangle det mandlige/kvindelige islæt i livet. Men hvis man kan forsøge at kompensere for dette, vil børn alligvel som regel blive rimelig afbalanceret på trods af det manglende islæt.

      Mine børn har for eksempel aldrig mødt to farbrødre, en faster og en farmor, selv om de lever i bedste velgående. De savner dem ikke.

      Jeg ved godt det ikke helt kan sammenlignes med din situation. Dine børn kan godt savne en far, men fordi en mand har sat nogle biologiske spor gør det ham ikke nødvendigvis til far. En anden mand kan uden at blinke overtage denne rolle, og børn ville ikke opdage forskellen.

      Jeg ville da helt klart ønske ikke at stå alene, men det gør jeg. Og mine børns velfærd betyder så meget for mig, at jeg sluger nogle kameler ind imellem, for det er ikke deres skyld at vi er blevet skilt.

      Slet

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad