onsdag den 1. februar 2012

Skilsmisse - hvordan kommer jeg videre???

Imens jeg rendte aggressioner af, begyndte jeg samtidig også at "smide alle mine mursten" i luften.

Jeg var på det tidspunkt 41 år, og finanskrisen var ved at vise sit "grimme" ansigt.

Hvad ville jeg egentlig med mit liv nu?

Hvad vil jeg egentlig beholde i mit liv?

Hvor ville jeg egentlig gerne være om 10 år?

Hvad holder mig egentlig tilbage?

Og det helt store spørgsmål - hvordan kommer jeg egentlig videre?

Det sidste spørgsmål optog mig virkelig meget, fordi jeg stadig i disse måneder boede sammen med ex-manden og børn.

Mine børn betyder alt for mig (som enhver moder vil sige), og med det in mente havde jeg en klar mening om, at denne skilsmisse IKKE skulle ramme mine børn. Men selvfølgelig kan det ikke undgås, at de også bliver ramt, og jeg ville være ærlig overfor dem og ikke skjule noget i krogene. Det var også mig, som ville fortælle det til børnene med det samme, fordi det ville blive umenneskeligt at skulle opføre sig som "civile mennesker".

Min ældste søn, som på det tidspunkt var knap 18, var meget bitter og sur på hans far. Jeg prøvede på bedste vis (og det lykkedes til dels) at få ham til at acceptere det. Men det holdt hårdt.
Min yngste søn, som på det tidspunkt var 13, blev sur, bitter og forvirret på mig. Jeg prøvede at lade ham være i et stykke tid, men jeg havde mine kampe med ham og jeg mener kampe.

Men jeg har altid ment, at mine børn ikke skal være en del af en kamp, som de aldrig har bedt om. Vi - deres far og jeg - har valgt at bringe disse børn til verden, og vi vil altid have et fælles bindeled i forhold til vore børn. Derfor har jeg altid prøvet at forholde mig civiliseret til deres far, og vi har da også været sammen til fødselsdag, komfirmation mv. Og jeg har aldrig og vil aldrig tale ondt om deres far.

Så først og fremmest ville jeg være civiliseret overfor ex-manden, og lykkedes (næsten). Derudover ville jeg finde en bolig og prøve at skabe en tilværelse, hvor mine børn også er en del af. Hvad fremtiden ellers ville bringe, måtte tiden vise.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad