torsdag den 31. januar 2013

Pausen er slut ...

I dag var så første dag efter en meget lang pause på skolebænken. Og så var det faktisk uden for nummer for det næste forløb starter faktisk først på mandag.

Nå men i dag var om bachelor projekt ... ingen sure miner fra de to herrer at jeg valgte at gå solo. Og vi skulle hver gruppe/enhed fremlægge vores foreløbige ideer til bachelor opgaven for alle andre inklusiv diverse lærer/vejledere. Men os, der har studeret stråleterapi, kan godt mærke, at vejlederne er usikre på dette område. Det var hovedsagelig stråleterapi folk, som talte til stråleterapi. Det skulle ifølge lærerne have radiograf faglig relevans, men vi påpegede, at vi jo ikke er "almindelige" radiografer, netop fordi vi jo kommer ind på et område, som der også er sygepleje domineret, og vores patient berøring vil i mange tilfælde være af et længere forløb.

Men alt i alt var det en rigtig god dag, og vi fik vendt mange ting.

Det her kan godt lyde lidt underligt ... men jeg er faktisk glad for at starte igen. Ikke at jeg har nydt den gode lange ferie, men man kan blive inaktiv og raskløs. Det var jeg så ved at blive. Jeg egner mig bestemt ikke til at gå og tulle rundt hjemme.

På mandag går det rigtig løs, for der starter jeg på MR teori i 14 dage for derefter at fortsætte med MR i praksis i 14 dage. Teorien skal foregå i Odense, så det bliver nogle rigtig lange dage ...

onsdag den 30. januar 2013

Mobil Telefon ...

Som I ved, har jeg brokket mig rimelig meget over min mobil telefon ...

Troldeungen brokker sig også over sin mobil telefon, for han var så smart/uheldig at hælde vand ud over bøger og meget andet inklusiv et styks mobil telefon og en iPod. IPod stod ikke til at redde, den er vandskadet ... mobiltelefonen virker men har helt sit eget liv ... Så han har fået lov til at "låne" en ganske almindelig Nokia telefon.

Jeg siger ikke et ondt ord om Nokia, for jeg har i ualmindelig lang tid haft Nokia telefoner.

Men både Troldeungen og jeg sukker ... vi sukker højt og længe ... og vi bliver ved med at sukke ... for vi vil begge gerne have en iPhone.

Der er bare lige et aber dabei ... de er dyre ... rigtig dyre. Og vi ønsker selvfølgelig ikke den allernyeste, for der er ikke lige en Rockefeller i nærheden af os. Så vi er begyndt at se på brugte ... de er også dyre men billigere end fabriksnye.

Nu får vi at se ... det må da for (et meget grimt ord - altså bandeord) lykkes på et tidspunkt ...

Jeg sukker lige en  gang til ...

tirsdag den 29. januar 2013

Stof til eftertanke ...

Efter et par hårde dage op til weekend samt weekenden med er jeg nu snart meget klar til at starte sidste forløb af min uddannelse...

Den starter faktisk allerede på torsdag ... hvor der er møde om bachelorprojektet, og hvordan det skal forløbe mv. Jeg glæder mig til at komme i gang igen og til at blive så meget færdig med uddannelsen.

Men det kan også godt skræmme mig lidt ... ikke at jeg bliver færdig med uddannelsen, men mere hvordan udsigterne er med hensyn til arbejde bagefter.

Egntlig skulle jeg have været færdig nu ... men det er jeg så ikke ... Holdet, som blev færdig i januar, består af 20 personer. Af disse 20 personer er der 3 personer, som bor i Midtjylland - resten i Nordjylland. 4-5 stykker har børn og "sat" i Nordjylland. Resten har parforhold eller er enlige.

Men der har jo i længere tid været ansættelsesstop. Det blev der jo (heldigvis) løst op for sidste år. Men fordi dagpengereglen spøger nu, er der oprettet diverse akutjob. Så det kan se lidt sort ud med job alligevel.

Jeg havde i min naivitet troet, at mindst halvdelen havde fået job ... godt nok er jeg ikke venner med alle fra holdet på facebook ... og jeg havde troet, at alle ville være villige til at rejse efter job eller andet.

Jeg er blevet klogere ... for jeg talte med en fra holdet i går. Det viser sig, at 2 ud af 3 fra Midtjylland har fået job, og 3 ud af 17 fra Nordjylland har fået job.

Ret tankevækkende ...


onsdag den 23. januar 2013

I dag er en mærkedag, for ...


For 17 år siden klokken 03.44 blev en lille dreng på 4100 gram og 52 cm lang født - jeg mente bestemt ikke, at det bette barn kunne veje så meget, men det gjorde han. Han blev født ind i en verden, hvor der var snevejr og som stjernekigger. Så allerede der var han nysgerrig og havde appetit på livet ...

Her 17 år senere kan jeg kun sige, at han er vokset mig over hovedet - 1,85 høj og ranglet er han. Hans appetit både til mad og indtryk fejler bestemt ikke noget. Nogen gange skal han dog skubbes ud over kanten, men han tager det med oprejst pande og lander som regel på begge fødder.

Han er glad, smilende og nyder at møde nye mennesker. Lige nu går han i 10. klasse og skal snart vælge linie ... men jeg behøver ikke at bekymre mig, for han ved allerede, hvad han vil. Han vil nemlig tage HHX med innovation - efter sigende skal 2. fremmedsprog være spansk, for han synes ikke, han er dygtig nok til tysk og hader det hårde sprog og ikke mindst grammatikken.

Lige præcis hvad han vil bagefter gymnasiet, ved jeg ikke. Det tror jeg heller ikke, han selv ved, så vi tager det med ro, indtil han har bestået den eksamen også.

Men jeg er stolt af min "lille" store og kærlige søn, og jeg fryder mig hver dag over, hvordan han trives. Jeg nyder ham i den grad ... også hans tillid, for han fortæller mig mange sjove og finurlige ting.

tirsdag den 22. januar 2013

Elsker sne ... Hader kulde ...


Når sneen vælter ned fra himlen, kommer jeg altid til at tænke på denne tekst.

Sneflokke kommer vrimlende
henover diger trimlende ...

For jeg elsker faktisk sne ... Sådan at kunne gå i noget pudder sne og høre det knirke ...


At se hvordan sneen ligger sig i buske og på træer ...



Og det lys sneen giver på denne mørke årstid ... 




Men jeg hader kulde ... 
Når det blæser en halv til en hel pelikan udenfor, og det føles som minus mange grader ...
Når man for at kunne være sig udenfor er nød til at ligne en michelin mand/kvinde ...
Når ens ansigt/næse/fingre/tæer føles, som om det/de har været anbragt i en fryser for længe ...
Når rimfrosten har været der, og man bare ved, at denne dag bliver kold ...






Men så er det da godt, at jeg kan sidde inde i min udestue med zibrokaminen tændt, drikke en kop te og nyde udsigten fra vinduerne, hvor sneen daler lige så stille ...

mandag den 21. januar 2013

(Hulter-til)Pulterkammer ...

Til matriklen er der også et pulterkammer, og det er blevet flittigt brugt til værktøj, kasser, krukker, golf udstyr, golfbolde og en masse andet ...

Men det var også efterhånden sådan, at hvis jeg skulle finde/bruge noget, skulle alt ud igen, før jeg fandt det. Det stod også sådan stablet oven i hinanden, og der var bestemt ingen gulvplads.


Men i dag skulle det så være anderledes ... Så jeg tog i IKEA og købte 3 stål reoler til den nette sum af kr. 207,00. Hutler-til-pulter kammeret blev næsten tømt. Og så skulle disse reoler jo samles.
Da jeg havde - ene kvinde med en stjerne skruetrækker - samlet en reol, tænkte jeg, at dette her vil godt nok tage en krig. For en reol havde det taget sådan cirka 30 minutter eller noget i den stil. Der var nemlig tonsvis af skruer, som blev skruet i med håndkraft.

Troldeungen ringede for at spørge, hvor jeg var henne, og så blev han "beordret" ned i kælderen for at hjælpe med at samle reoler. De to næste reoler blev samlet i en fart. Troldeungen spurgte - helt af sig selv - om han skulle blive og hjælpe til med at få tingene ind igen. Det var der ikke nogen grund til, for jeg ville også gerne vide, hvor tingene var, og ikke mindst hvad der egentlig var.

Og der dukkede også mange sjove ting op, som jeg havde manglet på et tidspunkt, men jeg anede simpelthen ikke, hvor de var - såsom gaffa tape og diverse pærer.

Alt i alt fra jeg kørte ud til IKEA til jeg var færdig tog det lidt over 3 timer. Men nu kan jeg komme ind, og jeg kan (forhåbentlig) finde det, jeg skal bruge.


Nu vil jeg "kaste" mig over syning ... men først i morgen.

søndag den 20. januar 2013

Weekendens gøremål ...

Jeg må nu sige, at jeg savner rengøringskonens hjælp, men hun har (desværre) nok at se til i øjeblikket. Så rengøringen har stået i mit lod ... desværre.

Og da matriklen har været matrikel for sig selv faktisk siden før jul, så var det efterhånden ret tiltrængt at få gjort rent.

Men så var der lige et sy-projekt der skulle laves, før der skulle/kunne/burde blive ryddet op. I udestuen, som jo også fungerer som systue/hyggestue, er der en reol med diverse habengut - lige fra stof til hårtrimmer. Det er ikke et særlig kønt syn, så jeg har hele tiden haft en ide om at sy et forhæng eller noget.
Det blev så lige gjort i går, og det gav en kæmpe forskel ... se selv.


Og så kunne rengøring/oprydningen finde sted ... Deriblandt af få smidt visne planter ud og få dem erstattet med friske nogle. Men det tager tid at få organiseret sådan en reol og smidt dimser og dutter ud, som af en eller anden uforklarlig årsag lå på gulvet eller borderne.

Projekt oprydning fortsatte så i dag, hvor stue, gang, køkken og soveværelse stod for tur af mig. Badeværelse og værelse stod Troldeungen for samt at gå i kælder med diverse krukker og på skraldepladsen med dunke.

Samtidig med at der blev bagt og lavet lagkage ... for Troldeungen bliver nemlig meget snart 17 år. Denne weekend var meget passende, så jeg inviterede diverse mennesker til kl 14.00. Jeg nåede det ... næsten ... for jeg stod under bruseren 13.55 og kom ud fra badeværelse 14.05. Troldeungen havde holdt øje med bollerne, pisket flødeskum og dækket bord, imens jeg havde været i bad. Da jeg kom ud, kom de sidste ting på bordet, og så kunne vi lige vente på kakaoen blev varm.

Og så har jeg siddet og hygget mig i hyggestuen med rødvin og veninde snak, alt imens drengene så fodbold på Troldeungens værelse.


Det var så lige weekendens gøremål ... jeg glæder mig til mandag, så kan jeg da slappe af igen ;-)

lørdag den 19. januar 2013

Velkommen hjem ...

Apropos det der med at tage af sted og komme hjem igen.

Troldeungen har jo som sagt lige været af sted, og det første han sagde ved hjemkomsten til mig var:
"Hvad skal vi have at spise ..."
Ikke noget med: "Hej mor ... det er dejligt at se dig igen ... og tak fordi du henter mig"

Måske er det mig, der har opdraget mine sønner forkert, for et eller andet sted forventer de, at jeg bare står der. Selvfølgelig er det noget, vi har aftalt, men et ord på 3 bogstaver er jo ikke en skam at sige.

Og jeg vil vædde en pose muldjord på, at de spørger mig, når jeg vender næsen hjem fra Wien:
"Hvad har du købt med hjem .... til mig altså"
Ikke: "Har du haft en god tur?" Men de kan jo overraske ...

Jeg tror dog alligevel, at jeg ville blive noget så overrasket og befippet, hvis jeg kom hjem til sådan en velkomst i lufthaven som på denne video ...

Læg mærke til mandens ansigtsudtryk cirka 2 minutter inde.




Hvis jeg havde været en smule nede, inden jeg så dette klip, så er jeg bestemt ikke nu.

fredag den 18. januar 2013

Troldeungens skitur ...

Så fik jeg yngstemanden hjem fra hans skitur ... og det første han sagde til mig var:

"Mor, hvad skal vi have at spise ... jeg er hundesulten og har ikke spist noget ordentligt siden fredag ..."
Jamen velkommen hjem min søn og tøm du bare mors køleskab ... det er alligevel lidt små tomt.
Jeg spørger ind til det med maden ... Ifølge ham selv så var det noget værre hundeæde på hotellet. Morgenmaden bestod af et eller andet hvidt brød med Nutella, som var uspiseligt eller havregryn med udrikkelig mælk. Frokost fik de udleveret 6 euro, hvor de så skulle købe maden ved løjperne. Det kostede bare lige det dobbelte hver gang. Aftensmaden var en gang vandet suppe fire dage i træk.
"Men deres varme kakao smagte lækkert ... den smagte jeg flere gange"
Han er måske en smule kræsen, det må jeg nok indrømme ... Men selv jeg ville også vrænge næse, hvis jeg fik en vandet suppe fire dage i træk. Og da alle lommepengene jo næsten skulle gå til frokosten, blev han jo lidt negativ, for han havde jo kun 60 euro med.

Da jeg spurgte ham, om han kunne tænke sig at komme på sådan en tur igen, var svaret følgende:

"Altså .... øhhh ... hvis jeg skal vælge mellem ski og varme, så vælger jeg helt klart varme .... "

Nå for den, tænkte jeg så, det var åbenbart ikke noget, han brød sig særlig meget om. Men som den omsorgsfulde mor jeg nu er, blev der alligevel spurgt lidt mere ind til, hvad og hvordan.

Hotellet var ikke noget slaraffenland ... alle aktiviteter - pool og bordtennis - kostede at bruge. Badeværelset var micro, for brusenichen var så lille, at hvis man ville vende sig, stødte man ind i alt. Madrasserne var ikke  ... hmmm pæne ... for der var store brune pletter overalt på dem. Maden var som sagt elendig.

Og så var der det der med at stå på ski ... han havde jo aldrig haft et par brædder på fødderne før.

1. dag på ski ... fik han undervisning af en af lærerne, som åbenbart ikke var en ørn til at undervise, for han tilbragte det meste af tiden på den dertil indrettede og polstrede bagdel. Så han var negativ og mente bestemt ikke, at det var noget for ham.

2. dag på ski ... fik han undervisning af en anden lærer, som ikke var en ørn til at stå på ski. Til gengæld var han super til at lære fra sig, for han påstod, at inden de havde taget turen ned af bakken tre gange, ville Troldeungen kunne stå på ski. Der gik to gange, så stod han på ski og klarede de blå løjper fint.

3. dag på ski ... begav han sig ud på "de vilde våger", for så var det de røde løjpers tur.

4. dag på ski ... var det de røde løjper, og det kunne sagtens have været de sorte løjper også. Det blev det bare ikke lige til, for de var ved at være trætte og der var (åbenbart) langt op til dem.

Han har også lært vigtigheden i at have skibriller på, og at de skal sidde rigtigt. Han havde ikke taget skibriller på - jeg tror næsten det var den første dag - på en tur ned af løjpen, så da han uforvaret bliver "ramt" af snekanonen, kunne han intet se, for han havde sne i hele hovedet. En anden gang havde han åbenbart ikke lige fået sat brillerne ordentligt, så der kom sne inden under brillerne. Det betød, at de duggede noget så grusomt, og han kunne kun se skygger og en lille smule lige foran sig.

Underligt nok sætter han overordenligt stor pris på hans vinterstøvler nu, for efter at have gået i stive skistøvler i 4 dage var det en ren fornøjelse at få vinterstøvler på igen.

Han har dog indrømmet at det var sjovt at stå på ski til sidst ... altså ikke den første dag.

Det er lidt synd at mad med videre trækker så meget ned, så jeg har planer om at spare op til, at vi kan tage en tur på ski ... enten i en lejlighed eller på et hotel. For jeg synes helt sikkert at han skal prøve det igen.

onsdag den 16. januar 2013

Hjemme igen ...

Daddys operation og rekonvalescent på hospital burde egentlig kun have varet fra indlæggelse mandag, operation tirsdag  til udskrivning tidligst onsdag senest fredag.

Men han var svækket eller ramt hårdt, om man vil. Han var på operationsbordet i cirka 6 timer, og bagefter havde han svært ved at komme ud af narkosen, så han kom først på stuen sent tirsdag aften. 

Onsdag var han virkelig ramt og kunne virkelig ingenting, for han lå med ilt, drop og havde kateter. At få besøg den dag var en anstrengelse for ham. Han kunne klare 10 minutter max, så var han døsig og ville bare sove. Puha det var hårdt at se min ellers så stærke far ligge der og være svag og ingenting orke.

Torsdag skulle jeg hjem for at klare de sidste gøremål med Troldeungens afrejse. Rengøringskonen var inde og se til ham - igen max 10 minutter. Hun var dyb rystet og meget bange for at miste ham. Hun var virkelig bekymret. Jeg kunne ingenting gøre, for jeg havde jo som sagt noget at se til her.

Fredag var der bedring, men han havde stadig ikke været ude af sengen. Når de prøvede at få ham ud af sengen, fik han black-outs. Besøgstiden var nu oppe på 15 minutter. Han havde dog ikke spist noget siden mandag, så det var også bekymrende. Jeg var også lige på arbejde for Daddy, og det gik nu ret godt - altså efter nogen begynder vanskeligheder, for jeg havde jo i teorien ikke haft med lyslægning af produkter at gøre i 3 år. Men som man siger ... falder du af hesten, så er det bare op igen ... og det var det.

Lørdag kørte jeg igen nordpå. Om eftermiddagen så jeg så Daddy for første gang siden onsdag. Jeg kunne se en klar forskel fra onsdag. Hans hud var ikke pergament agtig mere. Han var stadig træt, men besøget kunne nu vare i 1/2 time. Så der var hele tiden små fremskridt at se. Han havde dog ikke endnu fået fjernet hverken drop eller kateter. Rengøringskonen var pessimistisk og mente, at hun først fik ham hjem sidst på denne uge ... aller tidligst. Jeg derimod mente helt klart, at han senest ville komme hjem onsdag i denne ugen ... men jeg sagde det ikke højt.

Søndag ringede min mobiltelefon, da vi var på vej ind til hospitalet. Telefonen lå selvfølgelig i dybet af min frakke lomme. I bar forhippelse - for mine sønner vidste jeg jo ligesom ikke ville kontakte mig, medmindre der var noget virkelig galt - fik jeg den afbrudt, men jeg nåede at se hvem, der havde haft ringet, inden jeg smed den over til Rengøringskonen, for jeg kørte jo ligesom bil  ... det var nemlig Daddy. Hun ringede tilbage. Han var i godt humør, for han havde nemlig fået bad, så han følte sig betydelig mere frisk, og han glædede sig til at se os. Jeg må sige, at det var en helt anden mand, vi så. Stadig svag men ingen kateter og ingen drops ... humoren og ironien var vendt tilbage om ikke på fuld styrke, og han var glad. Vi var der en hel time, inden han var træt af os.

Mandag besøgte vi endnu engang Daddy, som stadig gjorde betydelig fremskridt. Jeg kunne mærke på ham, at nu var han parat til at forlade sygehuset. Sygehuset ville så gerne beholde ham en dag mere, for der var lige nogle undersøgelser og fysioterapi, der skulle gennemgåes.

Tirsdag morgen omkring klokken 9 kørte jeg den ene bil (min) ind til den nærmeste lille landsby for at få diesel på ... i snevejr og meget glatte veje.  Da jeg havde tanket, kom jeg tilbage og meddelte Rengøringskonen, at nu skulle hun blive færdig, for vi skulle altså køre NU ... Vi havde godt nok aftalt med Daddy, at vi ville være der omkring 11.30, men jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne tage noget tid. Vi kom af sted, og da vi var på vej ind på tankstationen for at tanke den anden bil, ringede telefonen. Det var en meget utålmodig Daddy, som ville hjem, og det kunne altså ikke gå hurtigt nok.

Klokken 10.50 satte jeg Rengøringskonen af, hvor efter jeg forsøgte at få en parkeringsplads ... jeg opgav og parkerede lige udenfor hovedindgangen, for derefter at gøre bilen klar til at modtage Daddy og alt hans habengut.

Klokken 11.10 forlod vi hospitalet. Turen hjem gik godt om end langsomt ... det sneede en del, og der blev ikke kørt stærkt. Til gengæld kunne jeg og Rengøringskonen høre om diverse fortællinger inde fra hospitalet. Smilebåndet og lattermusklen blev motioneret mere end en gang. Vel hjemme igen kom Inky. Han kunne tydelig mærke, at Daddy ikke var helt ok, så han var forsigtig. Daddy nød at blive placeret i en stol og bare være hjemme. Jeg kørte endnu en tur ... denne gang for at købe lidt fornødenheder samt hente medicin.

Sidst på eftermiddagen satte jeg mig endnu engang ind i en bil ... denne gang for at vende næsen hjem til min egen matrikel. Hvor var det skønt at komme hjem igen og samtidig vide, at Daddy er hjemme og tager mega skridt i sin helbredelse.

I dag går tiden med at blandt andet at skrive her og prøve at gøre matriklen til et hjem igen ... alt dette for at slå ventetiden ihjel, indtil jeg skal hente Troldeungen fra en forhåbentlig super skøn tur klokken 14.


torsdag den 10. januar 2013

Fyrpasser

Jeg er her endnu ... Jeg er bare lige landet på min matrikel for blandt andet at sørge for, at Troldeungen kommer godt af sted på skiferie i morgen.

Daddy er indlagt ... Selve den planlagte operation er gået rigtig godt. Men han har utrolig mange smerter og kan overhovedet ikke holde ud at komme på højkant. Så det tager en del længere tid at komme over, end han lige troede.

Jeg har så lovet at passe Daddys arbejde i morgen, inden jeg kører Troldeungen til skolen.

Lørdag kører jeg igen nord på for endnu engang at være fyrpasser. Rengøringskonen kan nemlig ikke så godt løfte de der 26 kg tunge sække med træpiller. Derudover er Inky - hunden - umulig. Hun kan i hvert tilfælde ikke styre ham, så ham skal jeg lige tage mig af også.

tirsdag den 1. januar 2013

Den første dag i et nyt år ...

På den første dag i et nyt år har min familie altid haft nogle traditioner ...

Sove længe ... åh ja det har jeg.

Se Nytårskoncerten fra Wien ... Omkring kl 12 ringede Daddy. Pludselig spørger han, hvad klokken var, for 2 sekunder senere at "smide" telefonen fra sig. Jeg sprang over i år ... altså at se koncerten.

Se nytårs skihop ... Daddy sidder klistret til fjernsyn og ser dette. Jeg har som regel fjernsyn kørende i baggrunden, så jeg glimtvis kan se det. Det gjorde jeg så heller ikke i år.

At slappe af og dovne foran fjernsynet ... Det har jeg til gengæld gjort i dag, hvor jeg har set DVD og diverse kanaler. Skønt med et ordentligt fjernsyn ... Troldeungen er også af den opfattelse, at moderen skal bytte sit 43" TV med hans 32" TV, for det er da meget bedre at se tv og spille på mit.

Nu vil jeg gå ud og forberede noget mad til Troldeungen og mig. Og så tror jeg, at jeg på et tidspunkt omkring klokken 9 i aften vil ty til computeren i soveværelset for at se "Pretty Woman". Jeg er en smule træt i dag.