onsdag den 29. februar 2012

En ganske almindelig dag med forårstegn

Jeg går som regel hjem fra praktikstedet.
Det er en skøn tur igennem midtbyen, og i dag var byen "levende".
Unge mennesker som hænger ud nede ved åen, og masser af mennesker på strøget.
Man kunne virkelig mærke, at byen så småt er ved at vågne op efter vinteren.
Eller også var det, fordi alle havde fået løn ;-)

Jeg går som regel forbi Musikhuset og Aros, og der er der nogle skønne smedejerns hegn.
Og nu er det så at jeg savner mit spejlreflekscamera, men det er selvfølgelig ikke så handy at have med i lommen, og det er også tungt.
I får alligevel en lille smagsprøve på næsten blå himmel og træstammer som ser ud som om det er en del af smedejernet.
Jeg går også forbi en skøn lille blomsterbutik med mange forskellige blomster.
Og der var der også forårsbebudere.


Hav en skøn torsdag.

Krea projekter færdig :)

Så er jeg færdig med mit lille maleri ;-)
Og stavefejlen er nu forsvundet ;-) godt man kan male noget over
Og min strikkepinds mappe - opskriften har jeg fra Neontråden
ikke så mange strikkepinde i endnu men en del er i brug ;-)
Og så en lille mobil taske

Som blev pakket ind til min rengøringskone aka min mor ;-)
Opskriften på gaveposen har jeg fra Frk. Turkis

tirsdag den 28. februar 2012

Venskab

Bekendtskab er godt,
men venskab er værdifuld.

Da jeg var omkring 16 års alderen, mødte jeg en pige, som jeg havde meget tilfælles med.
Vi var altid sammen - enten hjemme hos mig eller hos hende. 
Vi var "fast inventar" hos hinanden.
Humor har vi altid haft og især, når vi rigtig rullede os ud, sort humor.
Da vi blev omkring 23, skete der nogle forandringer. 
Jeg havde fundet min daværende mand og var blevet mor. 
Hun havde lige fundet sin nuværende mand.
Men fordi jeg var blevet mor, var jeg mere optaget af den bette unge end at gå i byen.
Vi gled fra hinanden, men vi havde alligevel sporadisk kontakt til hinanden.
Hun fik også børn.

Men for en 4-5 år siden fik vi kontakt til hinanden igen - altså ikke kun sporadisk.
Det er lige som at finde tilbage til de gamle gænger, bortset fra vi er blevet ældre.
Eller som vi plejer at sige:
Vi er ikke blevet ældre - vi har bare fået mere livserfaring ;-)

Nu kan det jo lyde, som om hun er den eneste ven, jeg har ;-)
Det er ikke sandt.
Men hun er den, som kender mig bedst og kan læse mig som en åben bog.
Og hun har det på samme måde.

Faktisk kan jeg også se det ved mine drenge.

Golferen har en kammerat, som han har kendt siden børnehaveklassen. 
Han mistede kontakten med ham pga. kæreste mv.
Men han har lært på den hårde måde, at det venskab er dyrebart, og han har i dag igen kontakt med ham.

Troldeungen har en kammerat, som han har kendt siden børnehaven.
Han og kammeraten ses ikke så tit mere, som de har gjort. - jeg kaldte kammeraten for mit plejebarn - men de ses stadig. De har fælles venner og hver deres vennekreds. Det venskab tror jeg heller ikke komme til at blive "smidt på gaden" 



Venskab er GULD værd.




1. uge

Første uge er gået med "ny" livsstil og vægten siger -0,2 - ikke meget men lidt har også sin ret.

Ugen er allerede igang, og det er træning også.


søndag den 26. februar 2012

Dagen derpå - efter en krea dag

Sikke en skøn søndag det har været i dag.

Dagen startede med en rask gåtur til Fitness Center, hvor en veninde og jeg blandt andet fandt ud af, at vores baller IKKE er af stål. Og at det er i besværligt at snakke, imens vi løber. Men vores kroppe (eller skal vi sige muskler) fandt ud af, at vi mente det.

Vel hjemme igen nød jeg solens stråler igennem lejligheden, alt imens jeg lod kreativiteten strømme igennem mig. Jeg startede på at male et billede i går med mit motto 
Always look on the bright side of life


Men jeg var bestemt ikke tilfreds med det, så det blev lige malet over og blev til dette.

Og så har jeg lige opdaget en stavefejl, så det skal da lige rettes, inden det skal hænges op

I går var jeg så heldig at få disse skønne stoffer i pakkeleg


Og så gik den kreative del af mig i brainstorming mode.
Hvad skal jeg nu lave af disse?

Jeg havde set, at Emilie havde fået lavet en fin mobil taske (med hjælp fra Anne) og så tænkte jeg, at det kunne jeg også lave. 


Der mangler kun at blive klippet nogle snore af og så få lavet snoren til at hænge omkring halsen
Det er meningen, at jeg vil give den til min rengøringskone (min mor)

Katrine har lavet en fin strikkepinde pose/beholder/mappe som DIY, så den kopierede jeg lige lidt.
Det vil sige, jeg er ikke helt færdig med den, men den bliver rigtig god.


Så jeg har da fået meget ud af dagen i dag og er fuld af energi til den kommende uge.


lørdag den 25. februar 2012

Krea Dag - Blog træf ....

Et lille udpluk af billeder taget med Laralil's camera

I dag har stået i kreativitetens tegn.

Laralil havde arrangeret denne dag, og den eneste betingelse var, at man skulle have en blog
Nogen havde haft blog i et par år, og andre havde lige lavet en blog.

Men kreativiteten var i højsæde.
Nogen strikkede.
Nogen hæklede.
Nogen syede.
Nogen tegnede og malede.

Frk. Turkis havde lavet små gaveposer til alle deltagere - tusind tak for den.

Der blev spillet pakkeleg, og der var rift om pakkerne.

Men fælles for det hele var, at vi talte, grinte og lærte fif af hinanden.

Tusind tak for hyggelig samvær til jer alle.

Hvordan agerer jeg, når nogen, jeg kender, kommer til en undersøgelse på afdelingen ....

I min uddannelse kan vi vælge speciale mellem billed diagnostik, stråleterapi og nuklear.

Mit speciale er stråleterapi, hvor der gives både helbredende og lindrende strålebehandling.

Der kommer jo rimelig mange patienter igennem afdelingen, og jeg har da også mødt nogen, jeg kender til, men jeg har aldrig mødt nogen, jeg kendte rigtig godt indtil idag.

I dag ville jeg så gerne koncentrere mig om nogle patienter, som skulle have lindrende behandling. Det første navn giver mig lidt "koldsved", fordi jeg var 100% sikker på, at jeg kendte denne person. På den baggrund siger jeg sådan lidt fra ved at sige, at de andre må gerne hente patienten, og hvis jeg har ret - altså kender dem - bakker jeg ud. 
Jeg kender dem. 

Normalt er jeg ikke en pivskid. Men lige i dette tilfælde bakkede jeg, for jeg vidste ikke, at han havde/har cancer, for de har ikke talt om det som sådan. Men jeg møder dem senere på gangen og får en hurtig snak.

Senere på dagen taler jeg med en anden radiograf om lige netop dette at møde nogen, man kender til eller kender godt. Han fortalte, at det for nogen kan virke "befriende" at møde et kendt ansigt i hvid uniform, og vi har en professionel indgangsvinkel til deres sygdom.

Det har jeg så gået og tænkt over, og han har ret (tror jeg).
Når jeg iklæder mig den hvide uniform, tager jeg en profession på, som skal udstråle kompetence, professionalitet, effektivitet og ekspertviden. Dette kan give tryghed for den enkelte, idet de kan føle, de er i trygge hænder, samtidig med de har tillid til mig.

Der er så nogle andre overvejelser, jeg har tænkt på, og det er: 
Vil jeg kunne klare at møde nogen, som jeg kender, der er meget syge eller lignende?
Og det er jeg overbevist om, fordi jeg har lært IKKE at tage arbejde med hjem. Selvfølgelig vil der nok være tilfælde, hvor jeg tager arbejdet med hjem. Men jeg ved også, at kollegaerne er til at støtte hinanden, og det er også en stor hjælp og fordel.

Så alt i alt har jeg endnu mere mod på og mere stålsat på at blive radiograf med speciale i stråleterapi.


torsdag den 23. februar 2012

Modul 11

Indenfor hvert modul i radiografuddannelsen er der specifikke mål og krav, vi skal nå på 10 uger.
Det siger sig selv, at vi selvfølgelig ikke kan nå at komme igennem det hele, men der må vælges ud af bestemte dele.

Det overordnede mål i modul 11 er kvalitet.
Altså hvordan bevarer vi den kvalitet der er og skal den evt. højnes.
Derudover skal vi også i praksis videreudvikle de evner, vi har tilegnet fra modul 10.

Kvalitet og kvalitetsudvikling kan jo være forskellig fra sygehus til sygehus, og derfor er der også blevet lavet standarder for så at sige alt. DDKS (Den Danske Kvalitets Modul) har lavet 104 standarder, som alle i sundhedssektoren skal gå ud fra. På den speciale afdeling som jeg er på er der hele 85 standarder de skal leve op til og i den specifikke gruppe jeg er i er der 45 standarder.
Ud fra disse standarder kan man så lave forskning, analyser mv på om et specifikt problem bliver behandlet godt. F.eks. det skriftlige materiale til patienten: er det fyldestgørende, hvis ikke hvad kan gøres bedre. Mundtlig kommunikation er den god, og hvis ikke hvad kan gøre bedre og mere effektiv.

Det havde vi undervisning i i dag, og det er faktisk ret spændende.

Men der er et problem.
Vi er mennesker og vi er ikke ens
Ergo kan en standard ikke være en standard, fordi vi ikke er ens.
Vores uddannelses ansvarlige var fyr og flamme, fordi det er rigtig, og hun synes at det kunne være interessant at tage fat i det enme. Det kunne være en ide til en bachelor opgave.

Men det bliver et spændende modul at komme i gang med, og jeg glæder mig.

tirsdag den 21. februar 2012

For højt blodtryk = stress???

I forbindelse med indlæggelse og for højt blodtryk har det sat tanker og spekulationer i gang i mig.
For indtil kort tid siden var jeg "normal".

Jeg har talt med både min mor og daddy om, hvad det kunne skyldes.
Min mor har hele tiden "ventet" på, at der ville komme en reaktion på skilsmissen, for hun synes ikke, jeg reagerede ret meget. Daddy mener, at jeg ligner ham for meget. Både han og jeg spekulerer over tingene, tager affære og så gør det - nogen gange uden at tænke på konsekvensen.

I dag talte jeg så med en kollega, som tilfældigvis også er psykoterapeut, om det, og vi mente begge, at symptomerne for dette høje blodtryk mv. allerede begyndte at vise sit ansigt i sidste modul. På en eller anden måde er det jo nok en form for stress, for jeg har i de sidste 3 år kørt i højeste gear uden egentlig at se mig tilbage, for der har virkelig været nogle omvæltninger i mit liv.

Alting startede med en 
- seperation
- spekulationer om hvad der så skal ske
- ansøgning til radiografuddannelsen med start februar 2010
- finde en bolig, hvor der er plads til 3 mennesker og helst også til Inky
- finder en bolig, hvor vi kan være - tæt på Troldeungens skole men desværre ikke plads til Inky
- finde et sted til Inky - løsningen blev mine forældre
- pakning af diverse personlige ting
- indkøb af møbler
- flytning
- indretning
- afslag på ansøgning - dog med forhåndsgodkendelse til august 2010 og på standby
- pga standby listen bliver jeg tilbudt at starte allerede i august 2009
- 10 moduler af 10 ugers varighed overstået/bestået - alle med eksamen i slutning af hvert modul
- diverse spekulationer om evt. flytning pga husleje
- diverse små kontroverser med ex-manden
- diverse spekulationer om økonomi

Så alt i alt har jeg kørt med fuld fart frem uden at se mig tilbage.
Jeg har egentlig aldrig haft tid til at reflektere over det, der er sket.
Jeg har "vokset" med opgaven, ja men egentlig på bekostning af mit helbred.

Så nu tager jeg "skeen i den anden hånd" ved at tage 
- en dag af gangen
- lytte til min krop
- dyrke noget mere motion
- slappe af, når jeg har brug for det

Og så håbe på at jeg bliver "normal" igen.




mandag den 20. februar 2012

Guldkorn .... Later

Da troldeungen var omkring 3 år, var vi på vej ud til noget fødselsdag.

Vi kørte, som altid, forbi Marselisborg Slot, fordi det var det nemmeste.

Pludselig siger Troldeungen:
"Se, later....."

Vi sad alle og undrede os over, hvad later var, indtil det gik op for mig:

Tinge linge later tinsoldater .......

Dronningen var selvfølgelig på ferie på Slottet, og der var "tinsoldater" ;)




1. dag for nye mål .... vægttab

I dag var så dagen for et nyt mål - nemlig vægttab - og så lige lægens "dom" angående mit yoyo blodtryk.

Tasken blev pakket, og jeg glædede mig faktisk til at komme i gang.
I træningstasken blev der bl.a. puttet t-shirt, tights, løbesko og ikke mindst en vigtig detalje
Hængelås.
Først skulle lægens "dom" falde, men det gjorde den så ikke helt for det er stadig uvist, hvorfor blodtrykket er som en yoyo. Derfor er jeg "i den heldige sitation" at skulle udstyres med en 24 timers blodtryks apparat, som puster og stønner og klemmer om min arm hver time.
Tag endelig ikke fejl - jeg er glad for at min læge bruger så meget tid på at finde ud af hvorfor. Jeg synes bare ikke vildt meget om blodtryks apparater.
Da blodtrykket ikke er faretruende højt, så skal jeg ikke have medicin, før næste undersøgelse er klaret.

Med lægens "You Go - Girl" (altså ikke sådan sagt, men hvad han mente) for at dyrke mere motion,
for det var godt at få pulsen op, forlod jeg lægen.
Vel ankommet til fitness centret klædte jeg om og gik lige så stille i gang på løbebåndet. 1 1/2 time senere var jeg klar til at tage hjem, men inden da bestemte jeg mig for at få målt min fedtprocent,

Jeg vidste godt, at fedtprocenten ville være høj.
Og det var/er den, men den positive side er, at 10% af vil være indenfor den ønskede rækkevidde.

Jeg har så bestemt mig for at her i begyndelsen at få taget min fedtprocent med ca. 14 dages mellemrum. Det gør jeg, fordi det kunne været interessant at se, hvor meget/hurtigt tallet ændrer sig.

Hvor mange kilo jeg skal tabe, ved jeg, og det er mellem 15 og 20 kilo.
Hvis jeg kommer længere ned, er det ikke et kønt syn.

Nu bliver det spændende at se (eller i det her tilfælde mærke), hvor øm jeg bliver i morgen.

søndag den 19. februar 2012

Bevis du ikke er en robot ...

Jeg er jo ret ny i blog verdenen, så jeg var ikke lige klar over, at det er standard, at mit kommentar felt siger: "Bevis du ikke er en robot"

Heldigvis var der en venlig sjæl, som gjorde mig opmærksom på "de der irriterende spam ord".

Jeg synes selv, at de er irriterende, når jeg gerne vil skrive en kommentar, så den vilde jagt gik ind på at fjerne dem.

Eftermiddag/aften er blevet brugt på at søge på blogger.com og søge på nettet

Det var ved at give grå hår og små løse totter, så overspringshandlinger skulle der til.

Overspringshandlinger var det, der førte mig på sporet, for Lavendel havde lavet et indlæg om
"disse irriterende spam ord", og iblandt alle kommentarerne var der en løsning - jubiiii.

For Viola har lavet en DIY om fjernelse af irriterende spam ord,
og det VIRKER.

Søndagens gåtur

Solen har skinnet fra en (næsten) skyfri himmel og lokkede mig til at komme ud at gå.
Selv om det blæste, så var det skønt, for der var forårstegn.
Men der var dog tegn på, at Kong Vinter endnu ikke havde forladt os helt.
Mindeparken viste også forårstegn.
Det er så første gang, jeg har været i Marselis Slotspark, må jeg med skam indrømme, men det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg så kun en brøkdel af den.
Urtehaven fra Marselis Slotspark

Fortsat god søndag.

Guldkorn .... kakao fugl

Troldeungen spiller håndbold og elsker det.
Han lærer finter, afprøver teknikker og driller de andre.

Denne episode har han selv fortalt mig, og jeg har også hørt den fra hans daværende træner.

De er til træning og spiller en træningsplan.
Troldeungen får bolden og dribler ned af banen.
Pludselig stopper han, peger og siger:

"Se - kakao fugl...."

Alle de andre stopper op og kigger.

Imens fortsætter Troldeungen og scorer ;-)

Træneren måtte trække på smilebåndet, og kammeraterne var flade af grin.

Han overvejede faktisk at bruge bemærkningen i en kamp men mente, at det alligevel nok ikke var passende.

Jo jo - han har humor :)

Alternativ plaster og fiskefrikadeller ....

Denne lørdag har stået i afslapningens tegn. Vejret har alligevel kun budt på regn, gråvejr og tristhed.

Men jeg skal jo ud og handle, for jeg havde fået en lyst til hjemmelavede fiskefrikadeller.

Vel hjemme igen bliver fiskefarsen (ja det er hjemmebragt ;-) ) stillet i køleskabet. Og så er det igang med at skrælle gulerødder og kartofler, koge perlebyg, snitte løg, ordne broccoli, snitte tomater og rive gulerødder.

AV - det var altså ikke meningen at min tommelfinger skulle rives også. Nå, fingeren bliver skyllet, og der bliver viklet køkkenrulle omkring. Og så bliver de "blodige" spor fjernet, inden jeg går videre. Men jeg kan godt se, at køkkenrulle nok ikke er nok, fordi jeg jo ligesom skal stå med hænderne i vand,
og jeg skal også stege frikadeller.

Gode råd er dyre, når jeg ved, at der i hjemmet ikke findes et stykke plaster.
Alternativ plaster bliver noget vat og Troldeungens sportstape

Og så er det i gang med stegningen af hjemmelavede fiskefrikadeller.
Selv om farsen er hjemmebragt, kommer jeg altid revne gulerødder,  løg, forårs løg og rejer. Jeg glemte bare lige i farten, at fryseren ikke havde flere rejer, så det blev uden.

Troldeungen og jeg spiste med stor velbehag.
Og der er rester til i morgen - måske 
for Golferen ved, jeg har lavet disse, og de er hans livret.

lørdag den 18. februar 2012

Stof til eftertanke og fremtidige mål

At blive indlagt akut giver en en ordenlig forskrækkelse.

Det giver også stof til eftertanke, for hvordan kunne det ske, og hvordan kommer man videre.

Jeg er stadig i udredning- som det så fint hedder - for de ved ikke helt, hvad der gik galt.
Derudover er mit blodtryk som en yoyo.
Om morgenen ok - i løbet af dagen højt meget højt - om aften falder det til næsten normalt.
Så det er jeg i udredning for det hos egen læge.

Men det, jeg kan gøre lige i øjeblikket ifølge diverse læger, er:
1. leve sundt - lever sundt men jeg kan altid leve sundere
2. tabe mig - det er lettere sagt end gjort
3. stoppe med at ryge - ok den har jeg hørt før

Jeg lever nogenlunde sundt, men der bliver nu skåret ned på et minimum af slik og søde sager.
Derudover vil jeg prøve at sætte fedtforbrændingen op - altså på den sunde måde - med bønner, perlebyg, chili mv. og spise overvejende flere grøntsager end i dag.

Med hensyn til vægttab så er jeg fuldstændig enig. Jeg skal tabe mig
Ifølge BMI vil mit ideelle vægttabt være 25-30 kg, men så vil jeg ligne et afpillet lig.
Så for mig vil et ideelt vægttab være mellem 15-20 kg.

Rygestop - ja den hører mange rygere, men jeg bliver altid, Tove 3 år, når nogen skal diktere mig noget. Nu er det jo sådan, at det er min krop, der dikterer rygestop, så den må jeg hellere lytte til.

Og så er der motion - altså jeg går 3-4 gange om ugen ca 4 km.
Men fra mandag vil mit fitness kort blive brugt lidt flittigt - sådan cirka 3-4 gange om ugen.

Så der vil ind imellem være opdateringer for at holde min motivation.

Guldkorn fra mine børn.... alligator


Engang var børn, min mor og jeg kørt til København på shopping tur.
Børnene var vel omkring 8 og knap 5.

Vi har navigator på , og den er jo så dygtig at den fortæller os hvor vi skal dreje mv.

Pludselig siger den ene af børnene:
Mor, hvorfor snakker alligatoren?

Siden den gang har en navigator heddet alligator i vores familie ;-)

fredag den 17. februar 2012

Guldkorn fra mine børn ... Høns

Ellen skriver meget levende om nogle af de guldkorn, som hendes børnebørn komme med.
Det fik mig til at tænke på nogle af de guldkorn, som mine børn er kommet med.


Denne episode forgik, da golferen går i 6. -7. klasse, og jeg har fået den fortalt af hans matematiklærer. Det skal lige siges, at han sad meget tæt på en stor gruppe piger.

De skal sidde og lave matematik på "egen" hånd, hvor læreren går rundt iblandt eleverne og hjælper dem, som skulle have brug for det. Læreren kommer ned til Golferens bord.

Lærer: "Hvordan går det?"
Golfer: "Det går slet ikke"
Lærer: "Nå det var ikke godt. Hvad er der galt?"
Golfer: "Jeg kan ikke koncentrere mig"
Lærer: "Hvorfor ikke?
Golfer - gravalvorligt: " Hønsene larmer for meget"





Læreren fik et meget pludselig hoste anfald og måtte sørge for ikke at trække alt for meget på smilebåndet.


Endnu en undersøgelse .... og ventetid .....

Jeg skulle onsdag (med kort varsel) møde ind på sygehuset kl. 8, fordi de ville scanne mit hjerte i forbindelse med indlæggelsen i sidste uge. Fint nok tænker jeg, for det tager vel et par timer og så kan jeg komme tilbage i praktikken. Jeg blev en del klogere.

Sygeplejersken, som skulle tage imod mig, blev forsinket af en anden patient - fair nok - men hun kommer endelig ud og fortæller, at jeg skal til Skeby og have foretaget en ultralyds scanning af hjerte. Patientbefordring skal sørge for, jeg kommer derud.
Hmmm - ventetid.

Jeg ankommer til Skejby, og omkring kl 10 bliver jeg kaldt ind og ultralyds scannes.
Efter scanning skal en læge udfylde en seddel, som skal medbringes til afdelingen.
Der går 20 min. hvor der ingenting sker - hmmm.
Endelig kommer scanningsspecialisten igen, og hun har fået en læge til at kigge billederne igennem.
Hjertet pumper, som det skal, og vener og årer er fine. Sedlen bliver udleveret.
Ude i receptionen får jeg at vide, at der vil gå 1 time, før jeg kan komme tilbage på afdelingen.
Hmmm - ventetid.

Tilbage på afdelingen afleverer jeg sedlen.
"Ja tak - du skal lige vente, imens er du velkommen til at tage noget frokost"
Jeg får min frokost og venter igen. Da klokken nærmer sig 1, er min tålmodighed ved at være brugt,
og jeg går ind for at spørge, hvad der skal ske.
"Du skal lige gå over på neuroradiologisk afdeling og tale med XXX"
Derover får jeg at vide, at jeg skal scannes igen.
"Hov - stop lige - jeg er lige blevet scannet, og hvorfor er det lige jeg skal scannes igen"
"Det er hovedpulsårerne på halsen, der skal scannes" "OK - scan mig"
Det ser fint ud - intet unormalt.

Jeg går tilbage til afdelingen - afleverer endnu en seddel og spørger, hvad der så skal ske.
"Du skal lige sætte dig ud og vente, så kommer en læge"
"Hvor lang tid tror du der går?" 
"Det kan jeg ikke sige noget om  men i hvert tilfælde en 1/2 time"
"Ved du hvad - jeg går ned og taler med mine vejledere og så er jeg tilbage omkring kl 2 - OK?"
"Ja det er fint"

Ned og tale med vejledere og så tilbage på afdelingen, hvor de åbenbart havde ledt efter mig.
Nå men jeg bliver vist ind på et kontor og venter på lægen. Hun kommer ind og siger at scanningerne ikke viste noget unormalt og det var jo godt men fordi de ikke kan finde noget vil de sende mig videre til yderligere udredning. Fint med mig.

Jeg bliver "udskrevet" omkring 3.
Af de 8 timer jeg tilbragte på sygehuset har jeg brugt omkring 5 timer på at vente.

Tålmodighed er en dyd siger man.
Jeg må sige min tålmodighed var sat på en prøve, men den holdt - lige knap og nap.

tirsdag den 14. februar 2012

Kærlighedens dag


Den 14. februar er blevet "udråbt" som kærlighedens dag.

Blomsterhandlere, lingeri forhandlere og andre bruger denne dag på at sælge/promote deres varer.

Aviser skriver om 
kærlighed og hvad denne dato betyder for danskerne.
sms'er - hvordan mobiltelefon er blevet en naturlig del til at erklære ens kærlighed til en anden.
 skilsmisser - en ny undersøgelse iblandt nygifte viser, hvor hurtigt de vil blive skilt.

Men hvor kommer denne tradition om at fejre denne dato?
Den stammer egentlig fra USA og England, hvor det i slutningen af 1800 tallet blev kutyme at sende kærlige hilsner, og minder om vores egen gækkebreve. Blomsterhandlere har tidligere gjort forsøg på at indføre denne skik, men det er først indenfor de sidste 10 år den begynder at bide sig fast.

Men i virkeligheden er hver dag en kærlighedsdag.
Vi har kærligheden til livet, familie og venner.
Det kan være, at vi ikke hver dag viser vores kærlighed.
Og det behøver ikke at være materielle goder.
Det kan lige så godt være at give et kram og et kys.

Jeg forsøger at vise min familie min kærlighed til dem hver dag
det er ikke altid det lykkedes, men de ved jeg elsker dem.

Og en skønne dag vil der (forhåbentlig) en til ved min side, som jeg gerne vil vise min kærlighed til.


Knus og Kram

mandag den 13. februar 2012

At modne og lære

Hele livets facetter er en lærings- og modnings proces.

Som barn skal man begynde på skolegang.  Der er ikke noget valg, men forældrene kan vælge, hvilken skole man gerne vil have sit barn. Læringsprocessen er i gang for alvor.

Omkring 7. klasse slipper forældrenes ansvar for deres børns lærings proces så småt op. For her begynder verden at bede disse skolebørn om at have en mening. Altså "hvad vil du være, når du bliver voksen".
Endnu er de en anelse forvirret og vil være brandmand eller andet.

Omkring 8. klasse er der erhvervspraktik, for nu skal de have bestemt sig til, hvad de vil være, når de bliver store. Men har de nu også det? Men igen - man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

I begyndelsen af 9. klasse SKAL de have besluttet sig for, hvad de vil. Vil du på HHX, STX HG, HF osv. For efter 9. klasse kommer den "barske virkelighed".

Troldeungen står netop på kanten af "den barske virkelighed", for om et par måneder går han ud af 9. klasse. Han ved, hvad han vil lave - i hvert tilfælde de næste 3-4 år, for han vil læse HHX.
Skolen har "bedømt" ham til ikke at være moden nok til HHX. Jeg og han selv bedømmer 10. klasse til at være et slumre år, for han ved jo, hvad han vil. Men 10. klasse tager han og søger selvfølgelig en linie, som passer ham - nemlig håndbold linien.
Men når han er færdig med HHX, hvad vil han så? Lige nu vil han være arkitekt eller ejendomsmægler.
Udover begge fag har med bygninger at gøre så har de jo intet til fælles, men som sagt:
Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Situationer i livet kan også spille en vigtig og nogen gange uventet del i lærings- og modningsprocesen. Det gjorde den ved mig, idet jeg ved skilsmissen skulle finde og lære mig selv at kende igen.

Efterløn/pension er også en læringsproces. For er man klar til at gå på efterløn og hvornår er man klar til efterløn. Når så man er gået på efterløn/pension, kommer så en tid hvor man skal finde sig selv igen i form af udvikling af nye interesser, en ny slags hverdag osv.

Så igennem hele livet modnes og lærer man. Eller gør man?

Foto med en skæv vinkel


Vejret var så fint i dag, så efter lægebesøget var overstået, blev det en slentretur igennem byen.

Efterhånden er mit lille lomme camera blevet en fast del af mig, så hvis jeg "falder" over noget, som kunne være interessant, bliver det straks foreviget.

Jeg har en "svaghed" for skæve billeder - især monumenter - hvor jeg leger med vinkler.

I dag var det så Kong Christian d. 10's statue, som måtte lide for en skæv vinkel.

Normalt ville jeg have taget mit spejlrefleks camera og opsøgt det jeg gerne vil fotografere, fordi jeg har bedre muligheder for dybdeskarphed og blænde.


Kender I det???

Kender I det, at ting bliver væk?

Mine "ørebøffer" til Ipod er væk, og ligeledes er dingenoten til Ipod på mystisk vis også væk. 

"Ørebøfferne" har jeg hele tiden sagt, at det måtte Troldeungen have, for han har lånt dem så tit.

Dingenoten aner jeg ikke, hvor kan være.
Nå men nu har det irriteret mig længe nok, så nu gik den "vilde skattejagt".

Ind på Troldeungens værelse og lede de sandsynlige og usandsynlige stede
- ingen ørebøffer eller dingenot.

Ud i gangen til Chatollet og lede diverse skuffer igennem
- ingen ørebøffer eller dingenot.
til gengæld fandt jeg andre dingenoter, som jeg ikke lige vidste, hvor var henne.

Ind i soveværelse/kontor og lede diverse kasser og skab igennem
- juhuuuuu ørebøfferne er fundet
(men jeg siger ikke til Troldeungen at de er fundet)
Andre dingenoter blev også fundet.

Men DINGENOTEN er pist væk - ØV

søndag den 12. februar 2012

New York

Da jeg var ved at uddanne mig til fotograf, var jeg i New York på studietur.

En utrolig pulserende by, både nat og dag.

Men jeg fik "hold i nakken" de første par dage, fordi jeg hele tiden gik og kiggede op på alle de skyskrabere. 

Jeg tog en hel del billeder der, sådan cirka over 300 billeder, alle sammen på film ruller.

Der er selvfølgelig en del ynglingsbilleder, og jeg har en del af dem hængende i mit hjem.

3 af dem kommer her.

En af de flotte hvælvinger i ankomsthallen på Ellis Island

1 ud af en serie på 3 fremkaldt på en speciel måde
Central Park

Et morgen billede fra en Avenue - mener det er op imod Central Park


Naturen kan være utrolig facinerende at tage billeder af.

Denne utrolige smukke solnedgang er taget over Ebeltoft Bugt

Denne kløft er taget på Island
Dette billede er taget i Mindeparken

Weekenden snart forbi ....

Så er weekenden næsten gået.

Jeg kan godt mærke, at jeg stadig er noget ramt.

Men siden torsdag har jeg ikke været udenfor en dør.
Så idag skulle jeg "luftes", og da jeg alligevel manglede nogle ting, kunne jeg jo lige tulle ned og handle.

Da jeg så kom hjem, kom den "store bagedag", for der blev bagt
- gulerodsbrud
- chokolade scones
- cookies


Og så kan en ny uge godt starte 


Når jeg bliver færdig som radiograf - hvad så?

Forleden dag talte jeg med en sygeplejestuderende, hvor talen faldt på:
Hvilken retning vil du gerne arbejde i/med?

Indenfor mit "fag" er det sådan, at vi allerede midt i uddannelsen skal tage stilling til, hvilken af de 3 speciale retninger, vi gerne vil arbejde med. Der er radiologisk billeddiagnostik, stråleterapi og nuklearmedicinsk billeddiagnostik, man kan læse mere om disse retninger her.

Jeg har så valgt stråleterapi, fordi det er et utrolig spændende fag. Der arbejdes både med billeddiagnostik, planlægning af behandlingsforløb og behandlingen. Man har derfor mulighed for at følge en patient fra de kommer til til CT scanning til de er færdig behandlet. Dette gør også, at man har en længerevarende patient kontakt end ellers. Men det er en hård branche/linie/fag, idet man jo også ser "bagsiden af medaljen", for det er jo ikke kun patienter, som får en kurerende behandling, man ser, men også patienter som får en lindrende behandling, ung som gammel.

Nu er det sådan, at selv om jeg måske ikke på længere sigt har lyst til at arbejde med stråleterapi, så kan jeg også arbejde med radiologisk billeddiagnostik. For det er også spændende.

Men foreløbig er det stråleterapi, jeg sigter efter.

lørdag den 11. februar 2012

sundhedsvæsenet set fra den anden side - del 2.

Jeg må sige, at sundhedsvæsenet træder i karakter, når der sker akutte ting. 

Den ros skal de dog have.

Det der så kan irritere mig er 
VENTETIDEN

At vente på en stuegang
At vente på at tale med en læge
At vente på at blive udskrevet
I det hele taget bare det at vente

Der må jeg så sige, at set ud fra en patients synspunkt halter det.

Jeg havde nu fået at vide at jeg ingen blodprop havde. Men jeg manglede svar på hvad der så skulle ske, kunne jeg komme hjem som de havde lovet, skulle jeg blive der for at få blodtrykket ned, i det hele taget hvad skulle der ske?

Denne uvished kan også medvirke til at man bliver lidt stresset, irriteret og andre gloser, som ikke vil lyde pænt. (Det gjorde de i hvert tilfælde ikke i mit hoved den torsdag)

For der gik faktisk 4 timer fra jeg/vi egentlig havde fået at vide, at de ville komme lige efter konferencen, som foregik i daværende øjeblik, til lægen dukkede op ved min seng.

Det var 4 LANGE timer - og der er jo ikke meget man kan foretage sig på et hospital - dvs. sove, læse, spise og så lige forfra igen.

Effektiviteten havde de altså gemt til akutte behov - den blev sandelig ikke brugt på udskrivningen.

fredag den 10. februar 2012

Sundhedsvæsenet set fra en usædvanlig side .... i hvert tilfælde for mig

Nu er jeg jo ved at uddanne mig til radiograf og har selv set og ved, hvor effektiv sundhedssystemet kan være.
F.eks. ved akut modtagelse så står alle bare på "nakken" af hinanden til at tage sig af patienten, og det ser og virker effektivt.

Til gengæld har jeg aldrig selv afprøvet på mig selv, hvor effektiv systemet er ..... før nu......

Onsdag morgen møder jeg op i praktikken, og ca 1 time efter jeg er mødt, får jeg det skidt med dobbeltsyn, skal helst stå med let spredte ben og en lille smule kvalme. Jeg har placeret mig på en stol med hovedet ned af, men det hjælper ikke, prøver at hjælpe til men kan mærke at det ikke er godt. De andre siger at jeg skal tage hjem og blive bedre. Stædige mig tænker ja ja..... men går alligevel hen for at finde vejledere. Sådan på vejen for at finde mine vejledere får en læge fat i mig, og så skal jeg lige love for at jeg blev testet. Bagvagten kommer til og de to læger finder hurtigt ud af, at jeg lige skal en tur til neurologisk afdeling.

En kollega følger mig hen og på vejen taler vi om hvad der er sket og han siger jamen så skal vi da lige have fat i en kørestol.... Igen stædig mig: nej nej jeg har det fint ..... 

Vi ankommer til neurologisk afdeling, og så skal jeg da lige love for, at det siger SLAM BAM.... 
for i løbet af ½ time er jeg 
- blevet brugt som nålepude
- har været med til "blodbad"
- har fået taget diverse blodprøver
- har været igennem MR scanneren
- har fået en del kvalme i forbindelse med kontrast
- har fået konstateret et skyhøjt blodtryk
Scanningen siger umiddelbart ingen blodprop men pga mistanke og skyhøjt blodtryk skal jeg observeres i 24 timer .... SLAM....

Faktisk er det først der, det egentlig går op for mig, hvor tæt det var på blodprop mv.
Min første reaktion er chok og gråd.
Den næste er: hvad så med min søn? eller sønner?

Da jeg bliver indlagt, ved jeg, at sundhedsvæsenet nok skal tage vare på mit helbred.
Så min prioritering er hvordan får jeg lige sagt til mine sønner, at deres mor altså lige er indlagt?
Og så skal jeg så lige have fat i mobil, taske mv., men jeg ved, at afdelingen har givet min arbejds afdeling besked om, at de indlægger mig, og mine vejledere kommer med min taske mv.

Heldigvis vidste jeg, at min far var i byen, og jeg får fat i ham og beder ham om at sige og hente begge mine børn. De får selvfølgelig et chok, men de kan se, at jeg er ved godt mod, selv om jeg har fået et chok. Jeg får også talt med min mor og beroliget hende.

Eftermiddagen går med at surfe på nettet med mobil tlf, (og det er ikke nemt) og sove.
Pga. jeg er blevet brugt som nålepude, er mine årer i albue leddet rimelig ømme og jeg får heldigvis lov til at få venflon ud. 

Min veninde kommer og kigger til mig, og samtidig kommer yngste søn helt af sig selv og kigger til sin mor.
Mit moder hjerte var bristefærdig af stolthed over den omsorg og kærlighed, han viste.

Tidligt på aftenen er mit blodtryk stadig ikke normalt, så jeg skal igen have lagt venflon. Denne gang i håndrodsfladen. Av siger jeg bare men bider det i mig og får blodtrykssænkende medicin

Igennem hele natten bliver jeg vækket hver 2. time for at få checket blodtryk mv. og får endelig at vide at den er normal. Men den stiger desværre igen i løbet af dagen.

Men endelig kl 2 bliver jeg "sluppet" fri fra hospitalet, men jeg skal selvfølgelig  til egen læge for at få behandlet blodtrykket. Jeg er dog fuldstændig frikendt for blodprop

Set i bakspejlet burde jeg have set nogle tegn på, at der var noget galt med mig, for allerede omkring min eksamen til 10 modul var jeg ved siden af mig selv, koncentration var ikke lige god. træt og hovedpine ind i mellem. Så der var alle mulige tegn på, at min krop sagde, at nu holder du!!!!
Det gjorde jeg så ikke, men tro mig - jeg HAR lært af det, og jeg skal nok lytte til min krop.

torsdag den 9. februar 2012

Børn og skilsmisse

Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ved derfor, hvor hårdt det er for et barn at "miste" en forældre.

Derfor har jeg altid ment, at skilsmisser faktisk er værre for børn over en vis alder end for voksne. 
Forstået på den måde, at når børn bliver beviste om, at de mangler en i dagligdagen. 
Forstået på den måde, at børnene bliver en del af den "krig", der er imellem de voksne.
Forstået på den måde, børnene opfatter dagligdagen.

Der er selvfølgelig mange "lykkelige" skilsmisser, hvor forældrene finder ud af det sammen, så det rammer børn mindst muligt. Jeg oplevede selv, at mine forældres skilsmisse var en lykkelig en. Min mor sørgede altid for, at jeg stadig havde kontakt til min far, selv om han ikke boede i landet. Han valgte at komme hjem til Danmark, fordi han bl.a. savnede mig og min mor. (Mine forældre blev gift igen, da jeg var 16 år)

Jeg opfatter min egen skilsmisse fra mine børns far som værende lykkelig.
Det gør jeg, fordi jeg altid har sat en ære i ikke at diskutere med deres far foran dem efter skilsmissen.
Jeg har aldrig talt ondt om deres far.
Når de er hos deres far, spørger jeg til, om de har haft det godt.
Krydsforhør er i min opfattelse et no-go, og det er fordi, barnet kan opfatte det negativt.
De er velkommen til at fortælle mig, hvad de har oplevet, men jeg sætter ikke ? eller krydsforhører dem.

Jeg har set andre "lykkelige" skilsmisser, men jeg har også set "dårlige" skilsmisser.
Desværre er det jo også dem, man hører mest om.

Hvad mener du?
Kan man blive skilt uden, at det rammer børn?

søndag den 5. februar 2012

Af børn og fulde folk ....

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden ....

Nu kan man jo ikke lige kalde min yngste søn for et barn men snarere en teenager, for han er 16 år.

Vi kom til at tale om, at hans far ikke vil have, at han opholder sig i byens midte efter mørkets frembrud, hvad enten det er kl. 16, 18, 20 eller senere. (Det skal lige siges, at faderen bor ca. 15 km fra centrum, og vi bor i centrum.) Der sker jo mange farlige ting, når man går i byens midte, og det er mørkt.

Sønnikke konkluderede selv overfor mig følgende:
Mor, efter vi flyttede, har far slet ikke føling med mig mere. Han tror stadig, at jeg er 13 år..
Min svar:
Du har desværre ret, for om 1 år efter 10. klasse, skal du i gymnasiet, og der er der fester mv.
Hans svar:
Ja, og jeg er 16 år nu, hvor jeg lovligt kan oddse, købe alkohol og blive straffet for kriminalitet. 
Jeg bliver altså 18 om 2 år!!!

Desværre har min søn ret, hans far har ikke fulgt med ham, og det er sørgeligt.
Hans far har også en eller anden "forskruet" mening om, at så længe sønnen ikke går i byen, før han bliver 18, fordi han er naiv og godtroende, så får han ikke bank. 

Jeg spurgte faderen en dag, hvor vi var sammen til noget fødselsdag hos nogle venner, om han virkelig mente det, og det gjorde han. Jeg spurgte så hvad så med vores anden søn, som nu er 20. Men det var noget helt andet, for han var stor og stærk og kunne give dem bank.
Jeg opgav at diskutere med ham, da jeg kender ham og ved, at han ikke vil ændre mening. Men vores venner, som også har en søn på vores yngste søns alder, begyndte at argumentere med ham og sagde bl.a., at vi måtte stole på, at vi havde opdraget vores sønner så godt, at de ved, hvordan de skal opføre sig i byen.

Min søn opholder sig ikke så meget hos hans far pga. denne "kontrol". Han føler, han bliver overvåget hele tiden, og det gider han ikke. Han har ikke frie tøjler her, men han har frihed under ansvar.
F.eks. han skal se SuperBowl i aften/nat, og det er ok for mig.
MEN på betingelse af, at han går i skole i morgen, for hvis man har sagt A, må man også sige B. 

Atter en weekend gået....

Så er der atter gået en weekend

Fuld fart på den ene dag og en total dase dag den anden dag.

Lørdag stod i shopping tegnet ;-), altså for mit vedkommende var det en billig tur men for min veninde og hendes datter var det en dyr tur. For vi slæbte på diverse poser, tasker mv. Som min veninde sagde, så var det da godt, at det var så koldt, for så kunne det være at kortet kunne nå at køle af :)

Hovedsagen var dog, at vi hyggede og snakkede og var pinlige, i hvert tilfælde ifølge min venindes datter.

Og denne laaaaaaaaaaaaaaaaaaaange dag sluttede for mit vedkommende kl 21.45, da jeg åbnede min hoveddør. Mine fødder knurrede og murede, så de blev smækket op, og så sad jeg stille og roligt og nød et glas vin.

Søndag har gået med at lave absolut ingenting. Min fødder er stadig en smule ømme. Men jeg har dog været ude og lufte min nye taske, for jeg skulle lige handle også. Men ellers har dagen stået på at lave absolut ingenting.


fredag den 3. februar 2012

Ønsker og drømme....

Man hører tit:
"Jeg ønsker mig...."

Forleden dag var der en, som sagde til mig: 
"Hvad vil du have, du kan få lige det du vil"
Mit svar: "1 million ville være dejligt"
Og så kom det belærende svar:
"Altså du skal jo ønske dig det, du kan opnå og ikke det du ikke kan opnå"

Men ønsker og drømme er de så uopnåelig?

Jeg ønsker mig, at mine børn fortsat vil trives og have det godt.
Jeg ønsker at blive færdig med at læse.
jeg ønsker mig, at mine forældre fortsat vil trives og have det godt.

Og hvad så med drømme?
Jeg drømmer om at vinde 1 million i Lotto.
Jeg drømmer om at finde en til at dele ensomheden med.
Jeg drømmer om at have et arbejde, når jeg bliver færdig.
Men min helt store drøm er at rejse Down Under.


Hvorfor er det så min store drøm?
Det er det, fordi jeg har en længsel om at se og gense mit gamle barndomsland.

Men hvis ikke min store drøm kan gå i opfyldelse,
så vil en anden drøm være at rejse til udlandet og arbejde der.
Hvorfor? 
Fordi jeg har en udlængsel, som er en drivkraft i sig selv.

Så i det store og hele vil jeg sige, at mine ønsker og drømme virker opnåelig
- måske undtagen lige den med Lotto men det er en dejlig drøm.



torsdag den 2. februar 2012

Hækkeløb ....

Da jeg startede på radiografuddannelsen, var der 14 moduler, jeg skulle igennem for at kunne kalde mig autoriseret radiograf.

Cirka halvvejs inde i uddannelsen hang jeg lidt i bremsen og begyndte at se modulerne som forhindringer.

Forhindringer som skal klares.

Forhindringer, som blev til hegn, der skulle forceres.

Hegn, der skulle forceres, blev til hækkeløb.


Ergo blev 14 moduler til 14 hække.

10 ud af 14 hække er nu forceret

Halvvejs .....

August 2010 begyndte jeg igen på UCN på et tværfagligt modul - modul 5, hvor alle sundhedsuddannelserne deltog. Hovedformålet var: TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE. Alle stillede sig undrende, fordi hvordan kan man arbejde tværfagligt om personer? Det kan man, hvis man stiller det lidt op i kasser. Fysioterapeuter bruger den fundne viden, som sygeplejersken, radiografen, ergoterapeuten og jordmoderen har fundet frem om patienten. Ligeledes er det også for de andre sundhedsfag. Spændende men til tider lidt langhåret modul.

Modul 6 - På dette modul skulle vi bl.a. i praktik i 3 x 2 uger - 2 uger på somatisk afdeling - 2 uger på nuklear afdeling - 2 uger på stråle terapeutisk afdeling.
Det er også på dette tidspunkt, at vi skal begynde at tænke på speciale i vores uddannelse. Praktik perioderne var spændende, men om end en smule frustrerende fordi vi aldrig rigtig kom ind i afdelingen som sådan. Alligevel fik vi en ide om, hvad vi kunne tænke os.

Modul 7 - Dette modul er en lille forsmag på at skrive bachelor. Ret tankevækkende på en eller anden måde men også en spændende process. At lære at søge efter relevant information til en opgave, og især at bruge de rigtige ord til at søge efter tager tid, men det lykkedes. Dette modul handlede ikke kun om en lille bachelor opgave men også om farmakologi, CT teknik, etik, jura og meget mere.

Pludselig er jeg halvvejs ....

onsdag den 1. februar 2012

At uddanne sig - igen

Var det egentligt nødvendig at uddanne mig igen, for jeg har faktisk 2 uddannelser bag mig - en kontorassistent uddannelse og en fotografuddannelse.

Egentlig ikke men for mig var det et ønske om at forny mig. Et ønske om at lave om på mig. Et ønske om at være en anden og samtidig at være mig selv.

At blive radiograf så jeg som en udfordring - om du vil en selvrealisering. Hvad laver en radiograf i bund og grund så? I bund og grund er det at tage billeder - altså røntgen billeder - og tage vare på patienter. Det var jo egentlig ikke så langt fra mit "gamle" fag, som også bestod i at tage billeder - altså billeder af personer, dagligvarer mv. - og tage vare på kunder. Selvfølgelig er der meget mere i faget radiografi, fordi der arbejdes med stråler, teknik og mennesker.

Der er dog altid et MEN, og i dette tilfælde var der 2 ting.
1. Uddannelses stedet ikke lå i Århus - jeg skulle vælge mellem Aalborg, Odense eller København. København var udelukket - jeg ville ikke til djævle øen. Odense havde jeg ikke lyst til pga. trafik og rejsetid. Som sådan havde jeg heller ikke lyst til Aalborg, men mine forældre bor i Nordjylland og praktikken kunne foregå i Århus. Altså blev det Aalborg
2. Økonomi  - SU kontra almindelig løn eller bare understøttelse.

Det var især økonomien, som fyldte en del, for hvordan vil det gå at gå fra en løn til SU. Lad mig sige det sådan her:

Det er IKKE en drøm at gå så meget ned i indkomst - det er en DRØM at få en ny uddannelse.

Da jeg startede i august 2009, var jeg godt klar over, at der skulle tilvænning til - ikke kun økonomisk men også rent mentalt. Jeg havde jo ikke studeret i mange år, og hvordan ville det blive at sidde på skolebænken igen?

Min uddannelse - radiograf - tager 3½ år fordelt med ligeligt praktik. Selve uddannelsen er ikke i semestre men i moduler bestående af 10 uger efterfulgt af studieforberedende uge og dermed ialt 14 moduler.

Det første modul er et modul, hvor man "føler" lidt på faget. Man kommer i feltpraktik for at se, om det virkelig er noget. Nogen incl. mig selv vil sige, at det første modul er utrolig hårdt. For mit vedkommende var det sindsygt hårdt, fordi jeg ikke havde studeret i mange år, og der derfor var en tilvænnings periode. Derudover skulle vi lære sådan cirka 6000 latinske ord på knogler, muskler, arterier, og hvordan kroppen fungerer, samtidig med vi havde om etik og patientbehandling, første hjælp mv.

De 2 første moduler blev overstået, og så kom praktikken. Den var længe ventet, så vi kunne komme ud og afprøve al vores teori. Det var så skønt.

Hvad vil jeg egentlig og hvad vil jeg beholde i mit liv??

Som 41 årig skulle jeg for første gang i over 20 år være alene eller delvis alene, for jeg havde jo mine børn ved mig, så helt alene var jeg jo ikke. Men altså ingen mand ved min side og ingen partner til at dele beslutninger med.

Privat ville jeg (selvfølgelig) beholde børnene i mit liv. Men jeg måtte dog alligevel aflevere et af mine børn, og det var min elskede hund. Jeg var (og er stadig) vældig knyttet til ham, og jeg havde det utrolig svært at skulle sige farvel til ham. Ex-manden ville under ingen omstændigheder have ham. Mine forældre kunne se, hvor hårdt det var for mig, tilbød at tage ham. Det har jeg ikke fortrudt overhovedet. Han kom op på en nedlagt gård med masser af plads, han kendte dem i forvejen, og han var glad for dem. Den dag i dag trives han og er glad.

Privat måtte jeg også tage stilling til, om jeg ville blive boende i byen eller flytte nærmere mine forældre. Det blev det første, fordi
- jeg har venner i byen
- mine børn går i skole her
- mine børns venner er her
- jeg trives i byen

Arbejdsmæssigt skulle jeg tage stilling til, om jeg ville fortsætte i det erhverv, som jeg havde. Erhvervsmæssigt ville det blive hårdt, fordi den branche har rundsave på albuerne, og der er utrolig mange om buddet. Altså tog jeg den mursten op og tabte den, fordi jeg fandt ud af, jeg ikke ville beholde den. Men hvad ville jeg så??

Efter søgen på nettet og snakken med mennesker blev jeg enig med mig selv. Jeg ville uddanne mig (igen), så jeg søgte ind på uddannelsen radiograf med henblik på at starte i februar 2010. Desværre blev jeg ikke optaget, men var forhånds godkendt til sommeren 2010, og så var jeg på standby.

Jeg havde med vilje sagt februar 2010, fordi jeg synes, at jeg skulle have tid til at "komme" mig og finde mig til rette.

Men det blev der lavet om på i august 2009, hvor jeg blev ringet om fra skolen, om jeg ville starte op allerede nu? "øhhhh bøhhhhhhh" kort tænke pause (10 min ca) med ultra mange opringninger til diverse mennesker ringede jeg tilbage til skolen og sagde JA.

Skilsmisse - hvordan kommer jeg videre???

Imens jeg rendte aggressioner af, begyndte jeg samtidig også at "smide alle mine mursten" i luften.

Jeg var på det tidspunkt 41 år, og finanskrisen var ved at vise sit "grimme" ansigt.

Hvad ville jeg egentlig med mit liv nu?

Hvad vil jeg egentlig beholde i mit liv?

Hvor ville jeg egentlig gerne være om 10 år?

Hvad holder mig egentlig tilbage?

Og det helt store spørgsmål - hvordan kommer jeg egentlig videre?

Det sidste spørgsmål optog mig virkelig meget, fordi jeg stadig i disse måneder boede sammen med ex-manden og børn.

Mine børn betyder alt for mig (som enhver moder vil sige), og med det in mente havde jeg en klar mening om, at denne skilsmisse IKKE skulle ramme mine børn. Men selvfølgelig kan det ikke undgås, at de også bliver ramt, og jeg ville være ærlig overfor dem og ikke skjule noget i krogene. Det var også mig, som ville fortælle det til børnene med det samme, fordi det ville blive umenneskeligt at skulle opføre sig som "civile mennesker".

Min ældste søn, som på det tidspunkt var knap 18, var meget bitter og sur på hans far. Jeg prøvede på bedste vis (og det lykkedes til dels) at få ham til at acceptere det. Men det holdt hårdt.
Min yngste søn, som på det tidspunkt var 13, blev sur, bitter og forvirret på mig. Jeg prøvede at lade ham være i et stykke tid, men jeg havde mine kampe med ham og jeg mener kampe.

Men jeg har altid ment, at mine børn ikke skal være en del af en kamp, som de aldrig har bedt om. Vi - deres far og jeg - har valgt at bringe disse børn til verden, og vi vil altid have et fælles bindeled i forhold til vore børn. Derfor har jeg altid prøvet at forholde mig civiliseret til deres far, og vi har da også været sammen til fødselsdag, komfirmation mv. Og jeg har aldrig og vil aldrig tale ondt om deres far.

Så først og fremmest ville jeg være civiliseret overfor ex-manden, og lykkedes (næsten). Derudover ville jeg finde en bolig og prøve at skabe en tilværelse, hvor mine børn også er en del af. Hvad fremtiden ellers ville bringe, måtte tiden vise.


Skilsmisse og hvad så????.

Efter at have tilbragt over 20 år sammen med mand og børn, kan det være svært at være alene igen.
I marts/april 2009 meddelte min mand, at nu ville han skilles. Det var ikke, fordi han ikke holdt af mig, men han ville ikke mere, og han havde ikke fundet en ny.

Min verden brød sammen. Jeg havde en mand, som ikke ville kæmpe for os, men som alligevel "holder" af mig.

Oprigtigt så havde vi vores problemer, og ja vi var måske vokset fra hinanden.
Men jeg ville gerne kæmpe for os, og jeg var parat til at gå i parterapi, at arrangere noget bare for os to, hvor vores børn ikke var involveret.
Men han ville ikke mere.

Ok - hvad gør man så????
Enten kan man tage tyren ved hornene, eller også kan man gå til grunde.

Jeg tog tyren ved hornene.....

Min første prioritet var at skaffe mig en bolig og helst i nærheden af den yngste søns skole. Det blev klaret, men jeg skulle stadig bo i samme hus med mand og børn i 3 mdr., før jeg kunne overtage lejligheden, og det var hårdt. Det var rigtig hårdt, fordi jeg jo stadig "elskede" ham. Det var rigtig hårdt, fordi vores børn ikke skulle "lide" i forbindelse med skilsmisse. I det hele taget var det en tid, som jeg gerne ville undvære, for den sled mere på mig end selve annonceringen af: Jeg vil skilles!!!!!