fredag den 22. november 2013

Ilddåd ...

Jeg har nu været 14 dage på afdelingen ... og jeg lærer meget hver dag.

Men dagen i dag kan man vist kun sige var min ilddåd.

Min kollega og mentor havde fri i dag, fordi hun skal have vagt i weekenden, og hun har det også på mandag. Dette betød vi var 3 radiografer på afdelingen ... i hvert tilfælde i ca 1 time eller lignende. Så blev vi 2, hvoraf jeg stod for røntgenbilleder, og den anden stod for MR. MR var booket op hele tiden. Og fra morgenstunden var der kø for at få taget røntgenbilleder af lunger, knæ osv. Så jeg løb stærk men ikke så stærk at billederne blev dårlige.

På et tidspunkt kommer min kollega og siger: Du skal lige have en pause. Så mig ud og få noget luft for jeg kogte nærmest. Kl. 12.10 havde jeg (og ved lidt hjælp fra kollega) gennemført næsten lige så mange undersøgelser som torsdag formiddag, hvor vi altså havde været to personer.

Vild forvirring og forkerte koder og jeg skal komme efter dig. Sekretæren måtte også ind og hjælpe mig, for jeg anede ikke, hvordan og hvorledes. Kollega blev konsulteret et par gange eller flere ved forskellige undersøgelser og koder.

Kl 12.30 var der igen gang i det og 14.15 var den sidste ude af døren. Så blev der ryddet op og stillet telefoner videre. Kl. 14.40 fik jeg lov til at gå ... jeg var total øm i mine fødder og ben og godt mør i hovedet ... men ganske glad.

Så jeg har vist fået min ilddåd ... så jeg skal bare nyde weekenden og sove så længe.

God Weekend

mandag den 18. november 2013

at stå tidlig op og køre lant ...

Imens jeg var jobsøgende, kunne jeg jo "bare" sove længe, for jeg havde jo ikke noget jeg skulle nå ... undtagen når jeg havde jobsamtaler. Alligevel var jeg oppe omkring 7 hver morgen for at blandt andet at fastholde en nogenlunde normal dagsrytme. Derudover benyttede yngstemanden også moderen som vækkeur.

Nu har jeg fået job, og det er sydpå ... hvilket betyder, at jeg skal meget tidligt op. Vækkeuret ringer kl. 4.20 og så kan der lige snues i 10 min inder jeg letter mig fra sengen. Dette har resulteret i, at mine sovevaner er blevet lavet en del om, så jeg går i seng omkring kl. 21.30, hvilket jeg egentlig lige for tiden ikke har noget i mod for jeg er træt omkring kl 20.00. Men jeg er frisk om morgenen, og det er hovedsagen.

Så er der jo det med at køre ...
Mine nye kolleger har ondt af mig ... rigtig meget ... for de synes det er synd at jeg skal køre så langt.
Men i bund og grund er jeg egentlig ligeglad med transporttiden, især om morgenen hvor der nærmest ikke er nogen biler på vejen før jeg når ned til omkring Vejle. Så kommer der lidt flere.
Og i forbindelse med uddannelsen var jeg jo vant til at tage tog til skolen hvad enten det var Odense eller Aalborg, og der skulle jeg med et tog omkring kl. 6. Så det er egentlig det samme.
Faktisk hadede jeg at tage toget - inaktivitet er ikke mig, jeg bliver rastløs og utålmodig.
I bil skal der selv om der ingen biler er på vejen holdes øje, og radioen spiller på "fulde drøn". Nyhederne får jeg cirka 3 -4 gange inden jeg når min destination.

Faktisk er det lidt sjovt at høre vejrudsigten der om morgenen.
Fredag var der en f... tåge. I radioavisen omkring kl 7. lyder vejrudsigten, at der vil være stedvis tågebanker og skyet ...
Hmm ... min tanke var, at de da vist ikke lige havde checket Jylland for der havde der været tåget - og en styg tåge siden Skanderborg.
Eller når de siger, at det vil regne morgen, og jeg kigger ud af vinduet og tænker ... ikke her.

Men jeg nyder det faktisk ... både at stå tidligt op og køre langt.

søndag den 17. november 2013

Vupti en uge er gået ... Eller fløj den?

Vupti en uge er gået ... eller rettere sagt det føles, som om den er fløjet af sted.

Den første dag på et nyt sted var som sagt  meget trættende, og jeg var total bombet om aftenen pga. af nye indtryk og nye mennesker.
Men ellers er dagene gået slag i slag, og jeg er faldet godt til. Der er og vil stadig være nogle ting, som jeg endnu ikke har styr på, men det går fremad med store skridt.

Genopfriskning af det jeg har lært for længe siden kommer hurtigt og lærer hvordan de vil have billederne der kommer også hurtigt. Deres system er jeg overhovedet ikke vant til men som sådan meget nemt at finde ud af ... så er der bare det at huske hvordan ...

Fredag var en skøn dag ... jeg fik meget ros og var også selvstændig i mange opgaver - det havde jeg også være de andre dage, skal lige siges.
Og komme hjem til en rengjort lejlighed, hvor der også var blevet hængt lampe og glastavle op samt opsat stænkplader bag komfur og vask samt meget andet. Rengøringskonen og Daddy havde nemlig været på spil, hvilket yngstemanden havde udnyttet. Han havde nemlig skrevet en sms til beddes (Daddy), om mormor ikke ville være sød at stryge hans skjorte. Det var aldrig gået hvis han havde skrevet den til mig, for så havde han fået besked på at gøre det selv. Yngstemanden havde også udtrykt ønske om at få pudset hans vinduer, hvortil rengøringskonen havde sagt, at hvis han skulle have pudset vinduer, skulle han gå op med tv'et (hvilket jeg havde bedt om at gøre engang i januar 2013). Så fik han ellers travlt med at gå op med tv'et. Nu er jeg så spændt på, hvornår han går op med det pap, jeg bad ham gå op med lørdag.

Men ellers har weekenden gået med at slappe af, drikke lidt rødvin, se begge mine drenge, klippe yngstemandens hår, spise sammen med en veninde, købe lidt ind og ikke mindst sove længe ... helt til klokken 7.

Nu varer det ikke længe før en ny uge starter og jeg er spændt på hvad den byder og jeg glæder mig også til de udfordringer der kommer.

mandag den 11. november 2013

Første dag på job ...


I dag var så første dag på job. Jeg var stået op i god tid og fik morgenmad (hvad jeg ellers plejer at tage omkring 2-3 timer efter jeg er stået op), for jeg vidste jo, at der ville gå lang tid før, jeg fik noget.
Jeg skulle så først møde kl. 9, men myldretrafikken starter omkring 7 både her i Århus og bestemt også ved Vejle.

Jeg tænkte, at jeg måtte have noget at drikke med på vejen, så jeg lavede en kop te. Ud af døren og ned i bilen ... jeg havde god tid. Frosten havde meldt sin ankomst, så bilen skulle lige skrabes af. Koppen med te bliver sat på passagersædet - åbenbart lidt skævt for den vælter selvfølgelig og en 1/2 kop ender på sædet.

19 minutter i 7 starter jeg så turen fra min bopæl og præcis 2 timer efter stopper jeg bilen og går ud.

Dagen i dag har stået med at kigge over skulder og så videre, men jeg har også selv taget optagelser. Derudover er jeg så også blevet tæppe bombet med informationer om koder, vagter, handlingsplaner, organisationens opbygning og jeg kunne sikkert blive ved.

Omkring klokken 2 kunne jeg mærke at aktivitets niveauet var på nedadgående, men der var en time tilbage, så jeg holdt ud.

På vejen hjem måtte jeg lige forbi en tank for at blive tanket op - både bil mæssigt men så sandelig også energimæssigt med noget chokolade.

Vi har nu fået noget at spise. Yngstemanden skal snart til håndbold træning. Jeg er trukket i nattøj og sidder lige nu og overvejer, hvad jeg skal. Energi depoterne er nemlig opbrugt for i dag, så det at fortrække til soveværelset og sætte en film på computer er lige nu den jeg hælder mest til.
Jeg tror bare ikke, jeg når at se filmen færdig, før Ole Lukøje har kastet sit støv over mine øjne.


søndag den 10. november 2013

Sidste dag som arbejdssøgende ... i hvert tilfælde for nu.

Sidste dag som arbejdssøgende ... i hvert tilfælde for nu.

Jeg har fået ordnet alle de der små ting såsom skattekort, afmelding til AF udover at lege mor, som kører sønnen til håndbold og ser den kamp. Og så lige gøre bilen vinterklar.

Weekenden er så gået med at vaske tøj ... yngstemanden klagede over, at han absolut ingen tøj havde, for jeg havde jo ikke vasket ... hvortil jeg kunne meddele, at så måtte han jo komme igen med at vaske tøj. Det vidste sig imidlertidligt, at der i badeværelset kun var en 11 /2 maskinfuld tøj, så jeg anede ikke, hvad han talte om. Indtil han kom løbende med snavsetøjskurv fra hans værelse. Vi fik så en snak om, at jeg absolut ikke vasker hans tøj medmindre det er ude ved vaskemaskinen, og det var nu på tide, at han også kom igang med at vaske.

Jeg havde også et andet projekt, som jeg gerne ville have færdig. Alle gulvpaneler og et vinduesparti skulle forvandles fra sort til hvid. Det vil sige at panelerne havde fået en omgang hvid, da jeg flyttede ind, men pga farven var sort tog det lige 4 lag hvid maling.
Vindues partiet består også af en skydedør, så jeg havde lidt besvær med at få nogle områder malet. Det havde hele tiden været min intention at få døren af for at få det malet ordentligt. Døren er bare tung som en i f... men i dag fandt jeg en løsning. Fingermaling ... altså der hvor penslen ikke kunne komme ind ordentligt blev der med fingrene malet :)

Der er også lavet en ordentlig stor portion aftensmad, så vi også har til de næste par dage.

Nu er madpakken lavet, sko er fundet frem igen og pakket i tasken, håndcreme mv er også pakket.

Det varer ikke længe før jeg ligger i min seng ... Jeg er spændt ... Sov godt derude.

torsdag den 7. november 2013

Min families reaktioner ...

Mine drenge er rigtig glade på mine vegne og synes det er fedt jeg har fået et arbejde.

Golferen havde jeg lige glemt at skrive sms til, da jeg sendte til familie og venner. Han studsede nemlig over min status inde på facebook, som lød: Jubiii ... højt humør og armene højt over hovedet.

Så var det jo at jeg måtte ringe til ham og sige det. Han blev rigtig glad på mine vegne og sagde selvfølgelig tillykke og sagde i samme åndedrag ... og forresten mor - jeg kommer op til dig efter arbejde ... Han ville nemlig gerne have noget at spise og samtidig se fodbold.

Yngstemandens kommentar var: Tillykke mor ... har du forresten været over grænsen? og hvad har du købt? Det skal så lige siges at jeg ville tage en tur over grænsen, når nu jeg var så tæt på.

Yngstemanden havde fortalt vidt og bredt, at nu havde hans mor fået arbejde, hvilket alle synes var rigtig godt, indtil de fandt ud af at jobbet er i Tønder. Så var det godt nok langt væk, og så havde han  jo selvfølgelig sine betænkeligheder.

Jeg måtte så forklare, at det ikke tog længere tid end til Odense og en halv time længere end til mormor og bedstefar. Der ville så være nogle dage eller mere, hvor jeg ikke kommer hjem fordi jeg enten har tilkaldevagt eller bliver på grund af vejret. Dette var han helt indforstået med, og han kunne også forstå min begrundelse, da han fik at vide at jeg jo ikke er fastansat men har jobbet i ca 1 år og der er med til at give mig erfaring, hvilket er det jeg mangler.

Begge drenge synes det er fedt at mit job er så tæt grænsen for så kan de kan få billig øl og sodavand med hjem :)

Mine forældre er selvfølgelig glade på mine vegne og synes det er fedt det ikke er på Bornholm. De har været klar over at det var en mulighed at jeg skulle flytte til en anden landsdel, men Bornholm synes de dog var lidt langt væk.

Alle venner synes det er så fedt at jeg har fået et job om end det er et stykke væk.

onsdag den 6. november 2013

Et s(t)ort hul ... og en god nyhed ....

Efter uddannelsen var slut, kom der ligesom et antiklimaks og spekulationer.

Selvfølgelig har det været dejligt at kunne gå hjemme og nyde sommeren men rent økonmisk ... surt og hårdt. Dimittendsatsen er ikke lige noget at råbe hurra for ... især ikke hvis man er ene forsørger.

Der er sendt diverse ansøgninger, og jeg har også fået diverse afslag. Jeg har også været til en del samtaler men falder på manglende erfaring. Hmm - det er altså svært at få erfaring, når ingen vil ansætte en.

Jeg har søgt bredt ... rigtig bredt - altså ikke kun i Midtjylland men overalt. Jeg har været til samtale så langt væk som det er muligt uden at skulle forlade Danmark - nemlig Bornholm.

Men tiden går uden et positivt resultat i form af arbejde, hvilket jo betyder - eller det betød for mig - at der var et stort hul, for der var jo ingen grund til at bevæge sig udenfor en dør ... der var jo ikke noget. Sofaen kaldte og negativiteten kom også ind i billedet.

På et tidspunkt var det selv for mig for meget, så jeg begyndte at hive mig selv ud af dette mega store hul. Først ved at gå i teater, dernæst et malerprojekt (som jeg så endnu ikke er færdig med) og hjælpe en venindes mor, som er ramt af en hjerneskade, med at handle en gang om ugen.

I sidste uge var jeg indkaldt til to samtaler på samme dag, men der var lige et lille logistik problem - det var næsten samme tid og to forskellige landsdele. Jeg kunne jo ikke klone mig selv, så jeg ringede til det sted, som havde indkaldt mig senest og bede om at komme til samtale en anden dag.
Den samtale jeg havde først sagt ja til var på Nykøbing Falster. Jeg fik desværre ikke stillingen - igen på grund af manglende erfaring. De havde så også valgt at ansætte en, som var kendt med afdelingen og derfor ikke skulle have den store oplæring. Afdelingsradiografen ville dog undersøge om det var muligt at få et vikariat i et par måneder, men desværre var det heller ikke muligt.

Denne uge startede lige en anelse hektisk.
Mandag skulle jeg starte på et obligatorisk kursus i jobsøgning. Men der havde jeg også lige en aftale med tandlægehøjskolen med hensyn til at få lavet nogle kroner. Efter aftalen med tandlægen kunne jeg så møde op kursus.
Tirsdag skulle jeg til den jobsamtale, som var blevet skubbet fra sidste uge. Stedet var Tønder Sygehus. Til samtalen talte vi om, hvorfor jeg havde søgt derned og hvorfor ikke i mit speciale og om det var af nød. (Selvfølgelig er det af nød noget af det, for hvem vil være arbejdssøgende? I hvert tilfælde ikke mig). Så blev jeg også spurgt om, hvornår jeg kunne starte, hvortil jeg svarede, at jeg i princippet kunne starte dagen efter, men der var lige nogle ting jeg gerne ville have i orden, så mandag i næste uge kunne jeg starte, hvis det var. Der blev også spurgt ind til hvornår jeg sidst havde taget knoglebilleder. Da samtalen var ved at være slut, siger afdelingslederen så, at hun gerne ville vise mig rundt på afdelingen imens de tre andre interviewer talte sammen, og hvis jeg havde tid til at vente på svar, kunne jeg på det inden jeg kørte nordpå igen. Selvfølgelig havde jeg tid for jeg havde sat dagen af til denne samtale.

Ved I hvad?

JEG HAR FÅET JOB FRA 11. NOVEMBER 2013 TIL 31. AUGUST 2014.

I dag er blevet brugt til at sige til kursus leder  ... jeg har fået job. At få afmeldt mig på AF. Hjælpe venindens mor osv.

I morgen skal jeg så lige nordpå for at få dytten gjort vinterklar.

Fredag skal jeg klippes og lige have lavet skattekort og boligstøtte om og alle mulige andre praktiske gøremål.

Men for søren jeg glæder mig som et lille barn til mandag ...