Tiden går ...

I dag, da jeg vågnede, var det stadig mørkt på trods af, at klokken var omkring otte. Vejret var også en faktor men alligevel ...

Det fik mig til at tænke på tiden ...

For 1151 dage siden startede jeg et nyt liv som studerende ...

For 56 dage siden startede jeg på ny på modul 11 ...

Om 6 dage skal vi stille uret tilbage, for så er det vintertid ...

Om 12 dage skal jeg til eksamen ...

Om 14 dage har jeg "ferie" i ca 10 uger ...

Om 30 dage er det den første søndag i advent ...

Om 33 dage er det min fødselsdag ...

Om 49 dage er det årets korteste dag ...

Om 52 dage er det juleaften ...

Om 59 dage er det nytårsaften ...

Om 94 dage starter jeg (forhåbentlig) på modul 13 ...

Om 124 dage starter jeg så på det aller sidste af min udannelse - nemlig skrivning af bachelor opgaven ...

Om 222 dage skulle jeg efter planen kunne kalde mig for radiograf med stråleterapi som speciale ...

Så tiden går - nogen gange for hurtigt men andre gange for langsom ...

Jeg synes i hvert tilfælde, at de sidste 3 år er gået hurtigt ... Gad vide om de næste 222 dage ikke også flyver af sted ...

Café besøg ...

Jeg har to dage i træk "tvunget" mine stakkels fødder i støvler med kinahæle efter praktik for at gå på cafe ...

Café besøg har jeg ikke været på længe ... måske en gang i sommerferien ... men det er i hvert tilfælde lang tid siden.

Så i går gik vi på min favorit café, hvor vi - ifølge veninden - fik VIP betjening ... det skader bestemt ikke at kende dem, som står der, og det var som altid rigtig hyggeligt.

I dag havde jeg også en aftale med en anden veninde og en café. Det gik op for os, at der var mange mennesker i byen, så det var nærmest umuligt at få et bord. Så må man jo bare finde en anden café, så det gjorde vi.

Begge dage var sene dage, for jeg fandt først hjem, da byens butikker ville lukke.

Men jeg har overskud og har virkelig nydt de sidste dage ... også selv om jeg også har været i praktik og brugt hjernen.

Undskyld ...

Undskyld at jeg har forsømt bloggen og blogland, men jeg har ligget vandret ... sådan cirka ...

Jeg havde jo projekt hjemmedragter, der skulle syes til Daddy og Rengøringskonen. Deadline var torsdag i sidste uge, for Daddy ville komme og hente mig, da jeg skulle med en tur til Nordjylland.
Dragterne blev færdig fredag kl. 08.05 for derefter at komme i vaskemaskine og tørretumbler.
Da Daddy var færdig med hans arrangementer, kom han herop. Jeg kunne ikke vente med at give ham dragten, og den blev vel modtaget ... rigtig meget endda.
Rengøringskonen fik hendes senere den dag, og den blev også vel modtaget ...

Lørdag lånte jeg deres bil og drog yderligere nord på - nærmere bestemt Hjørring - hvor jeg var med til at fejre en veninde, som nu er færdigudlært tjener.

Søndag kom jeg tilbage til gården og reparerede mit søvnbehov...

Mandag fejrede vi Rengøringskonens fødselsdag lidt på forskud - hun har i morgen - og så blev jeg kørt hjem ...

Se alt det ovenstående er jo så bare min fritid, for udover min sparsomme fritid har jeg jo stadig skulle være i praktikken og forberede mig til dagen efter.

Så der har været nok at se til ... Jeg vil nu prøve at følge lidt op på blogland ... men jeg tror det vil tage et par dage ...

Optur ...

Jeg har total optur ...

Nogen kan måske huske, at jeg på sidste modul 11, som jeg nu er ved at tage om, skrev, at jeg ikke følte mig klar, og at modulet var gået stærkt ... meget stærkt.

Da jeg ikke bestod, havde jeg det sådan meget øv med det. Og jeg havde en følelse af at skulle virkelig mane mig op til at være positiv med videre, når jeg en gang skulle ned endnu en gang. For det er da et nederlag ikke at bestå ...

Nu har jeg været i modul 11 i 6 uger ... puha tiden går hurtigt ... men jeg kan mærke en forskel fra sidste gang, og det er en meget positiv forskel. Jeg har nu været 3 uger i CT og 3 uger ved behandlingsapparatet.

Det, jeg nok frygtede mest ved at skulle tage modul 11 om, ville være tiden ved behandlingsapparatet, for der følte jeg virkelig en brist ... Måske også det at gå sammen med mennesker, som så mig "fejle" sidste gang, har været en frygt.

Men frygten er fuldstændig væk ... I de 3 uger jeg har været ved behandlingsapparatet, har jeg gået fra at vide ingenting til at vide en del mere ... Jeg er mere selvsikker, jeg har taget ansvar, jeg har lyttet, jeg har lært, jeg har talt, jeg har reflekteret og jeg har været brugt. Men de sidste 3 uger har været rigtig spændende, lærerige og positive.

Men af stråleterapeuterne, som også kendte mig sidst, har været positiv overrasket over mig, og hun har selv fortalt mig, at hun bare er så glad på mine vegne, at jeg har lært og udviklet mig så meget.

Mine daglige vejledere ved behandlingsapparatet har også kunnet se en udvikling fra uge til uge, og det er dejligt.

Selvfølgelig skal der være kritik, men den kritik jeg har fået er en positiv kritik, som jeg virkelig vil bruge og tænke over i weekenden.

Noget andet, jeg også kan mærke forskel på fra sidste gang, er ... jeg glæder mig til at komme hver dag.

I næste uge er det et nyt sted, og jeg glæder mig ...

Den gang da cyklen overfaldt mig ...

Susanne fortæller i hendes blog om en flyvetur, hvor det gik ud over hendes arm ... og værdighed, hvilket fik mig til at tænke på, da min cykel overfaldt mig ...

Og jeg plejer at sige, når jeg starter på historien: "Jeg havde på det tidspunkt altså ikke drukket noget ... du ved alkohol ..."

Nå men for 3 år siden var jeg inviteret til stor 70 års fødselsdags/sommerfest, og da jeg vidste, at festen ikke ville blive helt appelsinfri, vælger jeg at lade bilen stå og cykle derud. Det var omkring en 12 -14 kilometer til stedet, men det var skønt vejr. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var vindstille.

Jeg laver et pit-stop på vejen for at fylde op med cigaretter og lige blive tanket op med vand. Da jeg kommer ud fra butikken, fortsætter jeg selvfølgelig på cykel igen.

På adressen stiger jeg lettere forpustet af cyklen ...
Pludselig uden varsel er jeg i gang med at se både sol, måne og stjerner ved høj lys dag, og det dunker nok så gevaldigt i baghovedet. Cyklen har nok så belejligt knaldet ned i venstre knæ, og gruset som jeg ligger og roder rundt i laver fine streger på mit hvide tøj.

Der ligger jeg så ... Den første tanke er: "Hvad f..... skete der?"
Den næste tanke er: "Er der nogen, som har set mig?" Og det er der ... En teenage dreng er på vej ned til stranden og har selvfølgelig set mit stunt ... han er så så flink at komme over for at spørge, hvordan jeg har det ... Jeg kan huske jeg tænker: "Pinligt ... hvis så jeg havde drukket, så kunne jeg da forstå det ..."

Nå men den her dumme cykel har jo ramt mit knæ, og jeg skal hilse at sige det gør nas ... Cyklen bliver fjernet, og jeg kommer op og står. Drengen står og kigger lidt bekymret på mig og spørger om det gør ondt ... hvortil jeg svarer som sandt var JA.

Jeg takker for hjælpen og siger, at jeg bare humper ind, og jeg kan godt selv ...

Inde i haven er der en bænk ikke langt fra havelågen som jeg kaster mig over, og så sidder jeg ellers der og blomstre sunder mig. Værtinden samt mange gæster kommer over til mig, hilser og spørger, hvad der dog var sket. Og så må jeg jo fortælle historien ... og den blev fortalt mange gange ... Jeg bliver spurgt om jeg ikke skal på skadestue eller noget, men jeg mener bare jeg skal sunde mig ... måske lige have et par treo eller noget ...

Jeg humper rundt, for støtte på benet går ikke så godt. Men jeg er til fest, og jeg går ingen stedet. Så der blev danset på et ben og der blev drukket ... noget ... men klokken 1-2 stykker om natten kunne jeg bare ikke mere ... eller jeg kunne godt men knæet brokkede sig i smerter med videre, så det var en taxa hjem.

Næste dag måtte jeg søge skadestue ... det var en kraftig forvridning/forstuvning af knæet, så jeg blev udstyret med krykker og besked på at hvile var det eneste rigtige.

Men jeg var IKKE fuld, da det skete ... jeg blev det senere ... og min værdighed (og kamera) fik et knæk ;-)

Apropos edderkopper ... igen ...

Hmm ... jeg bor på anden sal, og edderkopperne finder vej til min bopæl. Men selvfølgelig de har jo nogle ækle ben og kan komme igennem sprækker med videre.

Troldeungen havde fået besked på at tømme Butleren, for han tømmer altså ikke sig selv, og åbner et skab for at sætte noget ind. Så var der lige en lille Peter Edderkop. Troldeungen bakker og siger:
"Mor, der er en edderkop" Jeg ser op og ser denne famøse edderkop og siger til ham: "Jamen så fjern den da " "Med hvad ... Jeg kan jo ligesom ikke bruge en sko inde i skabet?" "Jamen så tag noget papir" "Moar ... kan du ikke  gøre det ... sæt nu jeg ikke lige får mast den og den kravler op af papiret?"
Så måtte moderen lige tage et stykke papir og lade edderkoppen drage til de evige jagtmarker.

Men jeg kunne nu ikke lade være med at trække på smilebåndet, og det kunne Troldeungen så heller ikke, for han kunne jo godt se det komiske i det.

Edderkopper ...

Edderkopper er nogle dyr, som kan virke som nyttedyr ...
De er i naturen, og de tager også gerne bopæl i vores bolig. Især om efteråret søger de ind i vores bolig, fordi det er varmere der.

Når det så er sagt, vil jeg lige sige, jeg har intet imod edderkopper, der er i planter og udenfor.
Jeg har heller ikke noget imod mindre/små edderkopper eller stankelben, for dem fjerner jeg bare.

Men jeg har noget imod edderkopper på størrelse med en 2-krone. De dør ... i hvert tilfælde hvis de befinder sig på min matrikel. Sådan en havde nemlig udset min matrikel til at være sin bolig. Dog fandt den ud af, at denne boligs beboere ikke synes om den. Den fik en værdig død ... i form af en sko.

Men denne søde ækle edderkop fik et minde frem.

Min ex-mand var bestemt ikke glad for edderkopper, og det er lige før, jeg vil sige, han havde araknofobi. Hvilket i virkeligheden er synd og ikke spor sjovt for ham.

Denne episode, jeg tænker på, skete, da vi boede i lejlighed, og Golferen var nyfødt.
Ex-manden havde været i bad og skulle til at tørre sig. Han tager et håndklæde fra krogen, spreder det ud, tager det op til ansigtet for tørre sig ... han slipper håndklædet med et skrig, farer ud i gangen, og står forvildet der. Jeg kommer ud og ser måbende på ham og siger, hvad der dog sker. Han siger så, at der var en mega stor edderkop i håndklædet og den skal bare dø. Han leder febrilsk efter en sko, som kan bruges. Imens går jeg ud i badeværelset, finder den der famøse edderkop, som er mindre end en 50 øre, og får den slået ihjel. Da manden endelig nærmer sig badeværelset - bevæbnet med en sko og iført Adam kostume - kunne jeg ikke holde masken mere ... for det var virkelig et komisk syn. Jeg grinede, og manden blev sur, men til sidst kunne han dog se det komiske i at stå der i Adam kostume bevæbnet med en sko for at slå et lille mini dyr ihjel.
I dagevis kiggede han mistænksomt i både tøj og håndklæder for at se, om sådan en krabat kunne finde på at forskrække ham igen.

Edderkoppen i dag ... ja den er død og draget til de evige jagtmarker.