onsdag den 1. februar 2012

At uddanne sig - igen

Var det egentligt nødvendig at uddanne mig igen, for jeg har faktisk 2 uddannelser bag mig - en kontorassistent uddannelse og en fotografuddannelse.

Egentlig ikke men for mig var det et ønske om at forny mig. Et ønske om at lave om på mig. Et ønske om at være en anden og samtidig at være mig selv.

At blive radiograf så jeg som en udfordring - om du vil en selvrealisering. Hvad laver en radiograf i bund og grund så? I bund og grund er det at tage billeder - altså røntgen billeder - og tage vare på patienter. Det var jo egentlig ikke så langt fra mit "gamle" fag, som også bestod i at tage billeder - altså billeder af personer, dagligvarer mv. - og tage vare på kunder. Selvfølgelig er der meget mere i faget radiografi, fordi der arbejdes med stråler, teknik og mennesker.

Der er dog altid et MEN, og i dette tilfælde var der 2 ting.
1. Uddannelses stedet ikke lå i Århus - jeg skulle vælge mellem Aalborg, Odense eller København. København var udelukket - jeg ville ikke til djævle øen. Odense havde jeg ikke lyst til pga. trafik og rejsetid. Som sådan havde jeg heller ikke lyst til Aalborg, men mine forældre bor i Nordjylland og praktikken kunne foregå i Århus. Altså blev det Aalborg
2. Økonomi  - SU kontra almindelig løn eller bare understøttelse.

Det var især økonomien, som fyldte en del, for hvordan vil det gå at gå fra en løn til SU. Lad mig sige det sådan her:

Det er IKKE en drøm at gå så meget ned i indkomst - det er en DRØM at få en ny uddannelse.

Da jeg startede i august 2009, var jeg godt klar over, at der skulle tilvænning til - ikke kun økonomisk men også rent mentalt. Jeg havde jo ikke studeret i mange år, og hvordan ville det blive at sidde på skolebænken igen?

Min uddannelse - radiograf - tager 3½ år fordelt med ligeligt praktik. Selve uddannelsen er ikke i semestre men i moduler bestående af 10 uger efterfulgt af studieforberedende uge og dermed ialt 14 moduler.

Det første modul er et modul, hvor man "føler" lidt på faget. Man kommer i feltpraktik for at se, om det virkelig er noget. Nogen incl. mig selv vil sige, at det første modul er utrolig hårdt. For mit vedkommende var det sindsygt hårdt, fordi jeg ikke havde studeret i mange år, og der derfor var en tilvænnings periode. Derudover skulle vi lære sådan cirka 6000 latinske ord på knogler, muskler, arterier, og hvordan kroppen fungerer, samtidig med vi havde om etik og patientbehandling, første hjælp mv.

De 2 første moduler blev overstået, og så kom praktikken. Den var længe ventet, så vi kunne komme ud og afprøve al vores teori. Det var så skønt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad