tirsdag den 21. februar 2012

For højt blodtryk = stress???

I forbindelse med indlæggelse og for højt blodtryk har det sat tanker og spekulationer i gang i mig.
For indtil kort tid siden var jeg "normal".

Jeg har talt med både min mor og daddy om, hvad det kunne skyldes.
Min mor har hele tiden "ventet" på, at der ville komme en reaktion på skilsmissen, for hun synes ikke, jeg reagerede ret meget. Daddy mener, at jeg ligner ham for meget. Både han og jeg spekulerer over tingene, tager affære og så gør det - nogen gange uden at tænke på konsekvensen.

I dag talte jeg så med en kollega, som tilfældigvis også er psykoterapeut, om det, og vi mente begge, at symptomerne for dette høje blodtryk mv. allerede begyndte at vise sit ansigt i sidste modul. På en eller anden måde er det jo nok en form for stress, for jeg har i de sidste 3 år kørt i højeste gear uden egentlig at se mig tilbage, for der har virkelig været nogle omvæltninger i mit liv.

Alting startede med en 
- seperation
- spekulationer om hvad der så skal ske
- ansøgning til radiografuddannelsen med start februar 2010
- finde en bolig, hvor der er plads til 3 mennesker og helst også til Inky
- finder en bolig, hvor vi kan være - tæt på Troldeungens skole men desværre ikke plads til Inky
- finde et sted til Inky - løsningen blev mine forældre
- pakning af diverse personlige ting
- indkøb af møbler
- flytning
- indretning
- afslag på ansøgning - dog med forhåndsgodkendelse til august 2010 og på standby
- pga standby listen bliver jeg tilbudt at starte allerede i august 2009
- 10 moduler af 10 ugers varighed overstået/bestået - alle med eksamen i slutning af hvert modul
- diverse spekulationer om evt. flytning pga husleje
- diverse små kontroverser med ex-manden
- diverse spekulationer om økonomi

Så alt i alt har jeg kørt med fuld fart frem uden at se mig tilbage.
Jeg har egentlig aldrig haft tid til at reflektere over det, der er sket.
Jeg har "vokset" med opgaven, ja men egentlig på bekostning af mit helbred.

Så nu tager jeg "skeen i den anden hånd" ved at tage 
- en dag af gangen
- lytte til min krop
- dyrke noget mere motion
- slappe af, når jeg har brug for det

Og så håbe på at jeg bliver "normal" igen.




2 kommentarer:

  1. Det er altså også noget af et par år du har været igennem.
    Jeg synes det er flot klaret. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne have gjort det. Det må have været et chok.. Når man tror man skal være sammen altid - og så ikke er det alligevel.

    Men det må vel også være motiverende.. Du SKAL jo være der for dine drenge..
    Så tag' lige at passe på dig selv

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tager imod både rosen og reprimanden ;-)

      At jeg har kunnet gennemføre det, skyldes nok min stædighed og min viljestyrke.

      Jeg er sikker på, at hvis du havde stået i samme situation, havde du nok også klaret den men helt sikkert i et roligere tempo end mit. Jeg har haft turbo på og set i bakspejlet for meget turbo på ;-)

      Min motivation har været og er helt sikkert mine drenge.

      Men min prioritering bliver lavet om, for som du selv siger: Jeg skal passe på mig selv.

      Slet

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad