torsdag den 9. februar 2012

Børn og skilsmisse

Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ved derfor, hvor hårdt det er for et barn at "miste" en forældre.

Derfor har jeg altid ment, at skilsmisser faktisk er værre for børn over en vis alder end for voksne. 
Forstået på den måde, at når børn bliver beviste om, at de mangler en i dagligdagen. 
Forstået på den måde, at børnene bliver en del af den "krig", der er imellem de voksne.
Forstået på den måde, børnene opfatter dagligdagen.

Der er selvfølgelig mange "lykkelige" skilsmisser, hvor forældrene finder ud af det sammen, så det rammer børn mindst muligt. Jeg oplevede selv, at mine forældres skilsmisse var en lykkelig en. Min mor sørgede altid for, at jeg stadig havde kontakt til min far, selv om han ikke boede i landet. Han valgte at komme hjem til Danmark, fordi han bl.a. savnede mig og min mor. (Mine forældre blev gift igen, da jeg var 16 år)

Jeg opfatter min egen skilsmisse fra mine børns far som værende lykkelig.
Det gør jeg, fordi jeg altid har sat en ære i ikke at diskutere med deres far foran dem efter skilsmissen.
Jeg har aldrig talt ondt om deres far.
Når de er hos deres far, spørger jeg til, om de har haft det godt.
Krydsforhør er i min opfattelse et no-go, og det er fordi, barnet kan opfatte det negativt.
De er velkommen til at fortælle mig, hvad de har oplevet, men jeg sætter ikke ? eller krydsforhører dem.

Jeg har set andre "lykkelige" skilsmisser, men jeg har også set "dårlige" skilsmisser.
Desværre er det jo også dem, man hører mest om.

Hvad mener du?
Kan man blive skilt uden, at det rammer børn?

2 kommentarer:

  1. Nej.

    Det vil altid ramme på én eller anden måde.

    Jeg var 14 da mine forældre blev skilt, og opfattede det som en kæmpe lettelse. Men derfor havde jeg stadig dårlig samvittighed overfor min far, fordi jeg valgte at bo hos min mor.

    Dét synes jeg så måske var en fejl. At jeg selv skulle vælge. Havde de taget beslutningen, så havde mange ting været nemmere. Men det er så nemt at være bagklog - især på sine forældres vegne ;-)

    SvarSlet
  2. Du har ret June. Det vil altid ramme på en eller anden måde.

    Og du kan have ret i, at dine forældre skulle have hjulpet dig til at tage en beslutning, om hvor du skulle bo. Så var du måske sluppet for den dårlige samvittighed.

    Faktisk har jeg tænkt lidt over det med, at barnet vælger, hvor det vil bo.
    Da jeg blev skilt, kunne både yngste og ældste søn jo selv vælge hvor de ville bo. Men alligevel blev det "dikteret" at de skulle bo hos mig. Men de har så altid fået at vide, at de er mere end velkommen til at være hos deres far.

    SvarSlet

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad