Sundhedsvæsenet set fra en usædvanlig side .... i hvert tilfælde for mig

Nu er jeg jo ved at uddanne mig til radiograf og har selv set og ved, hvor effektiv sundhedssystemet kan være.

F.eks. ved akut modtagelse så står alle bare på "nakken" af hinanden til at tage sig af patienten, og det ser og virker effektivt.

Til gengæld har jeg aldrig selv afprøvet på mig selv, hvor effektiv systemet er ..... før nu......

Onsdag morgen møder jeg op i praktikken, og ca 1 time efter jeg er mødt, får jeg det skidt med dobbeltsyn, skal helst stå med let spredte ben og en lille smule kvalme. Jeg har placeret mig på en stol med hovedet ned af, men det hjælper ikke, prøver at hjælpe til men kan mærke at det ikke er godt. De andre siger at jeg skal tage hjem og blive bedre. Stædige mig tænker ja ja..... men går alligevel hen for at finde vejledere. Sådan på vejen for at finde mine vejledere får en læge fat i mig, og så skal jeg lige love for at jeg blev testet. Bagvagten kommer til og de to læger finder hurtigt ud af, at jeg lige skal en tur til neurologisk afdeling.

En kollega følger mig hen og på vejen taler vi om hvad der er sket og han siger jamen så skal vi da lige have fat i en kørestol.... Igen stædig mig: nej nej jeg har det fint ..... 

Vi ankommer til neurologisk afdeling, og så skal jeg da lige love for, at det siger SLAM BAM.... 

for i løbet af ½ time er jeg 

- blevet brugt som nålepude

- har været med til "blodbad"

- har fået taget diverse blodprøver

- har været igennem MR scanneren

- har fået en del kvalme i forbindelse med kontrast

- har fået konstateret et skyhøjt blodtryk

Scanningen siger umiddelbart ingen blodprop men pga mistanke og skyhøjt blodtryk skal jeg observeres i 24 timer .... SLAM....

Faktisk er det først der, det egentlig går op for mig, hvor tæt det var på blodprop mv.

Min første reaktion er chok og gråd.

Den næste er: hvad så med min søn? eller sønner?

Da jeg bliver indlagt, ved jeg, at sundhedsvæsenet nok skal tage vare på mit helbred.

Så min prioritering er hvordan får jeg lige sagt til mine sønner, at deres mor altså lige er indlagt?

Og så skal jeg så lige have fat i mobil, taske mv., men jeg ved, at afdelingen har givet min arbejds afdeling besked om, at de indlægger mig, og mine vejledere kommer med min taske mv.

Heldigvis vidste jeg, at min far var i byen, og jeg får fat i ham og beder ham om at sige og hente begge mine børn. De får selvfølgelig et chok, men de kan se, at jeg er ved godt mod, selv om jeg har fået et chok. Jeg får også talt med min mor og beroliget hende.

Eftermiddagen går med at surfe på nettet med mobil tlf, (og det er ikke nemt) og sove.

Pga. jeg er blevet brugt som nålepude, er mine årer i albue leddet rimelig ømme og jeg får heldigvis lov til at få venflon ud. 

Min veninde kommer og kigger til mig, og samtidig kommer yngste søn helt af sig selv og kigger til sin mor.

Mit moder hjerte var bristefærdig af stolthed over den omsorg og kærlighed, han viste.

Tidligt på aftenen er mit blodtryk stadig ikke normalt, så jeg skal igen have lagt venflon. Denne gang i håndrodsfladen. Av siger jeg bare men bider det i mig og får blodtrykssænkende medicin

Igennem hele natten bliver jeg vækket hver 2. time for at få checket blodtryk mv. og får endelig at vide at den er normal. Men den stiger desværre igen i løbet af dagen.

Men endelig kl 2 bliver jeg "sluppet" fri fra hospitalet, men jeg skal selvfølgelig  til egen læge for at få behandlet blodtrykket. Jeg er dog fuldstændig frikendt for blodprop

Set i bakspejlet burde jeg have set nogle tegn på, at der var noget galt med mig, for allerede omkring min eksamen til 10 modul var jeg ved siden af mig selv, koncentration var ikke lige god. træt og hovedpine ind i mellem. Så der var alle mulige tegn på, at min krop sagde, at nu holder du!!!!

Det gjorde jeg så ikke, men tro mig - jeg HAR lært af det, og jeg skal nok lytte til min krop.