lørdag den 7. april 2012

Rasmus modsat

I forbindelse med rødvin og ost snakken kom vi også ind på, hvordan vi gør tingene. Et eller andet sted er jeg nok en rasmus modsat, for jeg gør tingene på min egen måde - nogen gange er det flere humpler på vejen end andre gange.

Selv om barn var jeg rasmus modsat. Da jeg skulle konfirmeres, havde rengøringskonen og jeg selvfølgelig en samtale med præsten i forbindelse med indskrivningen. Da jeg ikke var døbt, skulle jeg selvfølgelig også døbes. Præsten spurgte rengøringskonen og indirekte mig, hvornår dåben skulle være, hvortil jeg spurgte, om det ikke kunne blive samme dag? Det var da godt de sad ned for de var fuldstændig mundlamme og kæberne var tabt helt ned til sokkeholderne.
Men det blev, som jeg ville, så jeg blev døbt og konfirmeret samme dag.

Jeg har altid talt åben til personer med livstruende sygdom allerede før jeg kom indenfor sundhedsvæsenet. Golferen havde en klassekammerat, hvis mor fik mamma cancer. Jeg har altid talt med hende meget - også fordi begge vores drenge gik i klasse med hinanden. Nå men jeg talte jo med moderen og undrede mig faktisk over nogle ting hun sagde, men talte videre med hende og spurgte til sidst hvad hun egentlig fejlede. Hun var på det tidspunkt i kemo behandling, og hver gang efter det spurgte jeg altid til hvordan hun havde det, og selvfølgelig hvordan hendes mand og børn tog det. Det blev hun glad for, for der er mange som egentlig bakker tilbage, når de får at vide en eller anden har kræft.

Rengøringskonen har ligeledes mærket min måde at håndtere "pårørende" på.
For mange år siden ringede hun panisk til mig og spurgte efter telefonnummeret til vagtlægen.
Nu er det jo sådan at vi ikke lige bor i samme kommune og for den sags skyld landsdel, så jeg spurgte ind til problemet. Hun kunne ikke komme i kontakt med Daddy, og han lød meget mærkelig. Jeg bad hende lige så stille men bestemt om at lægge røret på og med det samme ringe 112, og når hun vidste det næste skridt skulle hun ringe tilbage. Hun ringede tilbage da hun fulgte efter ambulancen. Vi aftalte, at hun skulle ringe når hun kom hjem igen. Da hun var tilbage, ringede hun for at fortælle at Daddy var indlagt med mistanke for blodprop (ja jeg ved godt at min far og jeg ligner hinanden for meget på det punkt ;-) ) 
den videre samtale handlede om hvorvidt jeg skulle komme op og besøge rengøringskonen. Det måtte jeg ikke for Daddy ville ikke have det, hvortil jeg sagde, at det var altså HENDE jeg ville besøge ikke Daddy. Selvfølgelig besøgte vi også Daddy, men den primære var altså rengøringskonen. I forbindelse med Daddys kræft sygdom har jeg også benyttet denne "teknik", for jeg (og børnene) tog tit op og besøgte rengøringskonen. Hvis så Daddy var oplagt til at være sammen med os, var han velkommen. 

I faget Fotografi har jeg også været noget anderledes ind imellem :).
Vi har tit arbejdet med modeller og især børnemodeller. Denne specielle gang jeg tænker, havde vi fire børne modeller og to voksen modeller. Derudover var der også til stede kunden og fire gange forældre. Prøv lige at forestille jer at skulle fotografere disse børnemodeller. Jeg siger noget til dem, kunden siger noget til dem og så siger forældrene noget til dem. Og man kunne bare se hvordan forvirringen blev tydeligere ved børnene, for hvem skulle de rette sig efter. Til sidst blev det for meget for mig, og jeg vendte mig om og sagde:
Nu holder I alle sammen kæft ... den eneste som siger noget til børnene er mig ... og hvis der kommer så meget som et pip fra jer forældre kommer I til at vente ude i forgangen ...
Forældrene: Jamen det er vores børn ...
Jeg: Rigtig ... men jeg betaler jeres børn for at udføre et stykke arbejde for mig, og derfor skal de også have at vide fra mig hvordan JEG vil have det ...
Kunden: Jamen det er da mig der er kunden, så jeg har også noget at skulle sige ...
Jeg: Rigtigt ... Du ser på skærmen og henvender dig til mig hvis der er noget du vil have rettet ...
Det gjorde hun og der kom de skønneste billeder ud af det og alle var glade.
Efterfølgende havde jeg en samtale med kunden, hvor jeg selvfølgelig sagde, at hun havde ret til at være der og komme med ideer men når der var en flok børn så skulle der arbejdes hurtigt og der var kun en der bestemte. Fremover holdt hun det, og vi havde et skønt samarbejde.

Eller når jeg skulle tage gruppe billeder til for eksempel bryllupper - jeg har taget gruppebilleder med op til 80 personer på. Nogen gange har toastmasteren orienteret gæsterne, men de fleste gange har jeg simpelthen stillet mig midt i forsamlingen og råbt højt som en kommandant - gæsterne blev altid overrasket over at en kvinde kunne tale så højt og så kommanderende. Men kunsten med et gruppebillede er at det ikke skal tage alt for lang tid, for så mister folk interessen for fotografen og at det går hurtigt.

Eller for den sag skyld som golfspiller. Jeg var med i en turnering, hvor vi over en weekend skulle spille 36 huller - 18 om lørdagen og 18 om søndagen. Jeg havde nogle nye sko, som egentlig var afprøvet, men af en eller anden grund begyndte de at skarve ... og inden jeg kom om ved 10 hul havde jeg på begge hæle to store væskende huller. Valget var at spille videre med disse sko og to kæmpe huller eller lave en no-return (udgå). Jeg valgte at spille videre ... UDEN sko, og jeg var total ligeglad, for de sko skulle bare ikke på igen. De andre spillere måbede lidt og rystede på hovedet og blev enige om at rasmus modsat måtte ligge til familien ;-) Dagen efter spillede jeg i løbesko og med kæmpe vabelplaster.

Og mit privatliv tager jeg nok nogengange den lange og knoldede vej i stedet for den direkte vej, men det kan jeg ikke lave om på ... eller det vil jeg ikke for hvorfor skulle jeg dog det.

Så jo jeg er RASMUS MODSAT og stolt af det :)

2 kommentarer:

  1. Det er skønt at kende sine begrænsninger. Vide hvad man vil være med til og det man ikke står model til.
    Det er jeg vist ikke ret god til udenfor familien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved i hvert tilfælde hvad jeg vil og ikke vil ;-)

      Men om jeg kender mine begrænsninger tvivler jeg på, for nogen gange er den direkte vej ikke mig og så bliver den knoldede og bumplende vej taget ... og jeg får lærestreger på den bekostning ;-)

      Slet

Hvis du skriver en kommentar, bliver jeg glad